Først blev LGBT­spørgsmål et bandlyst emne for journalisterne, senere også kvinders rettigheder. Grænsen for, hvad der måtte skrives i Hürriyet, blev indsnævret bid for bid, efter at avisen i 2018 var blevet opkøbt af en familie tæt på præsident Erdogan.

”Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Censuren tog gradvist til,” fortæller Banu Tuna, da Journalisten møder hende på hendes kontor, der ligger et stenkast fra Taksimpladsen i Istanbul.

Hun blev fyret fra Hürriyet af de nye ejere i 2019 efter 22 års arbejdede som journalist for avisen. I dag arbejder hun for en ngo, mens hun som mange andre tyrkiske journalister venter på afklaring om fremtiden ved præsidentvalget i maj.

Banu Tuna har på tæt hold set, hvordan Erdogan-regimet skridt for skridt har taget kontrol over medierne i Tyrkiet. I dag er mere end 90 procent af de nationale medier ejet af folk med tætte forbindelser til præsidentpaladset. Men Hürriyet var den sidste avis-bastion til at falde under Erdogans kontrol.

Efter opkøbet oplevede Banu Tuna, hvordan hendes muligheder for at lave kritisk journalistik blev taget fra hende. For eksempel da hun havde skrevet en artikel om de miljømæssige konsekvenser ved etableringen af en gasrørledning fra Rusland.

Hun fik artiklen bragt i avisen, men dagen efter var online-versionen forsvundet.

”Jeg bad ikke engang om en forklaring, for det var åbenlyst, hvad der var sket. Senere fik jeg bekræftet, at der var kommet et opkald fra Energiministeriet,” fortæller hun.

En slags psykologisk tortur

Direkte opkald fra politisk side til medierne har været hverdag i Tyrkiet siden de omfattende systemkritiske Gezi Park-demonstrationer i 2013, fortæller Mustafa Kuleili, formand for det tyrkiske journalistforbund (TGS) og næstformand for det europæiske journalistforbund (EFJ).

”Efter protesterne begyndte de at censurere medierne direkte fra regeringskontorerne. De begyndte at ringe til chefredaktørerne, for at få slukket for live-sendinger eller for at få redigeret en grafik,” siger Mustafa Kuleili.

”Enten bliver valget befrielsens øjeblik, eller også bliver det en tragedie,” siger Mustafa Kuleili, formand for det tyrkiske journalistforbund (TGS) og næstformand for det europæiske journalistforbund (EFJ). Foto: Dilan Bozyel

Siden da har Erdogan gradvist strammet grebet om medierne. Særligt efter det mislykkede kupforsøg i 2016, der førte til lukning af 54 aviser, 24 radiostationer og 17 tv-netværk.

Officielt med en målsætning om at stoppe ’disinformation’ og ’fake news’. Ifølge præsidenten er Tyrkiet et af de lande i verden, der er mest udsat for falske nyheder.

I dag er journalisterne blevet vant til at praktisere selvcensur, så det sjældent er nødvendigt for regeringen at censurere direkte. Nu ved folk på de etablerede medier, at de skal holde sig under radaren, hvis de ikke vil komme i problemer.

”Folk forsøger ikke engang at lave kritisk journalistik længere. De ved, at de skal sætte sig ned ved deres computer, kigge ned og undlade at sige noget kritisk. Det er en slags psykologisk tortur,” siger formanden.

Banu Tuna kan ikke længere genkende den avis, hun arbejdede for i mere end to årtier. Selv forsiden er ude af journalisternes kontrol, hævder hun:

”Vi plejede at publicere den landsdækkende udgave af Hürriyet omkring midnat, men i dag sker det meget senere.”

”Hver nat bliver forsiden sendt et sted hen, hvor der bliver lavet nogle ændringer. Jeg har en idé om, hvor det er, men det er ikke noget, der er blevet annonceret. Det sted er dog ikke i Hürriyet; det er et højere sted,” siger Banu Tuna.

Journalisten har fremlagt ovenstående citat for en af avisens redaktører, der skriftligt bekræfter, at der kan være politisk indblanding i Hürriyets journalistiske indhold:

”Forsiden bliver nogle gange sendt til en slags godkendelse, når der er noget med afgørende betydning for Erdogans administration; det har jeg set på første hånd.”

”Men det er ikke noget, der sker hver dag,” skriver redaktøren senere i svaret.

Kilden har ikke ønsket at medvirke med navn i artiklen.

Blackout på Twitter

Kort efter de tragiske jordskælv i Tyrkiet og Syrien i starten af februar blev der i 12 timer lukket for Twitter for mange tyrkiske brugere.

Det er en af de mange beføjelser, magthaverne har vedtaget ”for at begrænse desinformation”. Først efter et videomøde mellem ledende folk i regeringen og hos Twitter fik det sociale medie lov til at genåbne. Ifølge viceministeren for infrastruktur blev Twitter ”mindet om sine forpligtelser”.

Veysel Ok, der er en af Tyrkiets førende advokater inden for presse- og ytringsfrihed, frygter, at regeringen vil gøre noget tilsvarende ved det kommende valg.

”Måske lukker de ned for det hele. Så kan vi vågne op til, at de har vundet,” siger han.

”Måske lukker de ned for det hele. Så kan vi vågne op til, at de har vundet,” siger Veysel Ok, advokat inden for presse- og ytringsfrihed, medstifter af Media and Law Studies Association (MLSA). Foto: Birk Sebastian Kotkas

Veysel Ok var medstifter af Media and Law Studies Association (MLSA) i 2017 som reaktion på udviklingen i Tyrkiet efter kupforsøget.

Organisationen overvåger alle sager om ytringsfrihed i Tyrkiet og rådgiver mere end 200 klienter, hvoraf størstedelen er journalister. De rådgives blandt andet om deres rettigheder hos internationale organer som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Veysel Ok har også assisteret den danske freelancejournalist Sultan Coban, da byretten i Konya i 2020 dømte hende til et år og tre måneders betinget fængsel for at have delt et Facebook-opslag med billeder af kurdiske krigere i Syrien.

For tiden hjælper han flere tyrkiske journalister, der er kommet i problemer i forbindelse med deres dækning af jordskælvene.

”Efter jordskælvene er det blevet endnu sværere for journalister at rapportere. De får ikke lov til at dække, hvad der sker. De bliver bedt om at fremvise pressekort eller akkreditering, selv om det ikke er nødvendigt for nogen at have,” siger Veysel Ok.

Ifølge en optælling fra MLSA blev fire journalister tilbageholdt af politiet mellem 6. og 13. februar, mens ni rapporterede, at de var blevet forhindret i at filme.

Har glemt, hvordan man tænker frit

”Enten bliver det befrielsens øjeblik, eller også bliver det en tragedie.”

Mustafa Kuleili er begyndt optagelserne til en dokumentarfilm, der skal kulminere på valgnatten. Han har tiltro til, at valget kan blive ”en frisk start for journalistikken i Tyrkiet”. Hvis altså magten skifter.

”Det ville være en stor lettelse for journalister i Tyrkiet, og vi ville komme til at se mange ændringer i medielandskabet. Vi vil se nye tv-kanaler, nye hjemmesider, nye aviser og nye ansigter på tv,” siger Mustafa Kuleili.

”Hvis Erdogan vinder, bliver det et enormt mentalt kollaps for dem, der tror på demokratiske, vestlige idealer,” forudsiger han.

Banu Tuna drømmer om at vende tilbage til journalistikken. Men foreløbig venter hun spændt på valgets udfald – med samme håb om frihed, som demonstranterne 10 år forinden blev bannerførere for i Gezi Park; få hundrede meter fra kontoret, hvor hun sidder.

Tror du, at pressefriheden i Tyrkiet vil blive genetableret, hvis der kommer et regeringsskifte?

”Ja, men det vil tage tid. Vi har på en måde glemt, hvordan man tænker frit, og hvordan man tænker kritisk,” svarer Banu Tuna.

”Og så har vi en hel generation af nytilkomne journalister, der har lært denne profession, som den fungerer i dag, hvilket intet har med journalistik at gøre. Så det vil tage tid at genvinde vores evner,” vurderer hun.

Tyrkiet går til valg 14. maj.