Eva er bange for, at hendes generation aldrig får foden inden for i mediebranchen

Journaliststuderende Eva Beyer Paulsen har i årevis fulgt Mads Brüggers arbejde. Spørgsmålet er, om hendes generation har de samme muligheder, som han havde?

For hvad stiller man op som ung og alle muligheder står åbne – men det alligevel er, som om de fleste døre er lukkede?

Eva Beyer Paulsen går på journalistuddannelsen på DMJX og har været i praktik på tv-produktionsselskabet Kompagniet i Aarhus, og så har hun Mads Brügger som sit professionelle forbillede, fordi han har haft modet og mentaliteten til at genopfinde sig selv i løbet af sin karriere.

Selv er hun med egne ord ”vildt bange” for, at der ikke er plads til hendes generation i den mediebranche, hun gerne vil være en del af.

”Kunstig intelligens kommer til at presse mange af os, fordi almindelig nyhedsjournalistik nu laves af kunstig intelligens. Oveni er jeg bekymret for den uafhængige journalistik. Er der nok mennesker, som er interesserede i at betale for det, vi laver? Det synes jeg er sygt uhyggeligt at tænke på,” siger Eva Beyer Paulsen.

Journalisten har spurgt de studerende i DJ om, hvordan de ser på fremtiden, og hvem der er deres professionelle forbillede. Og her har Eva Beyer Paulsen peget på Mads Brügger, fordi hun er vokset op med hans radiofortællinger, Den 11. Time og dokumentarerne Det Røde Kapel, Ambassadøren og Muldvarpen.

Eva Beyer Paulsen og Mads Brügger er sat sammen for at tale om, hvordan man fremmer sine chancer for at få et godt journalistliv.

”Den modstand, du har mødt, har du brugt til din fordel. Da Radio24syv lukkede, startede du Frihedsbrevet. Jeg kan godt lide din mentalitet om, at det nok skal gå dig godt. Det ser jeg meget op til,” siger Eva Beyer Paulsen.

Et kedeligt introjob

Selv er hun bange for, at hun får et arbejdsliv med færre muligheder.

”Noget, der stresser mig, er, at de valg, jeg skal tage, kan betyde, at jeg kommer til at sidde fast i et kedeligt introjob. Der beroliger det mig lidt at se din karriere, fordi hold kæft, hvor har du lavet mange forskellige ting,” siger Eva Beyer Paulsen til Mads Brügger.

Ifølge Mads Brügger har det været et bevidst valg fra hans side at udforske så meget af journalistfaget som muligt: radio, tv, dokumentar og print.

”Jeg ville gerne undgå at være en one trick pony, fordi man er sårbar, hvis man lige pludselig ikke er månedens tyggegummismag mere. Hvis verden bevæger sig et andet sted hen, er man ret hurtigt færdig som gårdsanger,” siger han.

Eva Beyer Paulsen siger, at mange journaliststuderende i dag oplever, at vejen ind i branchen er meget smal.

”Da vi kom ind på DMJX, troede vi alle sammen, at vi var kommet gennem nåleøjet. Men det var vi overhovedet ikke. Så troede vi, at nåleøjet var at få en praktikplads. Det var det heller ikke. Nu venter der endnu et nåleøje, som vi skal igennem, når vi skal ud at finde et job,” siger hun.

”Jo mere kunstig intelligens fylder, jo større er behovet for ægte journalistik lavet af et rigtigt menneske.”
Mads Brügger

Behov for ægte journalister

Mads Brügger kalder det et paradoks, at mediernes forretningsmodel er ved at bryde sammen, samtidig med at vi befinder os midt i en journalistisk guldalder.

”Der er aldrig blevet produceret så meget god journalistik som i øjeblikket. Og derfor skal du ikke være bange for journalistikkens fremtid,” siger han henvendt til Eva Beyer Paulsen.

”Der vil altid være brug for god journalistik – og jo mere kunstig intelligens fylder, jo større er behovet for ægte journalistik lavet af et rigtigt menneske, der har været ude i virkeligheden og talt med levende mennesker,” forklarer Mads Brügger.

Uvisheden presser

En undersøgelse lavet af Journalisten blandt de studerende i DJ viser, at 55 procent er bekymrede eller meget bekymrede for deres professionelle fremtid.

Undersøgelsen er dog ikke repræsentativ, da svarprocenten kun er 7 procent. *

Eva Beyer Paulsen siger, at hun og hendes medstuderende er ”vildt pressede” over uvisheden. Selv er hun i tvivl om, hvor ambitiøs hun kan tillade sig at være.

”Jeg drømmer om at få et spændende fast job i DR eller et af de andre større mediehuse, men andre gange tænker jeg, at jeg er tilfreds, bare jeg finder et hvilket som helst job. Men det er jo heller ikke det, jeg vil. Jeg vil gerne lave noget, jeg virkelig kan lide,” siger hun.

Udnyt din tid

Hvis Mads Brügger skal give et råd – og han ved godt, ”at det måske lyder meget gammelt”, så er det vigtigt at få mest muligt ud af sin tid, mens man har kræfterne og energien til det.

”Selv er jeg meget protestantisk af natur. Jeg laver også journalistik i min fritid ved siden af mit egentlige arbejde – bogprojekter, filmprojekter og så videre. Det er jo også en måde at sikre sig, at man har noget at falde tilbage på, hvis man mister sit 9-5-job,” forklarer han.

Eva Beyer Paulsen skal heller ikke underkende betydningen af held, siger Mads Brügger.

”Det er en kliche at tale om, men held betyder helt vildt meget. Og især i journalistik spiller held en kæmpe rolle,” forklarer Mads Brügger.

”Hvornår har det virket for dig? Altså, hvornår har du løbet en risiko, hvor du fik noget tilbage?” spørger Eva Beyer Paulsen.

”Min erfaring er, at jo mere hasarderet og risikovillig man er, jo mere kommer virkeligheden en i møde som en hjælper. Virkeligheden kan godt lide vovehalse, og den bryder sig meget lidt om fedtspillere. Så alle impulser, der fortæller dig, at det måske kan gå galt, skal du lukke ned for,” siger Mads Brügger og finder en gammeldags benzinlighter frem fra sin taske.

”På et tidspunkt mistede jeg min gamle Zippo-lighter og måtte købe mig en ny. Men ved et rent held dukkede den gamle lighter op igen. Jeg ved ikke, om den vil bringe dig held eller uheld, men jeg vil gerne give dig den som en lykkeamulet.”

For den journaliststuderende Sophus Jordt Petersen er Marie Louise Toksvig et forbillede. Men får han en lige så let start i branchen som hende?

Da Marie Louise Toksvig blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1995, kunne mange i hendes generation gå direkte fra skolen og ud i et fast job – så mange ledige stillinger var der.

”Jeg er jo en af dem, der har været heldig at komme ud, da der stadig var rigtig, rigtig mange penge på dagbladene og i tv-produktionsmiljøet,” fortæller Marie Louise Toksvig.

”Min første kontrakt på et tv-produktionsselskab lød på 1,5 år. Hvis folk hørte det i dag, ville de falde døde om. Men jeg oplevede også, hvor hurtigt kurverne vendte. Syv år efter fik jeg en kontrakt på kun tre måneder, som blev forlænget med en måned,” siger hun.

Sophus Jordt Petersen, der er journaliststuderende på DMJX, har Marie Louise Toksvig som sit professionelle forbillede på grund af hendes journalistiske ordentlighed, og fordi han synes, at hun er en god formidler.

Svært at blive udøvende journalist

Fagbladet Journalisten har sat dem sammen for at tale om den mediebranche, unge journalister kommer ud til i dag.

Det er Sophus Jordt Petersens mål at arbejde som journalist, men han forventer, at det bliver sværere at få arbejde end i de gyldne tider i 90'erne.

”Vi kan nok få et eller andet job, men som udøvende journalist på et medie er det nok sværere,” siger Sophus Jordt Petersen.

En undersøgelse lavet af Journalisten viser, at 84 procent af de studerende i DJ er bekymrede eller meget bekymrede for at komme ud til usikre ansættelser og prekære forhold, når de er færdiguddannede.

Undersøgelsen skal ses som en strømpil, der ikke er repræsentativ, fordi der er en stor usikkerhed forbundet med svarene.

Fast job forbeholdt de heldige

Men ifølge Sophus Jordt Petersen er det kun de få heldige på en journalistårgang, der kan forvente at gå ud og få et fedt, fast job med det samme.

”Når jeg taler med nyuddannede journalister, fortæller de om freelanceopgaver og korte ansættelser. Der er sikkert et par stykker, der gerne vil leve the freelancer-lifestyle. Men vi valgte jo ikke at gå på DMJX for at komme ud og være daglejere,” siger Sophus Jordt Petersen.

Et tilbagevendende råd fra ledelserne på journalistuddannelserne er, at de journaliststuderende skal være åbne for at tage et kommunikationsjob, fordi mulighederne for en ansættelse er bedre.

”De siger, at det godt kan være, at vi ikke kommer ud og arbejder som journalister, men vi kan bruge vores journalistiske færdigheder et andet sted. Men jeg håber, at jeg kan bruge min journalistuddannelse til at være journalist,” siger Sophus Jordt Petersen.

Frygt for AI

Han fortæller, at hans medstuderende ser kunstig intelligens som en gamechanger, der ud over fascination vækker dyb bekymring.

”Nogle af mine medstuderende virker til tider til at gå i panik over, hvad kunstig intelligens kommer til at betyde. De kan se, hvordan AI nogle gange kan skrive en artikel bedre, end de selv kan,” siger Sophus Jordt Petersen.

Marie Louise Toksvig forventer, at den første bølge snart vil lægge sig.

Men hvis kunstig intelligens får for meget plads på arbejdspladserne, frygter hun, at det kan gå ud over oplæringen af unge journalister.

”Hvis det kun handler om at være hurtig til at prompte, risikerer vi at miste den traditionelle sidemandsoplæring, hvor de unge bliver dygtigere ved at sidde ved siden af en mere erfaren kollega. Hvis du sad ved siden af mig, ville jeg overlevere min viden og mine principper om, hvordan jeg arbejder,” siger Marie Louise Toksvig.

De unge forbilleder

Marie Louise Toksvig fortæller, at hun i sin omgangskreds ofte hører forfaldshistorien om, at unge journalister er alt for selvoptagne og ikke kan måle sig med tidligere generationer.

”Men der er adskillige unge i branchen, som jeg kunne være mor til, som er blandt mine forbilleder. Det gælder for eksempel Politikens Frauke Giebner, DR's Philip Roin i Kina eller Maya Tekeli. De kan noget andet og tænker på en anden måde,” siger hun.

Hun bliver også fortrøstningsfuld på fagets vegne, når hun møder praktikanter og journaliststuderende med kompasset i orden.

”I er interesserede i samfundet, I er optagede af de mennesker, I fortæller om, og at historierne kan bruges til noget. Så på den måde er I ikke en pind anderledes, end vi var, da vi gik ind i faget,” forklarer hun.

Sophus Jordt Petersen beskriver sit eget medieforbrug som ”voldsomt”.

Ud over at følge med på sociale medier og nyhedsapps, abonnerer han skiftevis på papirudgaverne af Politiken og Information, lytter til Zetland og følger DR Nyheder tæt.

”Jeg tror, vi alle sammen er blevet bidt af den journalistflåt, der kravler rundt derude. Vi har jo valgt at blive journalister for at gøre verden til et bedre sted ved at fortælle historier – og så skal man bare gøre det ordentligt,” siger Sophus Jordt Petersen.

Oliver Sloth Schlander beundrer Lone Frank, fordi hun tør bruge sig selv i sin journalistik

Han vil gerne lave journalistik, hvor han trækker på sine egne oplevelser - selv om det bryder med nyhedsjournalistikkens idealer

Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank har fået lavet en sundhedstest, der viste, at hun kun havde 20 år tilbage at leve i.

Hun har også medvirket i en podcastserie om kærlighed med titlen ”Ingen elsker Lone Frank”.

Lone Frank er eminent til at bruge sig selv i sin journalistik, og det sætter den journaliststuderende Oliver Sloth Schlander stor pris på.

”Lone er mit forbillede, fordi hun bruger sig selv som en slags undersøgelsesobjekt, og så er hun ikke bange for at indtage upopulære holdninger, der går mod strømmen. Det synes jeg er fascinerende,” siger Oliver Sloth Schlander, der læser historie og journalistik på Roskilde Universitet.

”Jeg synes, Lone Frank er en enormt dygtig og skarp journalist. Hun er ikke bange for at skille sig ud, og det gør hende til en profil, man bemærker,” siger han.

Oliver Sloth Schlander vil gerne prøve kræfter med journalistik, hvor han trækker på sine egne oplevelser – selv om det måske overskrider nogle af fagets usynlige linjer.

”Der er jo et ideal i nyhedsjournalistikken om, at journalister helst skal holde sig så langt tilbage som muligt. Men jeg synes, det er fedt, når nogen bruger sig selv og bliver en aktiv del af fortællingen,” siger Oliver Schlander.

Lone Frank fortæller, at hendes arbejde ofte tager afsæt i ting, der optager hende. Det kan for eksempel være kærlighed, den alder, hun er i, eller en debat, der kører i offentligheden.

Hun er glad for, at Oliver Sloth Schlander sætter pris på, at hun tør inddrage sig selv.

”Det, du siger, er også det, jeg selv påskønner ved det, jeg laver. Så det er meget, meget, meget rart at høre,” siger hun til Oliver Sloth Schlander.

Personlig branding på fremmarch

Journalisten har spurgt de studerende i DJ om, hvor vigtigt de mener, det er at brande sig selv, og her svarer 54 procent, at det er vigtigt eller meget vigtigt.

Og spørger man Oliver Sloth Schlander, tror han, at medierne ville ramme flere mennesker, hvis journalister turde træde mere i karakter og skille sig ud fra mængden.

”Jeg tror, at personlig branding bliver mere og mere afgørende, hvis man kan slå igennem og få sin journalistik ud,” siger han.

Lone Frank mener, at der er noget i tiden, der kalder på journalister med en personlig profil.

”Vi lever jo i en personfikseret kultur. Alt handler jo om personlighed, og det rammer selvfølgelig også journalistikken,” siger hun.

Det er jo derfor, at medier som Zetland, Information og Weekendavisen har succes med at slå sig op på journalister, der fortolker og forklarer.

”Det er de medier, der går frem,” siger hun.

Følger sin egen undren

Da Lone Frank begyndte som videnskabsjournalist i 1990'erne, var hendes artikler med egne ord ”meget straight”.

Drivkraften var at formidle forskning på en forståelig måde, men efterhånden begyndte hendes artikler at tage mere og mere udgangspunkt i hendes egen undren.

For eksempel hvorfor flere unge får en diagnose. Eller hvorfor debatten om transkønnede fylder så meget, når transkønnede udgør en forsvindende lille del af menneskeheden.

”Det begynder ofte med et spørgsmål, men det er ikke bare mine holdninger. Det skal basere sig på et grundlag af solid viden,” siger hun.

Læserne er med fra idéfasen

Oliver Sloth Schlander siger, at hvis han for eksempel skulle lave en artikelserie eller podcast om diagnoser, ville han måske bruge sig selv.

”Diagnoser er blevet lidt af et modefænomen, hvor folk stræber efter at få en diagnose. Jeg har selv haft et par diagnoser, som jeg fik, før det blev moderne,” forklarer han.

Det kunne for eksempel være interessant at afprøve ting, der måske kunne hjælpe ham i hverdagen og formidle det i journalistisk form.

”Gad vide, hvordan det for eksempel ville påvirke mig mentalt, hvis jeg skulle gå 20 kilometer om dagen?”

Lone Frank siger, at hendes måde at arbejde på gør det nemmere for læserne at følge historien fra idéfasen til den færdige artikel.

”Jeg tager udgangspunkt i mig selv. Men jeg går ikke ud og fortæller om private detaljer.”
Lone Frank

Holder sig fra det private

Det traditionelle greb med at holde sig selv ude af historien ville være et unaturligt benspænd.

”Hvis jeg havde en undren – skulle jeg så interviewe alle mulige mennesker, om de kunne genkende det, jeg havde undret mig over,” spørger hun.

Selv om Lone Frank nogle gange går langt med at dele ud af sine erfaringer, fortæller hun ikke alt om sig selv.

”Jeg finder typisk noget, som handler om følelser eller udfordringer, som mange mennesker kender. På den måde synes jeg også, at det giver god mening, at jeg tager udgangspunkt i mig selv. Men jeg går ikke ud og fortæller om private detaljer.” 

* Tallene i artiklen er baseret på en rundspørge lavet af Fagbladet Journalisten blandt de studerende, der er medlemmer af DJ. 1.922 medlemmer er blevet spurgt, men kun 135 har svaret. Det giver en svarprocent på 7 procent.

Undersøgelsen skal ses som en strømpil, der ikke er repræsentativ, fordi der er en stor usikkerhed forbundet med svarene.