”Med kulturministeren som nabo til den ene side, værtshuset Lauritz Betjent på den anden side samt Spritfabrikkerne i ryggen.”

Sådan noterede Politikens satiriske spalte At Tænke Sig i 1962, at Dansk Journalistforbund havde købt hus på Gammel Strand. Der var ganske vist en lille spadseretur ned til ’Lauritz’, og Spritfabrikkerne lå heller ikke lige i baghuset.

Men vittigheden fik da ironiseret over to journaliststereotyper: Det var vigtige folk, der kiggede magthaverne over skuldrene, men også dybt i ølglassene.

Og så fortæller historien også, at DJ’s indtog på Gammel Strand var en begivenhed, man lagde mærke til.

Da forbundet godt et år senere holdt housewarming, havde politiet afspærret gaden, så fine gæster uforstyrret kunne køres helt til døren – blandt andre overborgmester Urban Hansen og naturligvis naboen, kulturminister Julius Bomholt.

Det var en revnende stolt forbundsformand Carsten Nielsen, der ved receptionen talte om ”denne festligt erhvervede ruin, som arkitekt Erik Møller med omhu og inderlighed har genskabt til en københavnsk seværdighed”.

Kulturminister Julius Bomholt (tv.) og DJ-formand Carsten Nielsen ved indvielsen af Journalisternes Hus. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Journalistforbundet var blevet stiftet kort forinden ved en sammenlægning af Københavns Journalistforbund, Dansk Journalistforening (provinsjournalisterne) og Socialdemokratisk Presseforening. Huset var den fysiske manifestation af det nye forbund.

Man var blevet store, stærke og havde fået fod under eget bord. Og så lå huset lige over for Christiansborg – centrum for den magt, som journalisterne var sat i verden for at bevogte. Symbolikken kunne ikke være bedre.

”Det nye domicils placering over for Christiansborg iscenesatte på delikat vis det traditionelle hadkærlighedsforhold mellem pressen og politikerne i hovedstadens byrum,” konstaterer Jakob Ingemann Parby, museumsinspektør ved Københavns Museum.

Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Erik Arboe Rasmussen (tv) til reception på Gammel Strand sammen med ambassadør Karl Eskelund og redaktør Gunnar Nielsen. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Gammel Strand 46 var et hus, man var stolt af, husker Poul Smidt, der startede som journalist i 1965.

”At forbundet boede på Gammel Strand, signalerede noget status, det er der ingen tvivl om. Man betonede altid, at tingene foregik på Gammel Strand. Det blev faktisk et begreb: Gammel Strand har besluttet…”

Hvis man ser billeder af 1600-tallets København fra søsiden, er Gammel Strand en perlerække af charmerende renæssancehuse med spidst tag – lidt som torvet i en gammel tysk eller hollandsk by.

Fiskerbåde og handelsskibe lagde til, og området ned mod havnen blev befolket af mennesker, der arbejdede med maritime erhverv.

Men selve havnefronten var også dengang for attraktiv til at huse simple håndværkere. Her lå store købmands- og adelsgårde. Blandt andet havde Østasiatisk Kompagni sit hus her fra 1620’erne.

”Der har været en sjov blanding af folk. Foran lå de store købmandsgårde, mens stræderne bagved i 1700-tallet nærmest blev en jødisk ghetto. Der var en større sammenblanding af rige og fattige dengang,” fortæller Jakob Ingemann Parby.

Et hus på ”europæisk” niveau

Over porthvælvingen i Gammel Strand 46 – oven for forbundets navneskilt – sidder en sten med et udhugget våbenskjold. Den kommer ikke fra DJ – så fine var man trods alt ikke blevet.

Våbenskjoldet er justitsråd Georg Christian Jacobis. Han var en slags kongelig kassemester og med til at stifte Danmarks første bank. Og så opførte han i 1733 et hus, hvor Gammel Strand 46 ligger i dag.

Imidlertid brændte huset – som de fleste andre huse i København – ved den store brand i 1795.

Kælderen og dele af stueetagen overlevede, og det blev i 1797 grundlaget for huset, som vi kender i dag. Det var Kathrine Marie Clausen, enke efter en af byens førende urmagere, der lod det nye hus opføre.

Ifølge Jakob Ingemann Parby er Gammel Strand 46 et godt eksempel på, at man fik hævet byggestandarden op på ”europæisk” niveau.

”København havde store mindreværdskomplekser over for de europæiske storbyer. Man syntes ikke, byens gamle bindingsværkshuse var en hovedstad værdige. Men slutningen af 1700-tallet var en økonomisk velstående tid, så efter branden i 1795 gik det forbløffende hurtigt med at opføre nye, grundmurede huse med pudsede facader i den nyklassicistiske stil som Gammel Strand 46,” siger han.

Den store balletmester

Huset blev bygget og indrettet til herskabslejligheder, hvor de velstående borgere boede ud mod gaden, og baghusene blev brugt af tyende eller til erhverv.

Blandt de velstående borgere i Gammel Strand 46 kan i den mere kulørte ende nævnes opera- og kammersanger Giuseppe Siboni, som i begyndelsen af 1800-tallet måtte forlade Italien af politiske årsager og blev modtaget med åbne arme i det kulturhungrende København. Og så ikke mindst August Bournonville, danser, balletmester og ophavsmand til Bournonville-traditionen, som har været grundlæggende for Den Kongelige Ballets renommé.

Fiskerkonerne med de hvide hovedtørklæder udgjorde i mange år en del af gadebilledet. Foto: Københavns Museum, kbhbilleder.dk

Nede på gaden var der til gengæld et anderledes folkeliv, domineret af fiskehandlen. Det var fiskekoner – skovserkoner – der ved solopgang kom ind til byen fra Taarbæk og Skovshoved. De var lette at kende på deres hvide hovedtørklæder og en kæft, der kunne høres i hele kvarteret.

”Det var et larmende univers. Historier om skovserkonerne fortæller, at de kunne være grove mod deres kunder og hinanden og i perioder nærmest stak fisk i kurvene på de tjenestefolk, der kom forbi for at købe ind, og derefter opkrævede penge for fisken. Stod man for længe uden at købe noget, kunne man risikere en ordentlig skideballe,” siger Jakob Ingemann Parby.

I 1958 flyttede fiskehandlen officielt til et nyanlagt fisketorv (hvor shoppingcentret Fisketorvet ligger i dag). Alle fiskekonerne marcherede ceremonielt mod Sydhavnen og blev fulgt af tilskuere hele vejen. Mange valgte dog alligevel at fortsætte handlen på Gammel Strand, og den sidste skovserkone, Doris Marx, sagde farvel i 2008.

Kunne ikke fylde huset

DJ købte Gammel Strand 46 for lidt over en million kroner af virksomheden Berkel, der producerede pålægsmaskiner, og overtog hele baduljen – 1300 kvadratmeter inklusive baghus.

De første år var huset dog mere udlejningsejendom end kontordomicil. Selv om a-kassen og Kreds 1 også fik kontorer, brugte man kun førstesalen. Sekretariatet, som før havde lejet kontorer i Vægtergården på Axeltorv, bestod dengang kun af en formand og 3-4 ansatte. Sådan var det stadig, da Nils-Christian Nilson blev redaktør af Journalisten i 1971.

”Der var Carsten Nielsen, formanden. Og så var der HB-sekretæren fru Bach og en advokat og et par HK-ansatte. Så det var et lille, overskueligt og hyggeligt sted. Der var ikke mange mennesker,” erindrer Nils-Christian Nilson.

Cavlingprisen blev i mange år uddelt i de højloftede lokaler. Her er modtagerne fra 1979, Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen. Foto: Kurt Petersen/Ritzau Scanpix

Både forbundet og sekretariatet skulle dog blive ramt af vokseværk i de følgende årtier. Man fik faglige konsulenter og afdelinger, og gradvist lagde man beslag på mere og mere af huset. Anden sal blev inddraget med mødelokalerne ’Lille Strand’ og ’Store Strand’, hvor Cavlingprisen i mange år blev overrakt.

Da Øjvind Hesselager begyndte som journalist på Journalisten i halvfemserne, var der stadig en lejer på øverste etage, man kæmpede for at komme af med.

”Journalisten sad omme i baghuset, helt oppe under tagskægget,” siger han.

Det var et hus med plads til originaler.

”Nederst huserede Gert Nielsen, som havde den vigtigste funktion – at udstede pressekort. Han havde et sommerhus, der lå i Kina,” husker Øjvind Hesselager.

Ikonisk og upraktisk

Politisk konsulent Hans Jørgen Dybro blev ansat i 1999, lige på den tid hvor man udvidede med lejede lokaler i Gammel Strand 36 og Læderstræde.

Forbundet havde dengang 8-9.000 medlemmer, husker han. Det tal blev næsten fordoblet i de efterfølgende to årtier.

Allerede i 2005 besluttede hovedbestyrelsen at finde et nyt domicil. Men man fandt aldrig et.

I stedet lejede man sig ind i Gammel Strand 44 og 50.

Men i dag er det slut med at overtage flere opgange på Gammel Strand. Nu hedder adressen Sluseholmen 1K, 2450 København SV.

”Jeg synes, det har været et fantastisk og ikonisk hus at være i, men det har også været hamrende uhensigtsmæssigt. Særligt når man havde nogle særlige projekter – en fagfestival eller en stor OK-forhandling – satte væggene altid grænser,” siger Hans Jørgen Dybro.

Poul Smidt, der i halvfjerdserne også havde et par år som redaktør af Journalisten, siger det endnu mere direkte:

”For helvede, hvor var det upraktisk, det sted. Selv om man kom der hver dag, var det umuligt at finde folk. Jeg siger tillykke til den formand, der fik os ud.”