Egentlig var Maj My Humaidan af sit forlag blevet rådet til ikke at stille op, da hun for nyligt blev spurgt, om hun ville medvirke i Berlingske-podcasten ’Pilestræde’.

Kort forinden havde forfatteren bag den populære bog ’Ærø Manifestet’ på sin Instagram-profil meldt ud, at hun og familien efter 10 år forlader Ærø og flytter til København.

Det var den beslutning, som Berlingske gerne ville interviewe hende om. Ifølge den indledende sms ville redaktionen gerne vide, hvad der havde ændret sig, siden hun skrev sin bog.

Selv om forlaget mente, at vinklen ville være givet på forhånd, indvilgede Maj My Humaidan i at medvirke og forklarede med det samme, at intet havde ændret sig.

”Jeg var fra starten ret obs, for jeg ved godt, at ’Pilestræde’ kan være virkelig kras. Men jeg synes, at forinterviewet var rigtig fint,” fortæller May My Humaidan.

”Intervieweren var nysgerrig og åben over for mine synspunkter. Det virkede, som om han var enig i, at livet består af forskellige kapitler, og at dét kunne være spændende at få foldet ud i podcasten. Så jeg følte mig egentlig ret tryg.”

Følte sig lokket i en fælde

Men undervejs i interviewet gik det gradvist op for Maj My Humaidan, som selv er uddannet journalist, at interviewet i studiet var et andet end det, hun havde fået indtryk af fra forinterviewet med vært Jacob Rosenkrands.

”Jeg gik jo derind med et ønske om at tale om noget meget større, end at jeg flytter fra Ærø. Men da jeg stod i studiet, var det helt klart en anden samtale end den, jeg syntes, vi havde haft dagen inden,” siger hun.

I interviewet forklarede Maj My Humaidan, at hun og familien har været sindssygt glade for deres 10 år på Ærø. Men efter at deres fire børn er blevet store, har de fået lyst til at prøve noget nyt. Det skyldes blandt andet, at den ældste har afsluttet grundskolen og ikke kan tage en ungdomsuddannelse på Ærø.

”Men jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at jeg stod over for en journalist, der bare gerne ville vinde. Han ville gerne kunne gå ud af studiet og sige: Yes, der satte jeg hende skakmat – der fik jeg lokket hende i en fælde,” fortæller Maj My Humaidan.

”Han var slet ikke åben for at høre og følge mine argumenter. Det virkede, som om han på forhånd havde besluttet sig for, at jeg skulle udstilles som en hykler og en løgner, der har skiftet kurs,” siger hun.

Det bliver for hende understreget af den nedklippede version af interviewet, Berlingske har delt på sociale medier, og som har afstedkommet brugerkommentarer som:

”Hvorfor skal hun krydsforhøres for at have lyst til at sadle om?”, ”det interview er en ommer, Berlingske” og ”wow, der bliver godt nok gået hårdt til en enkelt kvinde. Kunne I ikke være lige så hårde i jeres kritik af magteliten?”

Ude af proportioner

Maj My Humaidan understreger, at hun egentlig synes, hun svarer godt for sig i interviewet. Men alligevel var oplevelsen så voldsom, at hun bagefter ville ønske, at hun havde forladt studiet undervejs.

”Bagefter var jeg ked af det og rundt på gulvet. Han stod jo og sagde, at jeg har løjet og ført folk bag lyset. Det synes jeg er nogle grove anklager. Og jeg synes, det er totalt uproportionalt,” siger hun.

”Jeg er jo hverken statsminister eller direktør for DI, og jeg har ikke snydt statskassen for milliarder eller gjort noget andet kriminelt. Jeg er jo bare et almindeligt menneske, der har skrevet en bog, som har inspireret nogen. Og så bliver jeg jordet og latterliggjort på den måde.”

Selv om du ikke er magthaver i klassisk forstand, er du jo stadig et menneske med en platform og et talerør, der giver dig en magt til at påvirke mennesker og dagsordener. Skal kilder som dig ikke også kunne tåle kritiske spørgsmål?

”Jo, helt klart, og det kan jeg også sagtens – jeg har jo prøvet at få kritiske spørgsmål masser af gange. Men jeg synes netop ikke, at det her bare var kritiske spørgsmål. Det var nedladende og dømmende spørgsmål, der hverken var nysgerrige eller interesserede. Der var ingen fleksibilitet eller lydhørhed, og det samme har jeg de senere år set i mange interviews,” siger Maj My Humaidan.

En del af en tendens

For Maj My Humaidan er interviewet i ’Pilestræde’-podcasten et eksempel på en bekymrende tendens i mediebilledet. En tendens til, at medierne systematisk skærer nuancer væk til fordel for konflikt og sensationsjagt.

”Alting skal altid tvinges ned i en meget skarp vinkel og skrives op til noget meget konfliktfyldt. Det mener jeg er med til at forfladige vores samfundsdebat og vores mulighed for at lære hinanden og hinandens standpunkter at kende,” siger hun.

Helt konkret frygter Maj My Humaidan, at færre forskellige stemmer får lyst til at deltage i debatten, når man risikerer sådan en tur, som den hun selv fik i ’Pilestræde’-podcasten.

Hun henviser blandt andet til, at musiker Annika Aakjær under hendes kritik af interviewet i Berlingske har skrevet: ”Jeg kan kende din oplevelse og har stået der mange gange.”

”Journalisterne skal huske, at de har et kæmpestort ansvar. Og det er et kæmpestort ansvar, som jeg oplever, at rigtig mange har solgt til fordel for klik, fordi medierne er superpressede. Det anerkender jeg fuldt ud, at de er. Men jeg tror bare ikke, de bliver mindre pressede af at bedrive det her,” siger Maj My Humaidan.

Berlingske: Et fair interview

Hos Berlingske ser man dog helt anderledes på den episode af ’Pilestræde’-podcasten, som Maj My Humaidan medvirker i. Det fortæller lyd- og podcastredaktør Anne Sofie Allarp.

”I mine øjne er det her program med Maj My Humaidan et fuldstændigt klassisk journalistisk interview. Det var fair og kritisk og lever til fulde op til vores løfte om at give plads til at nuancere,” siger hun.

Anne Sofie Allarp afviser, at målet med interviewet var at udstille Maj My Humaidan som en hykler og løgner. Det var i stedet at udfordre hende på sammenhæng og konsistens i hendes argumentation.

”Kernen i det her interview er jo: Hvordan hænger det sammen, at Maj My Humaidan først højlydt flyttede til Ærø for at sætte tempoet ned og leve et nøjsomt liv, og nu flytter tilbage til København for at skrue op for karrieren og bo dyrt og melde sig tilbage ind i rotteræset,” forklarer Anne Sofie Allarp.

Ifølge redaktøren var den præmis også klart kommunikeret til Maj My Humaidan forud for interviewet i studiet.

”Vi har både i invitationen til interviewet og i samtalen dagen inden optagelsen lagt præmissen for interviewet frem. Vi har forud for interviewet direkte sagt, at vi ville adressere den undren og overraskelse, som jeg tror, mange af os bliver ramt af, når vi ser, at heltinden fra ’Ærø Manifestet’ nu opgiver livet i provinsen og flytter tilbage til København,” siger hun.

Men går I ikke urimeligt hårdt til hende set i lyset af, at hun jo trods alt bare er en forfatter, der har besluttet sig for at flytte et andet sted hen?

”Jeg synes som sagt, det er et fair og kritisk interview. Som redaktør tager jeg selvfølgelig fuldt ud ansvar for indholdet, men jeg kan ikke indgå i debat med vores kilder gennem en tredjepart,” siger Anne Sofie Allarp og tilføjer, at hun selvfølgelig står til rådighed, hvis Maj My Humaidan vil tale med hende.

Brug for flere interviews som det

Anne Sofie Allarp understreger, at hun ser Maj My Humaidan som en stærk og kompetent stemme i samfundsdebatten, der med sin livsform er blevet en stor inspirationskilde for mange mennesker.

”Vi mener, det er vigtigt, at meningsdannere som hende ikke bare sidder på deres egne platforme og taler til deres egne følgere, men at vi også inviterer dem ind og dermed anerkender den store magt og indflydelse, man har, når man har så mange følgere.”

Men vidner de mange kritiske kommentarer i jeres eget debatspor under interviewet på SoMe ikke om, at I simpelthen har lagt snittet forkert i det her interview?

”Det er klart, at et klip til Facebook ikke giver det fulde billede. Men jeg har godkendt hele interviewet, og jeg synes som sagt, at det fuldt ud leverer på både nuancer og dybde på det centrale spørgsmål,” siger Anne Sofie Allarp.

Hun deler desuden ikke Maj My Humaidans frygt for, at interviews som det i ’Pilestræde’ risikerer at få vigtige stemmer i samfundsdebatten til at forstumme.

”Faktisk vil jeg sige, at den måske største fare ved den offentlige debat i dag er, at den ofte antager mere karakter af skyttegravskrig, hvor man ikke lytter til hinandens synspunkter og ofte direkte undviger argumenter, der kan udfordre ens egen holdning,” siger hun og tilføjer:

”Derfor synes jeg, der er brug for flere interviews som dem, vi laver i ’Pilestræde’, som er grundige og pågående og giver god plads til svar og nuancer.”