Kommunikation er godt i gang med at blive et kvindefag.
Kun 4,5 procent – eller syv ud af 156 – af de nyligt optagne på kommunikationsuddannelserne på DMJX er mænd.
Det er ikke nyt, at mændene er i klart undertal på studiet, men kønssammensætningen er nu så skæv, at det risikerer at skævvride kommunikationsfagligheden over tid.
Når vi synes, at en bedre kønsbalance er vigtig, handler det om, at et fag risikerer at udvikle blinde vinkler, hvis ikke flere mennesker med forskellige erfaringer, vinkler og baggrunde er en del af det.
Vi ved det også fra arbejdspladser: De bedst fungerende og bedst præsterende er dem med en divers medarbejdersammensætning.
Faktisk viste et studie fra CBS, at teams med en ligelig kønsbalance leverer en langt bedre arbejdsindsats end teams med en stor overvægt af et køn. Det handler blandt andet om, at de oparbejder åbenhed og tolerance over for andres input.
Så der er også en bundlinje som argument for, at diversitet er en bragende god idé.
Én ting er ubalancen i køn: Der er uendeligt få kolleger med etnisk minoritetsbaggrund i faget.
Tine Johansen og Mona Louisa Bastholm
For et fag, som skal kommunikere med, til og om hele samfundet, er det et problem, at der er stemmer, erfaringer og vinkler, som ikke er repræsenteret. Hvis vi som kommunikatører skal forblive relevante for flere, skal vi også anstrenge os for at invitere flere forskellige stemmer indenfor.
Derfor er vi også glade for, at DMJX har fået øje på problemet med den manglende diversitet i optaget. Vi hjælper meget gerne med at udvikle løsningerne.
Mona Louisa Flouberg Bastholm er forperson for DJ Kommunikation, og Tine Johansen er formand for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation

0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.