Ingen fotos og halve aviser i weekenden: Forestil dig en avis lavet uden freelancere

Rettelse: I Journalistens trykte version har vi skrevet, at Ekstra Bladet ikke giver vikarer overtidsbetaling for arbejde på skæve tidspunkter. Det er ikke korrekt. Tilkaldevikarer får et fast timebeløb, hvor genetidsbetalingen er medregnet.

Uden freelancere ville dagbladene ikke kunne udkomme. Halvdelen af indholdet i weekenderne ville ikke blive produceret, og der ville ikke være fotos i Ekstra Bladet.

Det fremgår af en minutiøs kortlægning lavet af Freelancegrupppen i DJ på syv medier: Ekstra Bladet, Politiken, Jyllands-Posten, Det Nordjyske Mediehus, TV 2 Regionerne, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen.

Undersøgelsen er gennemført af journalisterne Lise Møller Schilder, Nina Trige Andersen og Freja Dam fra Freelancegruppens bestyrelse med bistand af Pressefotografforbundet og freelancerne på de enkelte medier.

I alt har 310 freelancere svaret på spørgsmål om, hvor meget de leverer, hvad de tjener, og hvad de synes om de vilkår, de arbejder under.

Dermed giver undersøgelsen et hidtil uset indblik i vilkårene for freelancere på nogle af Danmarks mest toneangivende nyhedsmedier – og dokumentation for, hvor uundværlige de løst tilknyttede er, for at medierne kan udkomme.

Kortlægningen viser, at 43 procent af artiklerne i Jyllands-Posten bliver skrevet af andre end avisens fastansatte.

På Ekstra Bladet kommer alle billeder fra freelancere, fordi der ikke længere er fastansatte fotografer.

Og på Weekendavisen er 56 procent af artiklerne skrevet af freelancere og fastlancere.

Journalist på Weekendavisen Johannes Fogtmann siger, at tallene dokumenterer, at freelancerne er uundværlige for Weekendavisen.

”Det tror jeg, freelancere er på alle danske dagblade,” siger Johannes Fogtmann, der har været med til at indsamle tallene fra freelancerne på Weekendavisen.

Hvis man ser bort fra 1. sektion og 2. sektion, ville Politikens øvrige sektioner slet ikke kunne udkomme, hvis freelancerne – rent hypotetisk – pludselig holdt op med at arbejde.

Omfanget af freelancernes produktion overrasker en mangeårig freelancer på Politiken:

”Det viser, at de ikke kan undvære os, men de vil ikke betale os ordentligt for det, selv om vi er vigtige for avisens eksistens,” forklarer freelanceren, der af hensyn til sit forhold til Politiken ønsker at være anonym.

En freelancer fra Kristeligt Dagblad tror, at undersøgelsen kan føre til mere sammenhold mellem freelancerne og dermed stille dem stærkere over for arbejdsgiverne.

”Tallene viser tydeligt, hvor meget vi bidrager med, og derfor behøver man ikke tænke så meget på, at man er krævende. Man har en lidt bedre forhandlingsposition, hvor man ikke står så alene. Nu står vi to parter over for hinanden. Det er en stor forskel,” siger freelanceren.

Lise Møller Schilder mener, at resultaterne bør gøre det tydeligt, at det er nødvendigt med en rammeaftale, hvor DJ kan forhandle kollektivt på vegne af freelancerne, vikarerne og fastlancerne på de enkelte arbejdspladser.

”Det er jo freelancernes arbejde, der har bidraget til medieforretningerne alle de her år,” siger Lise Møller Schilder.

Målet er fælles minimumsstandarder for freelancernes løn og vilkår.

”Der skal være en bund for, hvor lidt du kan blive betalt for per billede eller enhed, så man kan hæve bunden systematisk. Når man ikke ved, hvor bunden er, så kan man heller ikke gøre noget ved den,” forklarer Lise Møller Schilder.

Honorarer i bund

For selv om freelancerne leverer en betydelig del af stoffet, er honorarbetalingen ofte helt i bund. Og i de fleste tilfælde er der ingen tillæg for aften- og weekendarbejde, ingen betaling ved sygdom, ingen pension, ingen efteruddannelse og så videre.

I Jyllands-Postens bogtillæg er honoraret for en lang featureartikel på 7.500 tegn (det svarer til tre sider her i Journalisten) mellem 4.510 og 5.490 kroner, hvilket ifølge freelancerne i undersøgelsen ender med en timebetaling på 173 kroner i gennemsnit.

Freja Dam, freelancekulturskribent på Jyllands-Posten og medlem af Freelancegruppens bestyrelse, kunne godt tænke sig, at undersøgelserne af freelancernes vilkår bliver en øjenåbner for arbejdsgiverne og de fastansatte på medierne.

”Nu hvor man kan se tallene sort på hvidt, håber jeg, at både arbejdsgivere og de fastansatte kan se, hvad deres freelancekolleger rent faktisk får,” fortæller Freja Dam.

Hun er ikke selv overrasket over tallene.

”Men det er der måske andre, der er,” siger Freja Dam.

Freelancefotograf for Ekstra Bladet Ernst van Norde er mindre optimistisk. Han tvivler på, at undersøgelsen fører til forbedringer.

”Jeg er selvfølgelig glad for, at man har kortlagt omfanget af freelancere på for eksempel Ekstra Bladet. Men det er for sent. Løbet er kørt,” siger han.

Hans råd til kollegerne er at finde nogle kunder uden for medieverdenen, der betaler et ordentligt honorar. Til sammenligning betaler medierne for lidt.

”Der er for mange fotografer, der står uden job eller må dobbeltjobbe for at få det til at hænge sammen,” siger Ernst van Norde.

TV 2 viste vejen

Freelancerne har længe set sig som overset gruppe i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation. Overenskomstforhandlingerne har handlet om de fastansattes vilkår, mens freelancerne følte, at de blev glemt.

Et gennembrud for DJ var en freelanceaftale på TV 2 Danmark i 2023, der sikrer, at freelancernes løn stiger i takt med de fastansattes lønstigninger.

Men indtil nu er freelancerne kun nævnt sporadisk i den store overenskomst på dagbladsområdet. Det samme er tilfældet med den nye overenskomst, som i skrivende stund er til urafstemning blandt DJ-medlemmerne. Her anbefaler Freelancegruppen medlemmerne at stemme imod.

Spørgsmålet er derfor, hvad DJ egentlig kan bidrage med, mener fotograf René Schütze, der er selvstændig og arbejder for blandt andre Aller Media, Scanpix og Ekstra Bladet:

”Vi betaler til en fagforening og en a-kasse, der ikke kan hjælpe os med andet end copyrightsager. Reelt kunne jeg spare mit kontingent og spare op til at tage sagerne om brud på ophavsret.”

Der skal ske et eller andet, mener René Schütze.

”Mælken og benzin koster jo ikke det samme som for 10 år siden,” siger René Schütze.

På job juleaften

Undersøgelsen af de syv mediearbejdspladser viser, at der er langt fra de goder, de fastansatte har forhandlet sig frem til, til de vilkår, freelancerne bliver budt.

En freelancer på Ekstra Bladet fortæller for eksempel, at hun ikke kan forhandle sin løn op.

”Det er take it or leave it, og hvis man leaver det, står der bare en anden i køen og taker det.”

Hun holder fast i Ekstra Bladet, fordi hun drømmer om at få et fast job på avisen en dag.

Og hun er ikke den eneste med Ekstra Bladets dna i blodet.

På Ekstra Bladet føler 79 procent af freelancerne en stærk tilknytning til avisen.

På TV 2-regionerne ville 60 procent af freelancerne i undersøgelsen foretrække at få et fast job på arbejdspladsen.

Det gælder for eksempel Mikkel Skov Svendsen, der har freelancet for TV 2 Fyn i snart 20 år.

”Jeg har i mange år ønsket at være fastansat,” siger han.

Han er tilfreds med det, TV 2 Fyn tilbyder ham.

For eksempel fik han en ”fin lønforhøjelse”, sidst han var til lønsamtale.

Problemet er, at han ikke ved, hvor meget han tjener fra måned til måned.

”Tanken om at arbejde freelance er fin, hvis man selv vælger det i en afgrænset periode, men som 53-årig, far og husejer er en fast hyre langt mere favorabel end en freelanceaftale,” siger Mikkel Skov Svendsen.

Fra fast til fri

En de store grupper af freelancere i undersøgelsen er tidligere fastansatte, der er skiftet til freelance og har mistet mange af de privilegier, de havde før.

I det Nordjyske Mediehus gælder det en tredjedel af freelancerne i undersøgelsen, for eksempel Anne Helene Kahr Thomsen, der mistede sit arbejde på Nordjyske i 2020, da hendes stilling som journalist på Jammerbugt-redaktionen blev nedlagt i forbindelse med en stor fyringsrunde.

”Det er enormt svært at være jobsøgende freelancejournalist og kommunikatør i Nordjylland. Der er langt mellem snapsene, og når der bliver slået job op, er der ofte rigtigt mange kvalificerede ansøgere,” siger Anne Helene Kahr Thomsen.

Hun skriver artikler til det nærlokale site Ligeher.nu, der hører under det Nordjyske Mediehus.

Hun gør det for at have en indtægt og holde sit cv varmt – og fordi hun elsker lokaljournalistik.

”Jeg har en kæmpe tro på, at den lokale journalistik har en vigtig rolle i lokalsamfundene. Hver gang jeg afleverer en historie, er det jo også med en stor glæde,” siger Anne Helene Kahr Thomsen.

Men det er bare en helt anden verden end at være fastansat.

”Jeg kan ikke komme uden om, at jeg havde langt bedre vilkår, da jeg var fastansat i Det Nordjyske Mediehus,” siger hun.

En forhenværende journalist på Jyllands-Posten siger, at han efter skiftet til rollen som freelancer for JP tjener det halve for den samme type artikel.

Hver gang han modtager sin betaling, tænker han: ”Hold da op, hvor er det egentlig nederen.”

”Jeg synes, det er interessant, at bare fordi min stol nu står udenfor, så er mit arbejde halvt så meget værd som før,” siger han.

Nogle freelancere mener, at de dårlige forhold kan forklares med, at medierne er pressede på økonomien. Derfor bliver der sparet, hvor man kan.

”Hvad skal mediehusene stille op?” spørger en freelancejournalist, der ønsker at være anonym.

”Medierne har jo ingen penge, og det er medvirkende til, at betingelserne er, som de er,” siger han.

Usselt betalt

Det er imidlertid ikke en opfattelse, der er udbredt blandt freelancerne i JP/Politikens Hus.

De er kritiske over for de prekære vilkår, de bliver budt, når bestyrelserne i huset belønner sig selv med millionhonorarer, og koncernen henter det ene overskud hjem efter det andet.

I det seneste regnskab lød overskuddet på 124 millioner kroner.

Jytte Flamsholt Christensen skriver rejseartikler til JP og Politikens rejsetillæg.

”Det er usselt betalt, og jeg gør det kun, når jeg ikke kan lade være med at bruge lidt af det spinoff, der er fra researchrejser til de Turen går til-bøger, jeg skriver for Politikens Forlag,” forklarer hun.

Alligevel bliver hun harm, når hun læser om ”de enorme overskud, de to aviser blærer sig med år efter år”, forklarer Jytte Flamsholt Christensen.

I januar forklarede ledelsen medarbejderne, at koncernen havde konsolideret sin position som det største private mediehus i Danmark på grund af et flot regnskab, husker en freelancer på Politiken:

”Men det er ikke noget, den enkelte freelancer mærker noget til. Det giver en følelse af, at man bliver ført bag lyset eller måske endda lidt løjet for. Det hænger ikke sammen.”

Det er særligt uklædeligt, når Politiken i sin journalistik kritiserer de prekære forhold i Nemlig.com og Wolt, mener freelanceren:

”Hvordan kan man bryste sig af at være en magtkritisk medievirksomhed, der kritiserer andre for ikke at behandle mennesker ordentligt, når man ikke selv lever op til de moralske krav, som man stiller for andre?”

Honorarerne står stille

Freelancerne kan prøve at forhandle sig til bedre vilkår. Nogle gange lykkes det. Men det gennemgående billede er, at de bliver mødt af et venligt nej.

Nogle er ikke steget i løn i 10-20 år, siger Lise Møller Schilder fra Freelancegruppens bestyrelse.

”Faktisk er der ikke nogen arbejdspladser på DMA-området, hvor vi kan se, at freelancerne over en længere periode har fået stigninger, der følger de fastansattes lønstigninger,” forklarer Lise Møller Schilder.

Den omregnede timebetaling svinger fra medie til medie og afhængig af typen af indhold.

Men ingen freelancere i undersøgelsen kommer i nærheden af den anbefalede timetakst fra Dansk Journalistforbund på 1.133 kr.

På Kristeligt Dagblad ligger medianen for skrivende freelancere for eksempel på 250 kroner i timen.

En freelancer på Kristeligt Dagblad har fået at vide, at det ikke er muligt at forhandle sig til et højere honorar.

”Man får at vide af redaktøren, at der ikke er flere penge, og når man spørger, fører det ikke til forhandlinger,” forklarer freelanceren.

”Man kan godt føle, at man står lidt alene. For hvad er normen?” spørger hun.

Hun mener, at der burde være en løbende regulering af freelancehonorarerne, ligesom det er indført på TV 2:

”Det burde jo være en fast aftale, at man en gang om året forhandlede honorarets størrelse. Eller at det følger de fastansattes lønudvikling,” siger hun.

Freja Dam siger, at der har været en stemning på Jyllands-Posten af, at avisen mangler penge, og derfor kan freelancerne ikke få mere.

”Vi skal være glade for, at vi overhovedet får lov til at anmelde film for dem. Det er sådan, stemningen har været,” forklarer Freja Dam.

Hun får 1.500 kroner for en filmanmeldelse. Det svarer til 250 kroner i timen, hvis hun på seks timer kan nå at se filmen, køre frem og tilbage fra biografen og skrive anmeldelsen.

”Det synes jeg ikke er en høj løn. Hverken i forhold til journalistforbundets anbefalede takster, de fastansattes løn eller i forhold til den erfaring, jeg har,” fortæller Freja Dam.

Ubrugte tillidsfolk

I den seneste overenskomst på dagbladsområdet for to år siden blev det for første gang indflettet, at tillidsfolk kan bede om indblik i omfanget af freelancearbejde på arbejdspladsen og niveauet for freelancehonorarer.

Men undersøgelsen fra Freelancegruppen viser, at der er meget lidt kontakt mellem freelancerne og tillidsrepræsentanten på mediet.

”Jeg vil ikke kalde kontakten for ikke-eksisterende, men den er meget, meget lille,” fortæller Lise Møller Schilder fra Freelancegruppen.

Hun vil ikke pege fingre ad nogen.

”Der er simpelthen så mange forskellige måder at bidrage til en avis på, hvor der aldrig er nogen, der opdager eller møder hinanden,” siger hun.

Men freelancernes vilkår har tillidsfolkenes opmærksomhed, fortæller Lise Møller Schilder.

”De forstår godt, at jorden brænder, og de forstår godt, at det ikke kan blive ved det her, for så er det jo alt for lukrativt kun at hyre freelancere,” siger Lise Møller Schilder.