
Ifølge Center for Cybersikkerhed er der sikkerhedsrisici forbundet med alle former for smartphones. Foto: Jason Lee/Reuters/Ritzau Scanpix
Det vil altid være usikkert at bruge smartphones, og derfor bør journalister være forsigtige med at bruge dem til at kontakte sårbare kilder.
Det oplyser Center for Cybersikkerhed (CFCS), som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste, til Journalisten:
”Journalister, der arbejder med sårbare kilder, bør derfor medtage hensynet til beskyttelsen af kilderne i sin vurdering af risikoen ved at anvende en specifik smartphone eller anden teknologi,” lyder det i et skriftligt svar.
Her understreger CFCS også, at det gælder alle former for smartphones:
”Det er CFCS’ vurdering, at der altid er sikkerhedsrisici forbundet med anvendelse af smartphones uanset hvilke producenter eller enheder, der er tale om.”
Kinesiske smartphones i fokus
I flere lande frarådes det direkte af efterretningstjenester at gøre brug af smartphones, der er produceret af kinesiske virksomheder.
I september sidste år opfordrede den litauiske regering for eksempel landets borgere til at smide kinesiske smartphones fra firmaer som Xiaomi og Huawei i skraldespanden, da de udgør en betydelig sikkerhedsrisiko.
Også de amerikanske efterretningstjenester FBI, CIA og NSA har tidligere advaret mod brugen af kinesiske smartphones.
Vurder selv risikoen
Fra dansk hold vil CFCS ikke udtale sig om sikkerhedsrisici forbundet med konkrete produkter eller producenter fra specifikke lande.
CFCS understreger dog, at journalister og andre selv skal vurdere risikoen:
”I den risikovurdering bør der tages højde for anvendelsesformål, oprindelsesland for leverandører og producenter af enheden og softwaren på enheden, samt hvor oplysninger på enheden sendes til eller opbevares, eksempelvis ift. cloud-tjenester,” lyder det i svaret.
Uden at komme ind på konkrete lande, skal man ifølge CFCS særligt være opmærksom på oprindelsesland, da efterretningstjenester i værste fald kan kigge med:
”I forhold til anvendelse af smartphones fra bestemte lande bør brugeren blandt andet være opmærksom på, at nogle lande i et vist omfang har mulighed for at pålægge virksomheder at samarbejde med de pågældende landes efterretningstjenester.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.