Den digitale redaktør sad hos psykolog, da en sms tikkede ind. Få timer efter breakede hun nyheden om Vance-besøget

Lørdag 22. marts kl. 11.35: Bzzzz … bzzzz … En mobil på lydløs vibrerede i jakkelommen.

For første gang i månedsvis ignorerede Kassaaluk Kristensen den. Med en kop kaffe i hånden sad hun sammen med sine to redaktørkolleger fra Grønlands største private mediehus, Sermitsiaq.AG, til samtale hos en psykolog i Nuuk.

De sidste tre måneder havde Kassaaluk Kristensen, der er digital redaktør på mediehusets nyhedssite, været under et hidtil ukendt arbejdspres. Derfor var hun og hendes medredaktører til supervision for at puste ud og vende situationen.

Bzzzz … Nu vibrerede det i kollegernes tasker. Den rolige stemning hos psykologen var brudt. Kassaaluk Kristensen tog telefonen frem. Det var Sermitsiaq.AG’s administrerende direktør og chefredaktør, Masaana Egede, der havde ringet, og der lå også en sms fra ham: ”Hvor er du? Ring, når du kan!”

”Vi var på kontoret i løbet af 5-10 minutter,” fortæller Kassaaluk Kristensen. Da de var kommet ind, sagde direktøren, at de havde fået et tip om, at den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, ville komme til Grønland.

Forfremmelse med forbehold

Kassaaluk Kristensen er 36 år og opvokset i den vestgrønlandske by Aasiaat. I dag bor hun i Nuuk sammen med sine tre børn, som hun er solomor for på fuld tid. Hun har haft ansvaret for Sermitsiaqs webdækning siden februar 2024. En forfremmelse, det tog hende knap fire måneder at beslutte sig for at takke ja til.

”Jeg er alene med mine børn, og jeg har ikke det stærkeste bagland her i Nuuk. Jeg vidste, at hvis jeg blev digital redaktør, ville det kræve endnu mere af mig og tage tid fra mine unger,” siger Kassaaluk Kristensen.

Hun endte dog med at vurdere, at familien var stærk nok til at holde til det øgede arbejdspres.

Inden Donald Trump blev præsident, var Kassaaluk Kristensens hverdag da også stadig præget af strategiarbejde og faste rutiner, og når hun gik hjem klokken 16, kunne hun holde fri.

Men alt det ændrede sig den 7. januar i år, da Donald Trump Junior landede i Nuuk og varslede, at hans far ikke havde glemt sin interesse i Grønland.

Hendes faste morgenrutine med at stå op klokken fem og dyrke yoga, inden ungerne vågner, blev skiftet ud med telefonopkald til redaktionssekretæren i Danmark og forsøg på at danne overblik over, hvem der havde sagt og gjort hvad i løbet af natten.

Weekender, hverdage og aftener begyndte at flyde sammen.

Kan det virkelig passe, at vi breaker?

Lørdag 22. marts kl. 14.49: Der var høj puls og fuld koncentration i redaktionslokalet hos Sermitsiaq.AG, hvor en rundringning i kildenetværket afslørede, at det ikke var J.D. Vance, der planlagde et besøg, men derimod hans hustru, Usha Vance, der sammen med flere højtstående embedsmænd ville komme til Nuuk og Sisimiut. Som det første medie i verden kunne Sermitsiaq.AG breake nyheden om det prominente amerikanske besøg.

”Inden vi breakede den, måtte vi først tjekke, om der var andre nyhedsmedier, som havde skrevet om det.”

For at tjekke, om det virkelig kunne passe, at I var de første?

”Ja. Men der var ikke andre. Så da vi havde lagt et kæmpe breaking-billede på forsiden, kiggede jeg og den journalist, der havde fået historien endeligt bekræftet, på hinanden, og så var der bare high fives.”

Den lille pige i papkassen

Da Kassaaluk Kristensen voksede op i 90’erne, var der kun en kanal i fjernsynet, nemlig KNR, og på den så hun den grønlandske tv-avis Qanorooq sammen med sin far, mor og to mindre søskende.

Faren var museumsinspektør, moren socialhjælper, og opdragelsen var striks.

”Jeg var den eneste i min venneflok, der fik stuearrest. Men det lærte mig disciplin. Der var ikke noget, der hed at give op hjemme hos mig,” fortæller Kassaaluk Kristensen.

Hun beskriver familien som en kernefamilie, selv om barndommen også var præget af farens alkoholproblemer.

”Der var misbrug, men der var også misbrugsbehandling, og det er en vigtig del af min fortælling, at det ikke er en sti, jeg har fulgt.”

Familien flyttede en del rundt i Grønland, men uanset om adressen var i Uummannaq eller Kangaatsiaq, så var Qanorooq der altid. Og som 10-årig klippede Kassaaluk Kristensen hul i en papkasse, så den lignede et tv, hvorefter hun plantede sin lillesøster foran papkassen og fortalte hende historier.

”Jeg var vildt fascineret af de der værter, som vidste så meget om samfundet, at de kunne fortælle os andre om det. Det var min drøm,” siger hun.

Kassaaluk Kristensens lærere og forældre forsøgte ellers at tale hende fra journalistikken. De mente, at hun var for klog og hellere burde blive læge. Men da hun som højgravid gik ud af 3.g, havde hun endegyldigt besluttet sig, og efter at have brugt et par år på at lande i sit nye moderskab, rejste hun og sønnen 500 kilometer sydpå til Nuuk, hvor hun begyndte at studere Journalistik på Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet.

Kort efter endt uddannelse skiftede hun papkassen ud med den ægte vare og fik job på Qanorooq.

At halse efter nyhedsflowet

Lørdag 22. marts kl. 15:45: Da euforien i nyhedslokalet havde lagt sig efter publiceringen af nyheden om Usha Vances besøg, indså Kassaaluk Kristensen, at hun havde et problem.

Ved de tidligere besøg fra prominente MAGA-udsendinge var det nemlig blevet tydeligt for hende, at Sermitsiaq havde en udfordring med at dække den her type begivenheder, der udviklede sig hurtigt og uforudsigeligt.

”Vi var fuldstændigt uforberedte, da Trump Junior kom i januar. Kort tid efter kom de der youtubere (Nelk Boys, der delte dollarsedler ud til forbipasserende i Nuuk centrum, red.), som vi overså – eller i hvert fald nedprioriterede i al virakken.”

For selv om Sermitsiaq.AG’s stab på 16 journalister, hvoraf tre er redaktører, normalt er nok til at dække Grønland for den grønlandske befolkning, så var hverdagen ikke længere normal, nu hvor Grønland var centrum for hele verdens opmærksomhed. Redaktionen halsede efter nyhedsflowet.

”Hvis vi skulle følge med i nyhedsudviklingen og samtidig have lidt pusterum imellem at skrive og udgive artikler, var der behov for noget nyt,” siger Kassaaluk Kristensen.

Hun kendte allerede løsningen. Derfor gik Kassaaluk Kristensen direkte til direktøren og proklamerede, at de var nødt til at have en liveblog til at dække besøget.

”Det gav rigtig god mening at bruge en liveblog til lige præcis den her situation. Ellers ville vi ikke kunne følge med, når vi var så få folk, som vi var.”

Søvnløs i Nuuk

Læsertallene for livebloggen var rekordhøje, og Kassaaluk Kristensen har en klar oplevelse af, at den grønlandske befolkning følte et stort behov for at holde sig opdateret om situationens udvikling.

Følte du et særligt ansvar over for den grønlandske befolkning i den her periode?

”Da det virkelig eskalerede med USA’s interesse i Grønland, talte vi om, at det, vi bringer, skal være sobert. Vores følelser skulle ikke skinne igennem i teksten, og vi skulle ikke skræmme folk. I stedet ville vi tage læserne i hånden og hjælpe dem med at navigere – for deres nyheder er også vores egne nyheder.”

Ja, du er jo selv borger i det her land, så kender du den følelse af at være skræmt fra dig selv?

”Jeg går i panik nogle gange. Jeg er bare et menneske. Så jo, der har været søvnløse nætter med overvejelser om, hvor vi ender henne. Men det er også de spørgsmål, som jeg går ud fra, at andre borgere har behov for svar på.”

I vand til halsen

Selv om Kassaaluk Kristensen følte et ansvar over for befolkningen, måtte hun også erkende, at engagementet kommer med en pris.

”Som journalist kunne jeg ikke nå at fordøje de seneste nyheder, før der kom noget nyt. Det føltes, som om jeg stod med hovedet lige over vandgrænsen.”

Kassaaluk Kristensen strækker halsen, alt hvad hun kan, og viser med hånden, hvordan vandet alligevel går hende helt til hagen.

”Det var intenst,” siger hun.

I marts truede det med at blive for meget, og flere gange tog hun sig selv i at ønske, at nyhedsstrømmen ville standse – bare et øjeblik. Arbejde og privatliv flød sammen, og der var ingen steder at gemme sig, for alt handlede om Grønland. Derfor tog hun en aktiv beslutning om ikke at gå på sociale medier i sin fritid. I stedet gav hun sig til at strikke og tegne.

”Indtil videre har 2025 lært mig, at jeg aktivt må holde pauser for at kunne holde til det her. For eksempel i weekenderne. Vi er jo ikke maskiner.”

Mystiske fly på himlen

Søndag 23. marts kl. 18:15: Arbejdscomputeren var netop klappet sammen, og Kassaaluk Kristensen havde smidt tre frysepizzaer i ovnen til sig selv og ungerne.

”Vi har alle sammen allergier herhjemme, derfor laver jeg normalt mad fra bunden. Så frysepizzaer er et godt billede på, hvor presset jeg var i den her weekend,” griner hun.

Pludselig tikkede der en besked ind fra kollegaen i Sisimiut, som havde opdaget noget mærkeligt i appen FlightRadar. Hvad lavede de her fly uden for Nuuk?

Det frøs i Kassaaluk Kristensen. To Air Force-fly var pludselig kommet til syne på FlightRadar, og ud fra deres navn og rute var hun overbevist om, at det var amerikanske militærfly, og at de var ved at lægge an til landing i Nuuk.

Kassaaluk Kristensen fik hurtigt organiseret, at en fotograf, en journalist og mediehusets direktør blev sendt ud i lufthavnen for at rapportere hjem til hende.

”Det var et af de mest intense øjeblikke. Vi vidste jo ikke, hvad eller hvem der var inde i flyet. Så vi måtte skrive den her nyhed om, at der er to fly, der lander nu. Det forestiller jeg mig har været ret skræmmende for vores læsere.”

Kassaaluk Kristensen opdaterede livebloggen med informationer fra kollegerne i lufthavnen. Det viste sig, at flyene indeholdt fire skudsikre biler og en gruppe personer, som ifølge Sermitsiaqs oplysninger udgjorde en fortrop, der skulle yde støtte under besøget. Hun husker dog aftenen for alt det, de ikke vidste, ikke forstod og ikke kunne give befolkningen svar på.

”Den nat kunne jeg ikke sove, det kan jeg love dig for.”

Få dage efter kunne Kassaaluk Kristensen så publicere nyheden om, at Vances besøg til Nuuk og Sisimiut var aflyst. Også den nyhed sad hun og lagde op hjemme fra spisebordet, mens ungerne fulgte nysgerrigt med.

Hvordan havde du det, da besøgene blev aflyst?

”Jeg var lettet! Og mine børn jublede. Min yngste fyldte syv år, den dag Vance skulle være kommet til Nuuk, men nu kunne vi holde en rigtig fødselsdagsmiddag.”

Den seneste tid har der været mere ro på Sermitsiaqs netredaktion. Kassaaluk Kristensen er igen begyndt at dyrke motion om morgenen og har genoptaget strategiarbejdet. Men tingene er alligevel ikke som før. I dag føler hun sig langt bedre rustet til at håndtere, hvad end der måtte komme.

For Kassaaluk Kristensen bilder sig ikke ind, at det stopper her.

”Donald Trump har lige sat sig i præsidentstolen i USA, og han sidder der i fire år. Det her er den nye virkelighed for os.”