Skal arbejdsgivere have mulighed for at kræve, at deres ansatte har et gyldigt coronapas for at komme på arbejde?
Hvis det står til fagbevægelsen, bør regeringen hurtigst muligt indkalde de centrale parter på arbejdsmarkedet til forhandlinger om netop det spørgsmål.
Det siger Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
”Jeg synes, at vi alle selvfølgelig skal bidrage til, at det er sikkert at gå på arbejde, så vi ikke ryger ind i, at der igen er brug for en ny nedlukning. Det har vi ingen interesse i. Vi ser coronapasset som en mulig løsning, men det kræver, at Folketinget vil være med til at sikre den nødvendige lovhjemmel,” siger hun.
FH ønsker, at det alene skal være arbejdsgivere med en saglig grund, der kan kræve coronapas. Det kan ifølge Lizette Risgaard eksempelvis være i hotel- og restaurationsbranchen.
Fagbevægelsesformanden ser det ikke som et stort indgreb i privatlivet.
”Nej, det synes jeg sådan set ikke, det er. Det er vores alles interesse, at vi ikke lukker samfundet ned igen,” siger Lizette Risgaard.