Mød Iben, Cornelius, Jesper og Jeanette. De er en del af branchens eksotiske mindretal

Vi medie- og kommunikationsfolk adskiller os på lange stræk markant fra gennemsnitsdanskeren. 

Det viser en ny undersøgelse fra fagbladet Journalisten.

Den er baseret på en rundspørge, som 2.329 medlemmer af Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) har svaret på.

Men der er undtagelser! Mennesker i vores fag, som på et eller flere parametre skiller sig ud fra flokken og ligner gennemsnitsdanskeren mere.

Her kan du møde fire af dem.

Iben Gad, fotojournalist, 29 år
Opvokset i arbejderklassen

”Jeg kommer fra Sønderjylland. Min far er smed, min mor er i dag førtidspensionist, men hun har tidligere været sosu-assistent. De er skilt, og vi flyttede en del rundt i min barndom. 

Især de seneste år har jeg faktisk tænkt en del over min baggrund. Her i København møder man jo mest overklasse- og middelklassefolk, så pludselig bliver det tydeligt, når man selv kommer fra noget andet.

Det kan være alt fra at mangle netværk, til de mange små subtile koder og markører – for eksempel hvor fuld man drikker sig, hvilken musik man hører, og hvordan man taler sammen til et middagsselskab. Det har jeg brugt meget energi på at afkode. 

Som freelancefotograf har jeg altid haft job på barer og i plejesektoren ved siden af. Det oplever jeg ikke, at ret mange af mine kolleger, der kommer fra højere klasser, har. Måske har de ikke samme økonomiske stress med hjemmefra, som jeg nok lidt har. 

Jeg har altid været opmærksom på, at jeg gerne ville bryde med arbejderklassen – at jeg ikke ville tjene så lidt og blive lige så nedslidt af mit arbejdsliv, som min mor er blevet. Så jeg var virkelig glad, da jeg blev færdig som fotojournalist. Men det har bidt mig lidt i røven, for jeg tjener jo lige så lidt som min mor i dag. 

Jeg kan virkelig godt lide at fotografere folk fra arbejder- eller underklassen. Det er noget umiddelbarhed i deres blik, som jeg altid leder efter, når jeg fotograferer. Jeg oplever, at folk fra højere klasser tit er mere kontrollerede og holder sig selv i kortere snor. 

I dag ligner jeg nok mange andre i mediebranchen. Det er også det, jeg har stræbt imod. Men det er lidt en sorg, for jeg synes egentlig, at det, jeg kommer fra, er rigtig fint og værdifuldt.

For eksempel er jeg vildt glad for, at min far har kunnet lære mig en masse om at lave rust- og pladearbejde på min 35 år gamle Volvo. Og jeg tror ikke, man kan undgå, at det kommer til at afspejle sig i de historier, der bliver fortalt i medierne, at vi ligner hinanden så meget i branchen.” 

Jesper Hansen, freelancejournalist, 68 år 
Bor i hus til ca. 1 mio. kr. 

”Jeg bor i et vidunderligt hus i den lillebitte landsby Østerby på Øland, som engang var en ø i Limfjorden, men som nu er dæmmet ind. Huset er på 220 kvadratmeter med fjordudsigt og en husleje på 3.000 kroner om måneden – men uden kæmpestor friværdi. 

Jeg købte huset i 2009 og gav nok lidt mere for det, end det er værd nu. Senest er det vurderet til omkring 1 million kroner. 

Min ene nabo er landmand, min anden nabo arbejder med it, og min genbo kører med rugbrød til butikkerne om natten. Så det er forholdsvis almindelige folk, der bor herude – og det er en stor fordel for mig som journalist. 

Jeg lever delvist af at dække mit nærområde som freelancer for Det Nordjyske Mediehus, og der er mine kilder jo mine naboer.

Når vi får en øl fredag eftermiddag, lægger jeg jo mærke til, hvad de snakker om – og det er altså nogle helt andre jordnære ting, end hvis du åbner for TV 2 News. De er flintrende ligeglade med, hvad der sker på Christiansborg, eller hvad Trump har sagt i nat. Det, der hitter her, er hverdagsstof – historier om nye varer hos den lokale købmand og den slags. 

Jeg er helt klart en anden type end den typiske journalist. Jeg gider hverken at gå i biografen eller teatret, og vegetarmad er sgu ikke noget, vi diskuterer herude. Jeg kender for fanden de første 10 svineproducenter – det tror jeg ikke, at ret mange journalister gør. 

Journalister er simpelthen blevet så kedelige og ens. Jeg har faktisk lyst til at parkere hele mediekrisen der. Hvis man selv sidder i en middelklassesuppedas og ikke har fornemmelse for, hvad der rører sig blandt almindelige folk, så gider de jo heller ikke at betale for det, vi skriver.” 

Jeanette Refstrup, kommunikationsrådgiver, 53 år
Køber sjældent økologisk 

”Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg læste, at jeg åbenbart tilhører et eksotisk mindretal i DJ, fordi jeg ikke særlig tit køber økologisk. Det er sgu da, fordi de andre lyver, tænkte jeg! 

Når jeg kun sjældent køber økologisk, er det, fordi det er vigtigere for mig at handle lokalt end at handle økologisk. Jeg bor i en lille by uden for Horsens, og hvis man ikke handler lokalt, så lukker butikkerne, og så dør byen.

Derfor køber vi for eksempel alt vores kød hos den lokale slagter i Horsens, og flere gange om måneden køber vi fisk hos den lokale fiskehandler. 

Ellers handler jeg mest i 365 her i Egebjerg, og der er det økologiske udbud bare ringe. Og jeg gider altså ikke at lave mad med en halvvisen ting, bare fordi den er økologisk. 

Helt ærligt så synes jeg, at mange journalister har tabt forbindelsen til almindelige mennesker. Selv kommer jeg ikke fra et hjem med bøger og aviser – min mor gik i 9. klasse og havde ikke nogen uddannelse, da hun fik mig, og min far var i bedste fald ufaglært.

Som kommunikatør giver det mig nogle gange en bedre målgruppeforståelse og en større forståelse for, at der findes mange forskellige mennesker og måder at leve sit liv på, langt fra kommentariatet i København. 

Jeg ved selvfølgelig godt, at det politisk korrekte svar er, at jeg altid køber økologisk, drikker naturvin og er vegetar eller som minimum flexitar. Men det er altså bare ikke sandheden.” 

Cornelius Corneliussen, kommunikationskonsulent i Aalborg Kommune, 39 år
Bor på landet

”Min familie og jeg bor på et nedlagt firlænget landbrug lidt uden for Vrå mellem Hjørring og Brønderslev.

Jeg har boet og læst i Aarhus og også boet nogle år i Brønshøj og Charlottenlund. Det var fedt at prøve, men både min kone og jeg har altid vidst, at vi gerne ville bo på landet. 

Mulden begyndte især at trække i os, da vi fik vores første barn for 10 år siden. Jeg havde ellers været så heldig at få job på Samvirke i Albertslund, men vi ville gerne hjem til Nordjylland, hvor vi begge to kommer fra. 

Det er ikke et fravalg af by og kultur, men det trækker bare ikke så meget i mig. På den måde kan jeg se på statistikken, at jeg lever lidt anderledes end mange medie- og kommunikationsfolk. Jeg render ikke til en masse koncerter, og jeg går ikke så meget ud at spise. Når jeg går ud, er det mest ud i naturen. 

Jeg kan virkelig godt lide, at der er ro og plads herude. Jeg synes for det meste, det er sjovt at bruge min fritid på at fikse murværk og male vinduer og grave i haven, og jeg elsker, at jeg ikke skal tage hensyn til nogen her. Jeg kan klippe hæk, når det passer mig, og mine børn kan hoppe og køre på løbecykel i stuen uden at genere en underbo. 

Jeg synes egentlig ikke, at vores naboer her er så anderledes, end dem vi havde, da vi boede i København.

I mit umiddelbare nabolag kan jeg se fem andre landejendomme. Det er mest håndværkere, og vi er nok lidt nogle bonderøve i nogles øjne. Men du kan også sagtens bo i Vrå og være ret byagtig og gå op i mode, mad og kultur.

I virkeligheden tror jeg ikke, vi er så forskellige. Vi kan bare lide forskellige ting.”