Fagbevægelsens presse er ved at gå bankerot, men på den sidste bastion lever håbet endnu

”Det er jo ikke mere, end man kaster til spillemanden, når man er i godt humør.”

LO-formand Thomas Nielsen var en slagfærdig mand. Han kaldte statsminister Anker Jørgensen ”en lille lort” og stod også bag den uudgrundelige sætning om, at fagbevægelsen ”har sejret ad helvedes til – godt”. Spillemands-bemærkningen kom, da en LO-kongres skulle diskutere de mange millioner, man årligt brugte på A-pressen – ejerselskabet for arbejderbevægelsens aviser.

Millionerne røg endnu en gang af sted. For Danmark var domineret af en borgerlig presse, og mediepolitikken var en vigtig del af LO’s virke.

Det var, som man ofte siger i disse dage, en anden tid. Pengestrømmen, som i perioder rundede 100 millioner om året, er stoppet for længst. Og måske hører selve A-pressen også snart fortiden til.

Til september skal FH vælge ny formand. Med den post følger også hvervet som formand for A-pressens bestyrelse. Og den bestyrelse kan i valgperioden komme i den situation, at man må bryde med de vedtagne principper og skyde flere penge i virksomheden – eller lukke.

Forårets regnskab viste et underskud på godt seks millioner kroner, og egenkapitalen, der så sent som i 2007 var på 200 millioner, er nu nede på 15. Den pose penge, som A-pressen i 2001 blev sendt ud i verden med for at lære at klare sig selv, er ved at være tom.

Men hvad skete der med de mange penge? Hvorfor er det aldrig lykkedes at skabe en rentabel medievirksomhed, og er der stadig tid til at vende skuden?

Det sidste tror Kristian Madsen på.

”Det går markant den rigtige vej. Men vi kommer også fra nul,” siger han.

Som chefredaktør for A4 Medier, det eneste aktive selskab i A-pressen, ligger det sidste håb på hans skuldre.

Ikke til hr. og fru Danmark

Kristian Madsen tror på sit produkt: Nichejournalistik inden for arbejdsmarkeds- og arbejdslivsstoffet. Ikke kun ud fra et relevans-kriterium, men også kommercielt.

”Jeg skal give dig et konkret eksempel. Da jeg var på Politiken, og de der optagstal for de videregående uddannelser kom – det var sådan en dag, der satte avisen på hovedet. Men der er ikke nogen, der står på hovedet, når erhvervsskole-tallene kommer. Ved pressemødet efter den ny regeringsdannelse stillede alle de her røvsyge spørgsmål om ministerposter, som alle vidste, vi fik svar på i morgen. Men vi spurgte: Hvad betyder det her, I har tænkt jer at gøre med erhvervsskolerne? Det er vores rolle,” fortæller Kristian Madsen.

Og svaret er der penge i, tror han. Ikke fra hr. og fru Danmark, men fra professionelle aktører. Ud fra samme nichemedie-koncept, som Altinget og Watch Medier har bevist kan være en god forretning.

”Vi fokuserer entydigt på at sælge i større mængder til større kunder.  Det kan være fagforbund, det kan være Folketinget, arbejdsgiverorganisationer, offentlige institutioner, private virksomheder, alt muligt.”

Folk ser stadig røde faner

I dag har A4 Medier en redaktion med 11 journalister, der laver seks udgivelser. Omtrent halvdelen af abonnenterne er ”internt salg” til fagforeninger. Men det er den anden halvdel, der helst skal blive til en meget større andel, hvis de kommercielle drømme skal indfries.

Kristian Madsen fortæller om A4’s strategi fra sit glasburskontor på redaktionen på Vesterbrogade. Da han tiltrådte som chef i begyndelsen af 2021, var der ikke længere plads til journalisterne i FH’s bygning på Islands Brygge. Redaktionen boede på et kontorhotel, og han blev bedt om at finde nye lokaler i byen.

”I mine øjne var det en gave. For vi er ikke og skal ikke være FH’s blad,” siger han.

Som så mange chefredaktører i A-pressen gennem tiden må også Kristian Madsen håndtere et ejerskabsforhold, der på én gang er en redningskrans og et blylod. Navnet A4 blev overtaget fra det ugebrev, LO udgav siden 2001, og mange potentielle kunder ser stadig røde faner for sig, når de hører det.

”Jeg ved det. Og det er en af vores hovedopgaver at dokumentere gennem vores journalistik, at vi er uafhængige.”

”Vi har virkelig smidt gode penge ud”

900 meter nede ad gaden – på Rådhuspladsen – blev der 4. juni 1985 holdt indflytningsgilde. Det var dagbladet Aktuelt, der efter 15 år i Hillerød flyttede tilbage til København i den imposante ejendom, som i helt gamle dage var kendt som Hotel Bristol.

Bygningen kostede boksen, og det kom oven i det driftstilskud på 60 millioner, LO årligt gav til Aktuelt. Men de penge var godt givet ud, som daværende LO-formand Knud Christensen forklarede:

”Hvis vi ikke havde vores egen presse, ville der være tale om en fuldstændigt borgerlig dominans i de trykte medier. (…) Det at have egen avis betyder også, at vi kan komme ud med vores argumenter i enhver situation.”

Det kostede mange penge, men ikke for mange, slog han fast.

”Ikke flere end, at der altid har været fuld opbakning bag opretholdelsen – og hvad ville det ikke koste medlemmerne, hvis vi ikke havde vores egen presse?”

Kampen for medlemmerne skulle ikke kun kæmpes på arbejdspladserne, men i den offentlige sfære. Og det var ikke kun de trykte medier, man satsede på. Som noget nyt havde LO set mulighederne i lokale radio- og tv-stationer, som var blevet legaliseret i starten af firserne. Med en startkapital på 70 millioner og et årligt tilskud på 20 millioner var målsætningen at drive lokale tv- og radiokanaler, som skulle blive rentable ved hjælp af reklameindtægter.

Det blev en rendyrket fiasko. De sorte tal udeblev, og på indholdssiden gik der bingo og billig underholdning i foretagendet i en sådan grad, at LO-formanden fik tilnavnet ’Bingo-Knud’.

”Der er ingen tvivl om, at vores mediesatsning har været forfejlet. Vi har virkelig smidt gode penge ud,” erkendte den senere LO-formand Hans Jensen over for Politiken i 1997, da radio- og tv-satsningen endegyldigt blev droppet.

Kort fest for 400 millioner

Aviserne var en anden historie, om end den heller ikke var specielt god. Social-Demokraten, som avisen hed frem til 1959, var lige så gammel som bevægelsen selv. De fleste større byer havde haft deres lokale udgave, men i firserne var kun Aktuelt samt Bornholmeren og Ny Dag i Nakskov tilbage. Og også her gik oplagstallene i forkert retning.

Avisen led under fagbevægelsens støvede image, men det skulle der gøres op med en gang for alle. Med de to tv-journalister Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen – ”gulddrengene” – i spidsen blev avisen i 1987 relanceret som Det Fri Aktuelt. Der blev hentet journalister ind til høje lønninger for at give andre medier ”et dyt i bamsen”, som det hed i reklamekampagnen.

Satsningen, som kom til at koste LO over 400 millioner, gav en midlertidig opblomstring i oplagstallet, men efter få år begyndte nedgangen igen. Samtidig gjorde den nye ”frie” redaktionelle linje, hvor hverken parti eller fagforeninger blev skånet, at opbakningen i LO-forbundene begyndte at smuldre.

”Det var jo nærmest sådan, at der ikke kunne gå en socialdemokrat over Rådhuspladsen, uden at han skulle forulempes,” erindrer Lisbeth Knudsen i en bog om hende selv.

Hun kom til i 1990 som chefredaktør og direktør for A-pressen og begyndte et større oprydningsarbejde både i forhold til avisens økonomi, organisering og forholdet til fagbevægelsen. Men det faldende oplagstal kunne hun ikke ændre på. Og i 1994 fik hun den tvivlsomme ære at skulle lukke A-pressens to sidste provinsaviser: Ny Dag og Bornholmeren. De sværeste dage i hendes liv, fortæller hun i bogen.

LO’s oprydder

Der er dog først og fremmest én person, der tegner A-pressen i nyere tid: Bjarne Salomonsen. Som økonomisk konsulent i LO havde han fået rollen som en slags oprydder, man sendte ud, når fagbevægelsens virksomheder havde rod i økonomien.

Han var bevægelsens mand og havde været det fra barnsben. Som søn af en enke i Nørrebros ’sorte firkant’ oplevede han, hvordan det spirende velfærdssamfund gav en arbejdsdreng som ham selv en ekstra chance.

”Jeg havde kammerater, der gik ud af syvende klasse, fordi familien havde brug for deres indtægt. Men fordi min far havde været smed i det kommunale gasværk, fik min mor hans tjenestepension, og det var helt afgørende for, at jeg kunne komme i lære,” fortæller han.

Første gang han satte sine ben i A-pressens direktionslokaler, var i slutningen af firserne, hvor gulddrengenes relancering af Det Fri Aktuelt havde bragt udgifterne ud af kontrol. Så han blev bedt om at ”gå over og kigge på tingene”.

Besøget førte til en spareplan på 45 millioner, og efterfølgende fik Bjarne Salomonsen en rolle som ’kommitteret’ i A-pressens bestyrelse, hvor han var med til at ansætte Lisbeth Knudsen. Syv år senere overtog han selv hendes rolle som virksomhedens direktør.

Pengestrømmen stopper

I 1999 trillede mønterne stadig. Men timeglasset var ved at rinde ud.

LO-kongressen vedtog endnu en gang en mediepulje på omkring 100 millioner – 60 til avisen og 40 til resten. Men det skulle vise sig at være den sidste. Kort efter kongressen nedsatte LO et medieudvalg med Bjarne Salomonsen og formændene for nogle af de største forbund.

”Vi havde en målsætning om, at Aktuelts oplag ikke måtte komme under 25.000, men det var nu sket. Og så blev vi enige om, at vi ikke kom til at gå til kongressen i 2003 og bede om et nyt tilskud,” fortæller han.

Det beseglede reelt avisens skæbne, selv om der til det sidste blev arbejdet for at undgå lukningen. Bjarne Salomonsen forhandlede med den nystartede Nettavisen i Norge om en fusion og med Politikens Hus om en fælles weekendavis, men begge dele faldt til jorden.

Aktuelts lukning den 6. april 2001 var tragisk, ikke bare for medarbejderne og dens læsere, men for hele arbejderbevægelsen. Mange nægtede til det sidste at tro på, at avisen overhovedet kunne lukke.

”Det var virkelig med tårer i øjnene. Hans Jensen var så meget imod det med at lukke noget. Og derfor gik han meget op i, at skulle vi lukke noget, skulle vi i hvert fald også udvikle noget andet,” siger Bjarne Salomonsen.

Det, der i stedet skulle udvikles, var i første omgang en række andre aktiviteter, som A-pressen havde sat i gang i slutningen af halvfemserne. Det var ungdomsbladet Tjeck Magazine, der var reklamefinansieret og havde et enormt oplag. Det var tv-produktionsselskabet NET-produktion. Det var selskabet NET-medier, der lavede internet-løsninger, og så NET-redaktionen, der lavede nyhedsservice for lokalradioer og fagblade.

Sendt hjemmefra med madpakke

Drømmen om, at fagbevægelsen skulle spille en rolle som medieudgiver, var ikke død. Men formålet med mediedriften havde ændret sig, forklarer Bjarne Salomonsen. Det handlede ikke om at udbrede fagbevægelsens holdninger og dagsordener. Det var mere subtile, almennyttige formål, man ønskede at støtte.

”Tanken var, at hvis vi kunne gøre almindelige mennesker mere interesserede i, hvad der foregår i samfundet, så ville det gavne fagbevægelsen indirekte. Vi skulle ikke bestemme, hvad de skulle mene, men bare gøre dem mere interesserede.”

Tjeck Magazine var et godt eksempel. Et klassisk ungdomsmagasin med pop- og filmstjerner og alt godt fra ungdomssfæren. Og hertil blev redaktionen venligt bedt om at supplere med en enkelt artikel eller to med mere substantielt indhold.

”Og Tjeck gav overskud – i en periode,” pointerer Salomonsen.

En anden investering, han gerne taler om, er medejerskabet af MetroXpress – 30 procent af aktierne, som blev erhvervet i 2001 for 22 millioner. Her så man et formål i at udbrede nyheder og avislæsning til folk, der ellers ikke ville holde avis.

Den store forskel var, at pengestrømmen var lukket. Fagforeningens medieeventyr skulle ikke fremover koste LO-medlemmerne penge.

Gynger og karruseller

Der skal en hel del hænder til at tælle de aktiviteter, A-pressen forsøgte sig med i løbet af nullerne. NET-produktion, der skiftede navn til Lynx Media, lavede alt fra prisbelønnede dokumentarprogrammer og underholdnings-tv til streaming af kongresser. Medietimen lavede medieundervisningsprojekter for folkeskoleklasser. Semandus lavede digital formidling og læremidler. MediaWatch trådte sine barnesko i A-pressen, inden det over to omgange blev solgt til Politikens Hus og lagde grunden for Watch Medier. Nyhedsbureauet Newspaq blev oprettet for at konkurrere med Ritzau – og solgt til Ritzau. Man købte sig ind hos det jyske reklamebureau Vermø (udgiver af ’Helse’ mv.), der blev erklæret konkurs på grund af gældsposter, som A-pressen ikke kendte til, og i reklamebureauet Par nr. 1, der også gik konkurs efter et par år. Man købte sig ind i magasinudgiveren JSL Media (’Vi med hund’ mv.), og medstiftede Distribution Plus, som lavede billig bladdistribution.

Og så genoplivede man den gamle tanke om en rendyrket netavis med Avisen.dk, som blev opstartet i 2009 i partnerskab med selskabet Freeway – et reklamefinansieret nyhedssite med særligt fokus på arbejdsliv.

Men det var ikke altid lige oplagt med den almene samfundsnytte, erkender Bjarne Salomonsen.

”Hvis jeg kunne tjene penge på én ting, kunne jeg være mere risikovillig omkring noget andet. Så hvis vi kunne tjene fem millioner på et reklamebureau, ville det give os fem millioner til at starte en ny aktivitet op. Det var idéen – gynger og karruseller.”

LO’s oprydder var blevet en opbygger.

Børsting stopper festen

Godt eller skidt, overskud eller underskud. I sidste ende var A-pressens aktiviteter bestemt af de politiske vinde, der blæste i LO. Og i slutningen af nullerne vendte vinden igen. Det skyldtes et skifte på LO-formandsstolen, hvor Harald Børsting kom til. I 2009 afløste han Hans Jensen som bestyrelsesformand i A-pressen, og det blev lidt af et paradigmeskifte.

”Min holdning var, at der skulle være direkte udbytte for organisationerne. Hvorfor ligge og drive en masse småvirksomheder, som ikke gjorde nogen forskel for de enkelte forbund. Så kunne vi lige så godt skille os af med dem,” fortæller Børsting til Journalisten.

Resultatet blev, at A-pressen gik i gang med at afvikle og frasælge alle aktiviteter på nær Avisen.dk og Distribution Plus. I praksis trak det tæppet væk under hele den strategi, A-pressen havde været drevet ud fra i et årti.

Sidste medie i overlevelseskamp

”Det er jo altid sådan, at når der kommer en ny LO-formand, så kommer der andre boller på suppen. Og jeg har dyb respekt for, hvad ejerne mener,” siger Bjarne Salomonsen om det pålagte kursskifte.

For ham selv blev det begyndelsen til enden på hans tid i A-pressen. Med så få aktiver var der ikke fuldtidsarbejde til en direktør, og ved udgangen af 2012 stoppede han for at blive forretningsfører i LO’s pensionist­organisation, Faglige Seniorer.

Avisen.dk blev aldrig en overskudsforretning. Mediets første 10 år gav et samlet underskud på omkring 40 millioner, som A-pressen dækkede. I den tid blev ugebrevet A4, som før lå i LO, lagt ind under Avisen.dk, og chefredaktør Nicolai Kampmann måtte flere gange ud i fyringsrunder for at trimme økonomien.

I 2019 besluttede de to ejere af Avisen.dk at gå hver til sit. Freeway beholdt navnet, mens A-pressen beholdt medarbejderne, som arbejdede videre som A4 Medier med en strategi om nichedækning af arbejdsmarkedet for abonnenter – den strategi, som Kristian Madsen overtog, da han tiltrådte i 2021.

LO malkede selv A-pressen

”LO skal brænde millioner af”. Sådan skrev Information i 2001 om A-pressens post-Aktuelt-strategi.

”Hvis man vil finde et bundløst kar at hælde LO’s penge i, ja så skal man bare investere nogle flere penge i A-pressens net-aktiviteter. Det er ren underskudsforretning,” lød det fra medieforsker Preben Sepstrup.

Sepstrup fik ret, men kun delvist. Ser man på A-pressens regnskabsresultater i de år, er der mange røde tal, men ikke kun det. Fra 2004 til og med 2007, hvor finanskrisen ramte, var der overskud hvert år.

I 2006 solgte A-pressen Mediehuset på Kalvebod Brygge, og provenuet på 62 millioner kroner fik egenkapitalen til at toppe på 202 millioner kroner. Som nævnt indledningsvis er den egenkapital i dag nede på 15 millioner. Men det er langtfra kun A-pressen, der har spist de penge. Nærlæser man regnskaberne, fremgår det, at LO over flere omgange har trukket penge ud af egenkapitalen. Den pengepose, som LO sendte A-pressen af sted med i 2001, har man altså selv været med til at lænse.

En anden af de medieforskere, der i Informations artikel så med skepsis på A-pressens fremtid, var Anker Brink Lund. I dag – 23 år efter – vurderer han, at den skepsis var berettiget.

”Jeg tror, der har været skudt lidt for meget med spredehagl til, at det har kunnet sætte et varigt mærke. Tankegangen om et almennyttigt formål er god nok, men det er der jo mange andre, der også har,” siger han.

Pengene værd

Til gengæld mener Anker Brink Lund, at A4 Medier i dag gør netop det, som giver mening for et FH-ejet medie.

”Vi har et mediemarked, hvor meget stof er vældig godt dækket, men arbejdsmarkedsstoffet er det ikke. Og det er en opgave, jeg kan se A-pressen løfte. Vi har tidligere målt, at A4 lå rigtig flot i forhold til at blive citeret i andre medier.”

Han tror ikke på, at arbejdsmarkedsdækningen kan blive en rentabel forretning for A4. Men han mener til gengæld, at FH med fordel kan finansiere et mindre løbende underskud.

”Jeg tror aldrig, det kan blive et overskudsgivende medie i sig selv. Hvis man sammenligner med Watch-medierne, så har erhvervsstoffet jo langt mere reklamemæssig gennemslagskraft end arbejdsmarkedsstoffet. Men set ud fra et interessevaretagelsessynspunkt, så er et underskud på seks millioner om året jo pebernødder i fagbevægelsens regnskab. Det er – som Thomas Nielsen sagde – hvad man kaster til spillemanden, når man er i godt humør,” siger Anker Brink Lund.

 

Journalisten ville gerne have spurgt konstitueret FH-formand Morten Skov Christiansen og Metal-formand Claus Jensen – begge medlemmer af A-pressens bestyrelse – om deres syn på A-pressens fremtid. De ønskede ikke at medvirke.