Stress

En syg branche? Hver anden mærker stress – og især freelancere og de løstansatte blinker rødt

Hver femte i vores fag er så oversvømmet af krav, at alarmklokkerne bør ringe. Det viser en rundspørge blandt DJ’s medlemmer.

Freelancer Matias Bülow la Cour er en af de mange løstansatte i branchen, som især bonner ud på stressbarometeret.

Billedet er sammensat af tre forskellige fotografier. Photoshops Generative Fill er brugt til at generere vand i billedets periferi. Foto, collage og AI-elementer: genskin

Egentlig var det en dejlig dag i sommerhuset på Læsø. Freelance-filmarbejder Matias Bülow la Cour holdt vinterferie med familien og var på vej over for at besøge nogle naboer, da beskeden landede i indbakken på Messenger.

I samme sekund han læste den, bredte en velkendt følelse sig i hans krop. Et brændende ubehag fra ryggen, ud i armene og op i hovedet.

I beskeden stod, at det job, han skulle lave i slutningen af måneden, var blevet udskudt fem uger. Det var pengene for den opgave, der skulle sikre hans indtægt i februar, og pludselig tårnede bekymringerne sig op.

”Sådan noget kan vælte hele læsset for mig. Det sender med det samme tankerne afsted, og før jeg får set mig om, er hele dagen sandet til i bekymringer,” fortæller Matias Bülow la Cour.

I omtrent et år har Matias Bülow la Cour kæmpet med søvnløshed. ”Det er især bekymringer om økonomi og fremtid, der holder mig vågen,” siger han. Foto, collage og AI-elementer: genskin

Han er 56 år og har i cirka 20 år arbejdet som tonemester i film- og tv-branchen. I de fleste af dem har han været freelance, men særligt med det seneste års krise i tv-branchen er de usikre løn- og arbejdsvilkår begyndt at stresse ham.

”Det tydeligste tegn er søvnløshed. Jeg kan vågne midt om natten med en nærmest fysisk følelse af gift igennem kroppen. Jeg har også haft hovedpiner og smerter i brystet, som jeg har fået undersøgt hos lægen. Men der er ikke noget fysisk galt,” fortæller Matias Bülow la Cour.

”Det er især bekymringer om økonomi og fremtid, der holder mig vågen. Som freelancer skal jeg jo skaffe et vist beløb hver måned for at dække de faste udgifter, og det er meget op og ned, om jeg kan det. Den økonomiske usikkerhed er en kæmpe stressfaktor,” siger han.

Et udbredt problem

Stresssymptomer som dem, Matias Bülow la Cour beskriver, er langtfra ukendte blandt folk i medie- og kommunikationsbranchen. Det viser en ny rundspørge, som fagbladet Journalisten har foretaget.

I rundspørgen, der er den første af sin slags, svarer hvert andet medlem af Dansk Journalistforbund (DJ), at de inden for de seneste 14 dage har mærket symptomer på stress. For omkring hver femte fylder symptomerne så meget i omfang, at de ifølge eksperter kan kategoriseres som stressramte.

Hver anden har haft symptomer på stress inden for de seneste 14 dage

53 %
svarer ja til at have oplevet psykiske stresssymptomer
(45 % svarer nej, 2 % ved ikke)

48 %
svarer ja til at have oplevet fysiske stresssymptomer
(50 % svarer nej, 2 % ved ikke)

Flere hundrede fritekstsvar vidner om, at mange i vores branche går på arbejde med tegn på alvorlig stress.

”Jeg får hjertebanken næsten dagligt og lider af kraftige svedeture,” lyder ét af dem.

”Jeg sover ikke. Vågner op hver morgen med heftig hjertebanken. Det sidste, jeg tænker på, før jeg går i seng, er arbejde, og det første, jeg tænker på, når jeg vågner, er arbejde,” lyder et andet fritekstsvar.

”Jeg græder hver søndag, fordi jeg skal på arbejde om mandagen,” lyder et tredje, mens et fjerde beskriver sine symptomer sådan her:

”Føler mig presset og konstant usikker på, om jeg præsterer godt nok. Sover dårligt, har haft flere angstanfald det seneste år og grædt i smug på toilettet. Føler mig idéforladt, langsom, ukreativ, alene – udbrændt!”

Andre beskriver rystende hænder, svimmelhed og åndedrætsbesvær, susen for ørene og flimmer for øjnene. Men ikke mindst søvnbesvær, træthed og problemer med at huske og koncentrere sig går igen.

Og særligt mediebranchens stigende antal freelancere og løstansatte er oppe i det røde felt på stressbarometeret. Mens cirka 16 procent af de fastansatte svarer, at de mærker stresssymptomer ’meget af tiden’ eller ’hele tiden’, gælder det for hele 20 procent af freelancerne og de løstansatte. Og mange af dem angiver netop de prekære ansættelsesforhold som deres suverænt største stressfaktor.

”Det er noget, som branchen skal være opmærksom på og tage alvorligt,” vurderer Malene Friis Andersen.

Hun er stressforsker og ph.d. i psykologi og har set resultatet af Journalistens rundspørge. Den er sendt ud til 15.274 DJ-medlemmer, og resultaterne baserer sig på besvarelser fra 1.500 af dem. Med forbehold for den relativt lave svarprocent vurderer Malene Friis Andersen, at der er grund til bekymring.

Det er alvorligt og kalder på et servicetjek i branchen – særligt for freelancerne og de løstansatte.
Malene Friis Andersen, stressforsker

”Undersøgelsen viser, at en del af arbejdsstyrken i branchen går rundt med stresssymptomer i relativt alvorlig grad. De er typisk ikke sygemeldt, men de kan faktisk have et produktivitetstab på op til 20-25 procent. For vi producerer simpelthen dårligere, når vi er stressede,” forklarer hun og understreger, at det ikke i sig selv er farligt indimellem at opleve stresssymptomer.

”Det kan vi godt tåle. Men hvis man følger personer med højt stressniveau over en fireårig periode, kan vi se, at det har helbredsmæssige konsekvenser. De har større risiko for langvarige sygemeldinger, og de har større risiko for at blive afskediget og ryge helt ud af arbejdsmarkedet.”

”Derfor er det alvorligt og kalder på et servicetjek i branchen – særligt for freelancerne og de løstansatte. Meget tyder på, at de prekære ansatte er ekstra udsat for stress,” siger Malene Friis Andersen.

Svært at trække stikket

Illustrator og grafiker Thomas Iburg er én af de mange freelancere, der ligesom filmarbejder Matias Bülow la Cour også bokser med symptomer på stress på grund af sin usikre jobsituation.

”Enten er der for lidt arbejde, og så er der ikke nok penge, eller også er der for meget i kalenderen. Du har aldrig perioder, hvor der ikke er et vist pres,” forklarer Thomas Iburg.

Han er 37 år og begyndte særligt at mærke tegnene på stress sidste år, da han og familien lige havde købt hus, og han samtidig var med til at udvikle et bevægelseskoncept til børn for at bygge et ekstra ben på sin freelanceforretning.

Enten er der for lidt arbejde, og så er der ikke nok penge, eller også er der for meget i kalenderen.
Thomas Iburg, illustrator og grafiker 

”Jeg gik ind i projektet for at gøre min forretning mere stabil. Men der var ikke nogen indtjening i det, og jeg kunne se, hvordan pengekassen bare blev tømt lige så stille. Det var enormt stressende at være i. Og der fik jeg de her symptomer,” fortæller Thomas Iburg og fortsætter lidt tøvende:

”Jeg har næsten ikke lyst til at sige det, men jeg har oplevet en svimmelhed, når der har været meget arbejdspres. Jeg bliver sådan lidt ør – det føles lidt som lavt blodsukker, hvor jeg lige skal sidde ned og tage en dyb indånding.”

Som grafiker og illustrator er de faste stillinger inden for hans fag nærmest ikkeeksisterende. Og samtidig er kampen om opgaverne på freelancemarkedet hård.

”Hvis du skal have nogle interessante opgaver, skal du også være villig til at løbe hurtigt for færre penge. Samtidig er det en enorm stressfaktor, at du som selvstændig hele tiden skal prioritere, hvor du skal lægge dine ressourcer. Du kan risikere at prioritere helt forkert – som jeg gjorde i det tilfælde her,” forklarer han.

Da det stod værst til, vidste han godt, at han havde brug for en pause. Men han vidste også, hvor svært det kan være at starte freelanceforretningen op igen, hvis den har været lukket ned i en periode.

”Det gør det svært at trække stikket og sygemelde sig,” forklarer Thomas Iburg.

Og sådan er der tilsyneladende mange DJ-medlemmer, som tænker. I hvert fald viser Journalistens undersøgelse, at selv om freelancerne og de selvstændige mærker stresssymptomer i større omfang end de fastansatte, så sygemelder de sig sjældnere med stress. Mens hver fjerde fastansatte svarer, at de har været helt eller delvist stresssygemeldt inden for de seneste to år, gælder det kun for 17 procent af freelancerne.

Samtidig går freelancerne også i langt højere grad alene med deres stresssymptomer.

25 procent af de stressede freelancere har inden for det seneste år rakt ud til en arbejdsgiver eller kunde og fortalt om symptomerne. Det samme gælder for 54 procent af de fastansatte.

”Det viser en dobbelt sårbarhed i de midlertidige stillinger,” forklarer stressforsker Malene Friis Andersen.

”Du har en øget risiko for at udvikle stresssymptomer, fordi du er bekymret for næste ansættelse og har svært ved at sige nej. Og samtidig er det endnu vanskeligere at række ud og bede om hjælp, når der opstår stress. For hvad nu, hvis det så ikke er dig, der får forlængelsen eller det næste job?”

Illustrator og grafiker Thomas Iburg har ofte følt sig svimmel og ør af stress. Alligevel arbejder han videre. (Photoshops Generative Fill er brugt til at fjerne elementer på væggen samt generere vand.) Foto, collage og AI-elementer: genskin

Kamp for at bevise sit værd

Netop den problematik gør sig i endnu højere grad gældende for den type ansatte, der arbejder som kontrakt-, projekt- eller vikaransatte i medie- og kommunikationsbranchen.

Faktisk er det den gruppe på arbejdsmarkedet, hvor flest i Journalistens undersøgelse svarer, at de har oplevet fysiske eller psykiske symptomer på stress inden for de seneste 14 dage. Men det er samtidig også den gruppe, hvor bekymringerne for at fortælle åbent om symptomerne er størst.

Journalisten har talt med en række freelancere og kilder på tidsbegrænsede ansættelser, som af frygt for at miste deres arbejde ikke ønsker at stå frem med navn.

En af dem er en nyuddannet kvindelig journalist, som vi her kalder Anna. Hun blev ansat på et kulturmedie for lidt under et år siden og er nu på sin tredje tidsbegrænsede kontrakt.

Anna fortæller, at uroen og stressen begyndte op til, at hendes første kontrakt var ved at udløbe. En uro, der viste sig som en konstant hjertebanken og gav hende så meget ubehag i kroppen, at det var svært at koncentrere sig om at arbejde, men også svært at slappe af, når hun havde fri. Og ikke mindst sove om natten. Men stresssymptomerne holdt hun for sig selv.

”Jeg havde en følelse af, at hvis jeg sagde det højt og blev sygemeldt, så ville jeg ikke blive forlænget. Så på det tidspunkt valgte jeg bare at klemme ballerne sammen,” fortæller hun.

Hver femte er oppe i det røde felt på stress-barometeret

21 % af alle har haft symptomer ’meget af tiden’ eller ’hele tiden’.

Det samme gælder for 18 % af dem, der er i arbejde.

De studerende og de arbejdsløse trækker gennemsnittet op

Den samme bekymring genkender Martin, der er freelancer for et lokalmedie og kommer fra en baggrund i kommunikation. Martin er et opdigtet navn, da han ønsker at være anonym.

”Jeg havde haft det dårligt i længere tid, men jeg sagde ikke noget, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke mine chancer for flere vagter eller fastansættelse,” fortæller han.

Begge betegner den usikre ansættelsesform som en stress­faktor, der giver dem en følelse af konstant at skulle bevise, at de gør det godt nok til at blive forlænget.

”Kontrakterne er så korte, så hvis jeg ikke præsterer godt nok, er det nemt for dem ikke at forlænge mig. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at jeg skal bevise mit værd,” fortæller Anna.

”Jeg sidder limet til computeren og til telefonen, og jeg har svært ved at gå til frokost, fordi jeg vil bruge al tiden på at få det her i hus så godt som muligt,” fortæller Martin.

Men på trods af at arbejdet stresser dem, har de svært ved at sige fra. Og det tilskriver de i høj grad en følelse af endelig at have fået en fod indenfor i branchen.

”Jeg føler mig utroligt heldig, at jeg rent faktisk kan have en form for fast kulturjournalistisk arbejde. Der er så få personer, der rent faktisk kan leve af det. Man vil bare gerne holde fast i jobbet, fordi man er one of the lucky few,” siger Anna.

Prekariatet bonner ud …

20 % af freelancere og løstansatte oplever stresssymptomer ’meget af tiden’ eller ’hele tiden’

17 % af de fastansatte oplever stresssymptomer meget af tiden’ eller ’hele tiden’

… Og de holder stresssymptomerne for sig selv

54 % af de fastansatte med stresssymptomer har rakt ud til deres arbejdsgiver

25 % af freelancerne med stress­symptomer har rakt ud til deres arbejdsgiver eller kunder

Ferien ødelagt af stress

For filmarbejder Matias Bülow la Cour endte beskeden om den udsatte opgave midt i hans vinterferie i sommerhuset med at lægge sig som en dyne af bekymringer og spekulationer over resten af ferien.

”Ironisk nok mærker jeg mest stress, når jeg ikke har så meget arbejde. Så kan det godt være dagligt i en uge eller mere,” forklarer han.

Selv om han har bokset med massive stresssymptomer i omtrent et år, har han ligesom så mange andre løstansatte i medie- og kommunikationsbranchen ikke sygemeldt sig. Heller ikke i sommer, hvor det i en lang periode var rigtig slemt.

”Der var rigtig meget søvnløshed, og jeg gik rundt med den her konstante følelse af stress i kroppen. Det blev så voldsomt, at det til sidst var svært at leve med,” fortæller Matias Bülow la Cour.

”Men i månederne op til havde jeg haft så lidt arbejde, at beregningen af sygedagpenge ville være for lidt til, at jeg kunne leve af det. Og så ender det jo med, at man må gå fra hus og hjem.”

I stedet gik han til lægen og blev den vej igennem henvist til et stressforløb i kommunen.

”Det reddede mig fra at blive sygemeldt. Men hvis jeg havde været fastansat, tror jeg, jeg havde sygemeldt mig i sommer,” siger Matias Bülow la Cour.

Del
Kopier link

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right