Italien

Et klart budskab: Journalister og kilder skal tie stille

Den kritiske journalistik har trange kår i Italien, hvor regeringen er begyndt at forfølge undersøgende journalister og deres kilder. En af dem er den anerkendte graverjournalist Stefano Vergine, der risikerer ni års fængsel

Det giver et stort sprøjt fra den dybe vandpyt, da en tilfældig bil suser forbi på den snævre vej. Himlen er grå, og regnen siler insisterende ned. Det er formiddag, midt i maj, i centrum af den norditalienske stationsby Saronno, som ligger nøjagtigt halvvejs mellem Milano og Como. En slank mand, anonymt klædt i jeans, blå skjorte og vindjakke, kommer gående hen ad det ujævne fortov. Han stopper op foran en lille café, slår sin paraply sammen og træder ind ad døren.

Manden er Stefano Vergine – en af Italiens mest respekterede graverjournalister og lige nu en af hovedpersonerne i en kriminalsag, som radikalt kan ændre vilkårene for undersøgende journalistik i Italien. For den 42-årige journalist er det en sag, der kan få store personlige omkostninger.

”Det er meget alvorligt,” siger han konstaterende og lader en hånd løbe hen over det karseklippede hår, da han har sat sig ned ved cafébordet. Rynken i hans pande er dyb.

Sagen er den, at Stefano Vergine sammen med to kolleger fra avisen Domani risikerer at blive idømt op til ni års fængsel for at have skrevet en række artikler, der blev publiceret i 2022.

Artiklerne handler om, hvordan den nuværende forsvarsminister, Guido Crosetto fra det højrepopulistiske regeringsparti Italiens Brødre, inden han blev valgt ind i parlamentet, arbejdede som konsulent for store italienske firmaer i forsvarsindustrien – herunder Leonardo, som er den største våbenleverandør til det italienske forsvar. En tjans, som han, ifølge journalisternes afsløring, modtog fire millioner euro – eller cirka 30 millioner kroner – for. Sidenhen er Guido Crosetto blevet forsvarsminister, og han har nu til opgave at regulere og kontrollere de selvsamme firmaer, som han førhen var konsulent for.

”Det er en klassisk historie om interessekonflikt. Vi mente, og det gør vi stadig, at det er i offentlighedens interesse at kende til den,” siger Stefano Vergine.

Offentliggjorde navn

Det mener forsvarsministeren ikke. Han mener i stedet, at journalisterne har videregivet hemmelige informationer. Rasende truede han først med at sagsøge Domani, men kom hurtigt fra den idé, fordi afsløringerne er korrekte. I stedet beordrede han i oktober 2022 den offentlige anklager i Perugia til at finde ud af, hvem kilden til de afslørende informationer var.

Det er første gang nogensinde i Italien, at en offentlig anklager er sat til at efterforske journalister og deres kilder.

Den offentlige anklager mener at have fundet frem til, hvem der har videregivet informationerne, og at de stammer fra en database i politiets antimafia-afdeling D.N.A. i Rom, hvor den formodede kilde er en højtrangeret politimand. Og i et helt ekstraordinært træk har den offentlige anklager offentliggjort navnet på den formodede kilde.

Stefano Vergine og hans to kolleger, Giovanni Tizian og Nello Trocchia, er blevet identificeret i sagen, fordi de tidligere har været i kontakt med den formodede kilde blandt andet via tekstbeskeder. Den offentlige anklager mener, at Stefano Vergine og hans to kolleger bestilte informationer fra deres kilde, hvilket er strafbart. Strafferammen er ni år, for gentagne gange at have skaffet sig ulovlig adgang til en database og for afsløring af hemmelige informationer. Den offentlige anklager offentliggjorde også navnene på de tre journalister – selv om de vel at mærke endnu ikke er blevet tiltalt.

Journalisterne har ikke på noget tidspunkt afsløret deres kilde.

”Det kommer vi selvfølgelig heller ikke til at gøre, forsikrer Stefano Vergine, der modsat sine to kolleger er freelancer. Han har tidligere været med til at afsløre Panama Papers og Football Leaks, og han afslørede, hvordan medlemmer af det politiske parti Lega forsøgte at lave en lyssky energiaftale med Rusland.

Andre eksempler på regeringens indflydelse på Rai:

Rai har fjernet visse episoder af det afslørende nyhedsprogram ’Report’ fra fladen. ’Report’ har for nylig lavet en kritisk episode om de migrantcentre, som Italien opfører i Albanien.

Op til seneste parlamentsvalg lagde medlem af Italiens Brødre, Federico Mollicone, pres på Rai for, at de ikke skulle vise et afsnit af Gurli Gris, hvor der optræder et homoseksuelt par. Italiens Brødre værner om konservative katolske værdier.

En episode af det politiske talkshow ’Porta a Porta’ i april handlede om abort og om den justering af sundhedsloven, som regeringen vil indføre. Lovjusteringen kommer til at give pro-life grupper adgang til hospitaler, hvor der udføres aborter. Med i panelet var syv mænd – men ingen kvinder – hvilket mødte skarp kritik.

I maj sidste år forlod daværende Rai-chef Carlo Fuortes sin post. Hans begrundelse var længere tids politisk pres fra Italiens Brødre og deres koalitionspartner, det højrepopulistiske Lega, der var stærkt utilfreds med kritiske udtalelser om deres partier, som den franske filosof Bernard-Henri Lévy var kommet med på et Rai-talkshow op til valgkampagnen i september 2022. Værterne på programmet fik ikke deres kontrakter fornyet.

Strammer grebet

Avisen Domani har startet en underskriftsindsamling, som en lang række internationale journalistsammenslutninger, medier og menneskerettighedsorganisationer har underskrevet for at støtte mediets kamp for pressefrihed – en kamp, som de mener er principiel.

”Det bryder fuldstændigt med European Media Freedom Act, at den offentlige anklager i Perugia beslutter at retsforfølge vores journalister for at identificere deres kilder, og det risikerer at kriminalisere journalistik,” skriver Domanis direktør, Emiliano Fittipaldi.

For Stefano Vergine er der ingen tvivl.

”Det her er et klart budskab fra regeringen om, at journalister og kilder skal tie stille. Regeringen vil ikke kritiseres, og den gør alt for at fjerne muligheden for at blive kritiseret. Når de forfølger kilder, vil det fremover afholde andre kilder fra at dele informationer, og det betyder, at vi ikke kan udføre vores job. Og for samfundet betyder det, at mange sandheder ikke vil se dagens lys.”

Regeringen vil ikke kritiseres, og den gør alt for at fjerne muligheden for at blive kritiseret.
Stefano Vergine, graverjournalist

Den italienske regering har også fremsat forslag, der skal øge straffen for at afsløre hemmelige informationer med op til tre år. Der foreligger ligeledes en plan for at hæve bødestraffen for bagvaskelse betragteligt. Begge tiltag er designet til at stramme grebet om magtkritiske journalister, mener kritikere. Der findes flere friske eksempler på, hvordan politikere fra regeringen sagsøger kritiske journalister for bagvaskelse. Heriblandt Legas leder og viceministerpræsident Matteo Salvini, som har sagsøgt forfatteren Roberto Saviano, og landbrugsminister Francesco Lollobrigada, som har sagsøgt filosof og journalist Donatella Di Cesare.

Ud over stressfaktoren, der ligger i at have en potentiel straffesag hængende over hovedet, så frygter Stefano Vergine, at hans karriere vil tage skade:

”Jeg er holdt op med at kontakte kilder, fordi jeg ikke ved, om min telefon bliver af­lyttet. Siden sagen kom frem 1. marts, er der heller ingen af mine sædvanlige kilder, der har kontaktet mig. Mest af alt er det min troværdighed, der er på spil. Jeg har opbygget et navn for mig selv igennem 20 år ved altid at publicere sandheden. Når folk googler mit navn nu, er det første, der kommer op, den her sag. Mange kilder vil nok trække sig. Det samme vil arbejdsgivere måske.”

Skandalen på statsradiofonien

Sideløbende med sagen om Stefano Vergine og hans to kolleger fra Domani udspiller der sig en anden kontrovers, der også involverer den italienske regering og pressen. Den omhandler statsradiofonien Rai, som er Italiens svar på DR. Her protesterede journalisterne kraftigt over, hvad de så som regeringens forsøg på at kontrollere det journalistiske output i optakten til det netop overståede europaparlamentsvalg, men kontroversen rakte videre end det og har udviklet sig til en generel debat om, hvor meget indflydelse den siddende regering bør have på public service-kanalen.

I starten af april måned godkendte det parlamentsudvalg, som har til opgave at overvåge Rai, nemlig en justering i reglerne, der i realiteten kunne give politikere fri taletid, uden at en redaktør kommer ind over indholdet.

”Vi nægter at være regeringens megafon!” lød responsen fra Rais medarbejdere, da de fandt ud af, hvad der var ved at ske.

Og i den politiske opposition var der ramaskrig.

”Rai er ikke længere public service,” sagde oppositionslederen, Elly Schlein, fra det socialdemokratiske parti, PD.

I Italien bliver Rais ledelse udpeget af den siddende regering, og nuværende topchef Giampaolo Rossi har tidligere omtalt regeringens største parti, Italiens Brødre – som ledes af ministerpræsident Giorgia Meloni, og som er en direkte udløber af det nu opløste nyfascistiske parti MSI – som ”vores parti”.

Over for Journalisten forklarer ekspert i italiensk politik Fabrizio Tassinari fra Europauniversitetet i Firenze, at Rai ændrer politisk orientering afhængig af den siddende regering.

”Tidligere har det så mest været partier fra midterfløjen, men nu har vi en situation, hvor regeringen er fra det yderste højre, og så giver den samme mekanisme meget større udslag. Selv om man tidligere har set problematiske tegn på regeringers indflydelse på Rai – for eksempel da Silvio Berlusconi var ministerpræsident. Rais største problem er, at man får folk ind i nøglepositioner uden væsentlig ekspertise, ud over at de er loyale over for partiet,” siger Fabrizio Tassinari.

Blandt Rais medarbejdere kogte vreden over senere i april, da den anerkendte forfatter Antonio Scurati – som har skrevet bøger om Italiens fascistiske diktator Mussolini – med kort varsel fik sin optræden på et Rai-talkshow aflyst. Scurati skulle have læst en tekst op i anledning af årsdagen for fascismens ophør. Teksten indeholdt en opfordring til ”Italiens post-fascistiske ledere” om at fordømme deres ”nyfascistiske fortid”.

Rais chefer gav som begrundelse, at det var en uoverensstemmelse om Scuratis vederlag for at optræde, der var skyld i aflysningen.

”Der er ikke tale om censur,” udtalte redaktøren Paolo Corsini.

Men den købte Rais journalister ikke, og de valgte at strejke i 24 timer 6. maj.

Sagen om Scurati viser os, hvor meget kontrol regeringen har over Rai, siger Daniele Macheda, formand for Rai-journalisternes lokale fagforening Usigrai, til Journalisten.

Han fortæller, at der er meget vrede over den måde, public service-kanalen styres på.

Der har altid været en grad af politisk kontrol over Rai, men nu har det nået et meget bekymrende niveau.
Daniele Macheda, formand for Rai-journalisternes lokale fagforening Usigrai

”Der har altid været en grad af politisk kontrol over Rai, men nu har det nået et meget bekymrende niveau. Det er en uholdbar situation for den frie presse,” siger han.

I den seneste tid har adskillige prominente journalister forladt Rai. Kritikere har givet Rai øgenavnet ’Tele-Meloni’. Men ministerpræsident Giorgia Meloni benægter, at regeringen favoriserer sin egen agenda på Rai.

”Jeg accepterer ikke de her beskyldninger. Jeg tror, de beskyldninger kommer, fordi Rai ikke længere er ’Tele-PD’,” udtalte hun for nyligt til avisen La Repubblica, med henvisning til det socialdemokratiske parti.

I Europa har flere europaparlamentsmedlemmer fra blandt andet Tyskland og Holland udtrykt bekymring for, at den italienske regering har forsøgt at påvirke valgresultatet ved at kontrollere mediebilledet i landet. EU-Kommissionen er blevet bedt om at se nærmere på sagen.

Stefano Vergine er bekymret for, om myndighedernes jagt på journalister og deres kilder vil afholde andre kilder fra at dele informationer. Foto: Francesco Merlini

0 Kommentarer