Valgkamp

Euroman ville ikke opfinde den dybe tallerken. Og så væltede trafikken ind til 'håndsæbe-interview'

Medier behøver ikke opfinde den dybe tallerken for at lave journalistik op til et folketingsvalg, lyder rådet fra Euroman efter opsigtsvækkende Løkke-interview.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen drikker to kander stempelkaffe hver morgen, han danser til Elvis, når han ikke kan sove om natten, og han kan finde på at børste tænder med håndsæbe.

Det fortalte Danmarks udenrigsminister midt i valgkampen, hvor han gav nogle overraskende svar i et interview med livsstilsmagasinet Euroman.

Om sin tandbørstning sagde han:

”Nogle gange bruger jeg bare håndsæbe. Det kan også noget. Så har man nemlig lyst til kaffe bagefter. Det er en måde at vågne på,” forklarede han i interviewet, som er skrevet af praktikant på Mads Walter.

Et interview, der senere har spredt sig til utallige medier - også i udlandet. Og som faktisk bare er en udspringer af et Euromans faste formater, der gik i valg-gear.

Formaternes fordel

Det var redaktionschef på Euroman, Anders Hjort, der sammen med resten af redaktionen på et redaktionsmøde fik ideen til at spørge Lars Løkke Rasmussen, om han ville medvirke i Euromans faste format ’Morgenrutinen’.

”Tanken var, at vi ikke behøvede at opfinde den dybe tallerken, når vi skulle skrive om valget. Vi kunne bare bruge nogle af vores faste formater, som vi ved virker, og som vores læsere kender,” siger Anders Hjort.

For eksempel har Venstres Troels Lund Poulsen medvirket i ’41 favoritter’, hvor han fortæller om sin yndlingsmusik, favoritkaffe og tøjstil.

Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre og Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti har fortalt om deres skifte i tøjstil - for eksempel har Lars Boje Mathiesen droppet vesten, der tidligere var han visuelle signatur.

Vi er blevet citeret i stort set alle de store medier. Senest har Politico citeret historien. Det er jo helt vildt

Anders Hjort, redaktionschef 

Trafik og citater

Men det er interviewet med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som er løbet med det meste af opmærksomheden.

Anders Hjort kalder omfanget af trafikken på sitet og omtalen i andre medier for ”fuldstændig sindssyg.”

”Vi er blevet citeret i stort set alle de store medier. Senest har Politico citeret historien. Det er jo helt vildt,” siger han.

Han tror, gennemslagskraften skyldes Lars Løkke Rasmussen hudløst ærlige svar.

”Det er befriende, at han er så ligeglad med, hvad andre tænker om hans svar. Han leverer jo geniale one liners, man ikke kunne have regnet ud på forhånd. Jeg erindrer ikke andre politikere være så ligeglade,” siger Anders Hjort.

Tættere på

Han forklarer, at brugen af Euromans faste formater gjorde det nemt at forklare pressefolkene, hvad politikerne skulle stille op til.

Alle de politikere, Euroman spurgte, sagde faktisk ja.

Til andre medier med faste formater lyder rådet fra Anders Hjort derfor, at man skal bruge de velkendte formgreb, man har i værktøjskassen i forvejen.

”Vores faste formater åbner op for, at du som læser kommer tættere på kilderne og får noget overraskende at vide om deres liv og rutiner. Det er jo det, de formater kan. Man kan måske sammenligne det med Højskolen på TV 2, hvor du også kommer tættere på politikerne,” siger han.

0 Kommentarer