Landbrug i kæmpe krise forsøger at slukke ildebrand med vandpistol
Danske landmænd bliver beskrevet som dyremishandlere i en debat, der er kørt helt af sporet, mener landmand Henrik Nordgaard Hansen. Erhvervet vil genskabe tilliden med stolte landmænd og mere åbenhed. Problemet er, at danskerne ikke kan glemme TV 2's svinedokumentar.
Henrik Nordgaard Hansen har brugt det meste af sit arbejdsliv som gårdejer uden for Næstved, men han har aldrig oplevet dansk landbrug stå i et så voldsomt stormvejr, som det gør nu.
”Debatten er gået helt over gevind i forhold til, hvad der er rimeligt over for dansk landbrug. Det gør mig vred, at vi bliver gjort til nogle frygtelige mennesker – især de landmænd, der har grise,” siger han.
I april indrykkede han et debatindlæg i Sjællandske, hvor han efterlyste en mere oplyst debat om dansk svineproduktion.
”At beskrive hele erhvervet som systematisk dyremishandlende er ganske enkelt forkert,” skrev Henrik Nordgaard Hansen i læserbrevet med overskriften: ”Stop med at dæmonisere dansk landbrug”.
Men i stedet for en dialog om dansk svineavl blev debatindlægget et skoleeksempel på den enorme afstand mellem landbrugserhvervet og kritikerne af landbruget.
På Facebook fik læserbrevet over 600 kommentarer, og de fleste af dem var dybt kritiske over for Henrik Nordgaard Hansens budskaber og landmænd generelt.
”Hvorfor forstår I det ikke? I har skabt et helvede for dyr i jeres produktion. Det er dyrene, der er ofre for jeres mishandling! I burde skamme jer, men i stedet gør I jer selv til uskyldige ofre for det, I kalder en hetz,” lød det i en af de kommentarer, der fik flest likes.

Ifølge Henrik Nordgaard Hansen er reaktionerne typiske. Der bliver ikke lyttet til ham og kollegerne, når de med hans ord ”prøver at få debatten lidt ned på jorden.” Problemet er, at mange danskere ikke kan glemme de stærke billeder i TV 2-dokumentaren ’Hvem passer på grisene’.
”Optagelserne fra grisestaldene er svære for os at komme ud af. Det må jeg bare erkende,” siger han.
Tålmodigheden er opbrugt
Landbrugets ansvar for døde pattegrise, sprøjterester i drikkevandet og algevækst i havet er ikke en ny debat.
Men ifølge kommunikationsrådgiver Steffen Hjaltelin har antallet af dårlige sager hobet sig op, så landbruget i dag befinder sig i en tillidskrise uden sidestykke.
Som tidligere strategisk rådgiver for Venstre kender Steffen Hjaltelin landbruget indgående, herunder erhvervets tilbagevendende budskab om, at landbrugssektoren har en stor betydning for eksporten og beskæftigelsen i Danmark.
”Men man rammer ikke hovedpointen med sin kommunikation. Folk – både dem der stemmer rødt og blåt – synes, at griseproduktionen er en bad deal. Vi bruger en kæmpe del af Danmark til at producere foder til et erhverv, der udgør en brøkdel af eksporten. Hvis Danfoss sagde, at de skulle bruge hele Sjælland til deres produktion, så ville vi nok også sige, at det var for meget,” siger Steffen Hjaltelin.
Han fortæller, at vælgerne måske ville se igennem fingre med drikkevandet, fjordene og dyrevelfærden, hvis det skabte tusindvis og atter tusindvis af arbejdspladser, der var vigtige for Danmarks velfærd.
”Men når det er tæt på ingenting, hvorfor skal man løbe risikoen,” spørger Steffen Hjaltelin.
Steffen Hjaltelin lavede reklamekampagnen “Noget af det bedste i verden” for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer i 2018.
”Dengang var vi som danskere stolte over eksporten af svin til lande som Italien og Japan. Den slags kampagner kan du ikke lave mere på grund af de døde fjorde, drikkevandet og dyrevelfærden på svinetransporterne,” siger Steffen Hjaltelin.
Kriser relateret til dyr og børn er noget af det, der virkelig kan udløse kritik og moralsk fordømmelse.
Winni Johansen, professor i virksomhedskommunikation ved Aarhus Universitet
Krisen klæber
Winni Johansen, professor i virksomhedskommunikation ved Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation, vurderer, at dansk landbrug er ramt af det, man kalder en sticky crisis – det vil sige en krise, der bare bliver ved og ved, fordi den fremkalder meget stærke følelser.
”Landbruget er et erhverv, der har med dyr at gøre – og kriser relateret til dyr og børn er noget af det, der virkelig kan udløse kritik og moralsk fordømmelse,” siger Winni Johansen.
Og den dårlige omtale rammer alle landmænd – også dem, der arbejder med alt muligt andet end svineopdræt, forklarer Winni Johansen.
”Ligesom man har et fælles omdømme i et erhverv, så har man også en fælles krise, når erhvervet får et problem,” siger hun.
Når hun ser på kommunikationen fra Landbrug & Fødevarer, giver det mening, at man forsøger at nuancere debatten og korrigere misforståelser i debatten.
”Man skal jo ikke bare lade rygter trille afsted,” siger hun.
Det, der mangler, er en tro på, at landbruget lytter til kritikken i stedet for bare at affeje den.
”Man kan se fra andre shitstorme, at i det øjeblik en virksomhed viser imødekommenhed ved at sige ”vi lytter faktisk til jer”, ”vi forsøger at sadle om” og ”vi vil gøre mere, end vi gør i dag”, kommer man længere, end ved for eksempel at sige, at man holder sig inden for lovens rammer,” fortæller Winni Johansen.

Hvem passer på grisene?
Da TV 2 sendte de to seneste afsnit af ’Hvem passer på grisene’, ønskede Landbrug & Fødevarer ikke at stille op til interview.
Begrundelsen var, at den ene dokumentar var baseret på filmoptagelser fra dyreaktivister, mens den anden dokumentar ikke ville ”føre samtalen videre.”
H.C. Gæmelke, formand for L&F Gris, udtalte på Landbrug & Fødevarers hjemmeside, at der den seneste tid har været en meget polariseret debat om dyrevelfærd.
”Sådan kan vi ikke fortsætte, for det fører ikke nogen vegne. Hvis vi skal skabe bedre dyrevelfærd for grisene – og det skal vi – så skal vi tale sammen om løsninger. Vi skal ikke udpege helte og skurke i forsimplede formater,” sagde H.C. Gæmelke.
I bogen ’Flæsk’ fra foråret 2026 gik journalisten Klara Trebbien Rasmussen undercover hos en svineproducent, hvor hun var vidne til, at grise blev kastreret uden bedøvelse.
Her sagde H.C. Gæmelke, at det var uacceptabelt, at bedøvelsesmidler ikke blev brugt på grisene.
Men han synes også, at det var en tarvelig metode at gå undercover. Han havde hellere set en samtalebog med journalisten og en landmand.
Winni Johansen efterlyser, at landbruget giver nogle mere helhjertede beklagelser, når der kommer eksempler på dårlig dyrevelfærd i stedet for at skyde på medierne.
”Man burde forklare og understrege, at det er dybt fortvivlende, at så mange smågrise dør, og at man af samme grund arbejder på sagen med at nedbringe antallet. Man er nødt til at udvise større empati, mere imødekommenhed og invitere til dialog,” forklarer Winni Johansen.
”Men det kan være svært, hvis man mener, at man faktisk gør det så godt, som man nu kan,” tilføjer hun.

Den nye værdikamp
Hos Landbrug & Fødevarer siger kommunikationsdirektør Claus Horsted, at organisationen har taget klart afstand, når der har været eksempler i medierne på dårlig dyrevelfærd.
”Men det er da en refleksion, om vi så har sagt det stærkt nok. Men jeg synes faktisk, at vi har været ret markante på de meldinger,” siger Claus Horsted.
”Det er klart, at de billeder og videoer, der har været fremme om dele af griseproduktionen, er billeder, der ikke skal kunne forekomme.”
Det er Claus Horsteds opgave at varetage kommunikationen og public affairs for Landbrug & Fødevarer. Han har bemærket, at landbruget er blevet en værdikampsmarkør på samme måde som udlændingepolitikken har været det tidligere.
”Nu er det dyrevelfærd, drikkevand og sprøjteforbud, der er blevet værdimæssige markører,” siger Claus Horsted.
Det stod især klart i valgkampen, hvor Landbrug & Fødevarer på forhånd havde forberedt sig på, at landbruget ville blive et tema. Men omfanget, dybden og længden af, hvor meget det fyldte, var overraskende, siger Claus Horsted.
”Vi måtte forsøge at krisehåndtere det bedste, vi havde lært undervejs.”
Her på den anden side af valget håber han, at der er plads til flere nuancer i debatten.
Claus Horsted nævner for eksempel, at det er dokumenteret, at der faktisk er sket en procentvis stigning i andelen af pattegrise, der overlever.
”Vi kan dokumentere, at der i de senere år er sket en positiv udvikling i forhold til pattegrises overlevelse, og det er sket via nogle aktive handlinger fra landbrugets side,” forklarer han.
Ildebrand med en vandpistol
Ser man nærmere på tallene for pattegrises overlevelse, viser de imidlertid, at dødeligheden ifølge de seneste tal kun er faldet med 0,7 procentpoint til 21,7 procent i 2024.
Over en tiårig periode er andelen af døde pattegrise næsten ens fra år til år. I 2015 var dødeligheden for eksempel på 21,2 procent.
Spørgsmålet er, om den udvikling er tydelig nok til at overbevise befolkningen om, at landbruget er på rette vej.
”Et tal rykker ikke noget i sig selv. Men det viser, at der er en bevægelse i den rigtige retning, og det er naturligvis vigtigt at kommunikere. Når man arbejder med dyr, tager udvikling tid. Det er et vilkår, og det er selvfølgelig en udfordring i en debat, hvor flere ønsker resultater fra den ene dag til den anden,” siger Claus Horsted.
Steffen Hjaltelin siger, at henvisningen til regnestykket for pattegrise viser, at Landbrug & Fødevarer vælger de forkerte kampe.
”Jeg synes, det er et prima eksempel på, at Landbrug & Fødevarer prøver at slukke en ildebrand med en vandpistol,” siger han.
Man har et udtryk, 'lipstick on a pig', der passer godt i det her tilfælde.
Steffen Hjaltelin, kommunikationsrådgiver
Afstanden til byboerne
Måske er landmændene selv de mest oplagte aktører til at genopbygge landbrugets tillid i befolkningen. Det mener kommunikationsrådgiver Søren Møgelvang Nielsen i hvert fald.
Han er medstifter af projektet Stoltlandmand.dk, hvor han laver kommunikationskurser for landmænd, der ønsker at fortælle om deres arbejde.
Kurserne kan sammenlignes med en slags dialog-kaffe – bare for landbrugserhvervet. Målet er at nedbryde afstanden mellem landmændene og byboerne.
”Jeg laver ikke det her, fordi jeg synes, landbruget er perfekt. Der er mange ting, der kan gøres bedre. Men jeg har en respekt for de danske landmænd, og hvis der kom en bedre dialog, tror jeg, parterne ville lytte mere til hinanden,” siger Søren Møgelvang Nielsen, der har arbejdet med kommunikation i landbrugssektoren i en årrække.
Han forklarer, at der er sket en udvikling i retning af større landbrugsbedrifter. Færre mennesker er vokset op i en landmandsfamilie. Og tilsammen giver den afstand grobund for misforståelser og en hård tone i debatten.
”De landmænd, vi har haft som > kursister, føler sig enormt ramt af debatten. De går rundt med en knude i maven og kan slet ikke genkende det billede, der er skabt,” siger Søren Møgelvang Nielsen.
Vejen frem er ifølge Søren Møgelvang Nielsen, at landmænd ligesom andre virksomheder fortæller historien om, hvem de er – blandt andet i medierne.
”Jeg kender mange journalister, der spørger, hvorfor de hører så lidt fra landmændene,” siger Søren Møgelvang Nielsen.
Lipstick on a pig
Steffen Hjaltelin har svært ved at se, at landmændene kan komme ud af krisen alene med kommunikation.
”Man har et udtryk, lipstick on a pig, der passer godt i det her tilfælde. Det bruger man, når man prøver at pynte på noget, der ikke er særligt godt. Landbruget er nødt til at finde forbedringer, der går helt stik mod det, svineproducenterne gerne vil,” siger Steffen Hjaltelin.
Konkret betyder det, at der skal produceres markant færre svin og optages markant mindre jord til foder.
”Før det er fikset, er der ikke nogen, der lytter.”
Claus Horsted giver Steffen Hjaltelin ret i, at kommunikation ikke kan stå alene i den aktuelle debat. Men kommunikation er dog en vigtig del, fordi færre danskere kender landbruget indefra.
”Derfor er der behov for, at vi fortæller om, hvad vi laver, hvordan vi udvikler os, og hvorfor tingene en gang imellem tager tid,” siger Claus Horsted.

Valget ved køledisken
På sine knap 200 hektarer uden for Næstved dyrker Henrik Nordgaard Hansen raps, maltbyg, hvede og frøgræs til græsplæner.
Han mener, at det er en blind plet i debatten om landbrugets fremtid, at forbrugerne selv har et valg, når de står i supermarkedernes køledisk.
”Hvis forbrugerne ikke vil betale for det økologiske, er der jo ikke så meget, landbruget kan gøre,” siger han.
På spørgsmålet om landbruget ikke selv har et ansvar for, at der er så meget kritik, svarer Henrik Nordgaard Hansen, at dansk landbrug bygger på en stor faglig viden.
”Jeg har en forventning om, at de politikere, som skal lovgive om dansk landbrug, forholder sig til faglig viden og derved har ansvaret for et konkurrencedygtigt dansk landbrug i et dansk samfund,” siger han.
Henrik Nordgaard Hansen forklarer, at med Den Grønne Trepart får vi om nogle år et andet Danmark og et andet landbrug til glæde for alle samfundslag i Danmark.
”Det, som undrer mig, er, at samfundet ikke ser, hvor innovative vi egentlig er i dansk landbrug.” g
Artiklen er skrevet til den trykte udgave af Journalisten, der havde deadline, før der var dannet en firkløverregering.
Regeringen har en målsætning om at blive "den grønneste regering”, og ifølge regeringsgrundlaget skal landbruget passe bedre på den omkringliggende natur, og dyrevelfærden for grisene skal forbedres markant.
Som modtræk har danske svineproducenter truet med at blokere vejene ved Christiansborg i protest, mens andre taler om at åbne sig mere for omverden.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Men jeg savner virkelig noget i denne artikel. Fordi, det der sker her, som det er sket gang på gang er, at L&F's spinmaskine kører på fulde gardiner.
Smart lavet.
Skriv et læserbrev (med hjælp fra L&F?). Få maser af reaktioner.
Andre medier skriver:
"En lille stakkels bonde skriver et læserbrev: DU GÆTTER ALDRIG HVAD DER SKETE!"
Men han skrev ikke noget, der ikke er skrevet 100 gange før i debatten.
"Se, hvor innovative vi er i Dansk Landbrug".
"Forbrugerne kan da bare købe øko, hvis de synes det er så synd for svinene."
"Det er jo ikke os, der laver lovene."
En der derimod har forandret debatten og peget lyset på det som L&F gør ( med over 500.000.000 kr i budget til kommunikation og politik). Nemlig at sikre, at deres medlemmer fortsat kan producere svin, med stor skade for miljøet i Danmark og med store lidelser for de her grise.
Gram Slot er et interessant modbillede. Svend Brodersen har været en markant kritiker af den nye kvælstofregulering, men han nøjes ikke med holdninger. Gennem snart 20 år har han omsat sine tanker om landbrugets fremtid til økologisk drift, nye afgrøder, forbrugerrettede produkter og samarbejde med detailhandlen – samtidig med at han har forsøgt at skabe en bæredygtig forretning.
Gram Slot er ikke en model, alle uden videre kan kopiere. Men stedet viser forskellen mellem at kommunikere forandring og faktisk gennemføre den. Politikerne kan vedtage love, organisationerne kæmpe for rammevilkår og kommunikationsfolkene forklare erhvervet. I sidste ende skabes troværdigheden også ude på bedrifterne gennem synlige valg og reelle forandringer.
En ildebrand, der skyldes mere end dårlig kommunikation, kan ikke slukkes med kommunikation alene. Først når forandringen kan ses i virkeligheden, får fortællingen for alvor kraft.