”En gidseltagning”: Advokats svar til journalist på Berlingske vækker skarp kritik

Forretningsmænd har sagsøgt Berlingske-journalist for en række kritiske artikler. Nu ønsker deres advokat, at Berlingske deklarerer, at journalisten er part i sagen

Når journalist på Berlingske Jonas Rimer Hansen skriver artikler om to webshop-ejere, bør det fremgå, at han er part i en igangværende sag i retssystemet.

Sådan lyder det i et skriftligt citat, som advokat Vibeke Borberg har sendt til Berlingske, der i en lang række artikler har dækket to iværksætteres serie af webshops, hvor kunder ifølge avisen føler sig snydt og bedraget.

Artikelserien har kørt i et år, og den fik i maj de to ejere, Mark Haugaard og Halfdan Harring, til at indgive et søgsmål, hvor Berlingske og journalist Jonas Rimer Hansen blev sagsøgt for godt fem millioner kroner.

Begrundelsen er, at avisen og journalisten har ”fremsat beskyldninger af en stor grovhed”, og at der er forsøgt at tegne et billede af sagsøgerne som ”centrale bagmænd i et netværk af kriminelle forretningsfolk”.

Og det er med det søgsmål in mente, at avisen bør gøre det klart, at journalisten selv er en part, mener Vibeke Borberg, der repræsenterer de to webshop-ejere:

”Journalist Jonas Rimer Hansen har tidligere skrevet en række artikler med alvorlige og klare faktuelle fejl omhandlende Mark Haugaard og Halfdan Harring. Det har haft store økonomiske konsekvenser for de to, og de har derfor indledt et civilt søgsmål imod journalisten og dennes chefredaktører,” skriver Vibeke Borberg i det skriftlige citat til Berlingske.

Det er et søgsmål, som nu behandles i retssystemet, skriver Vibeke Borberg.

”Det betyder, at Jonas Rimer Hansen er part i en aktiv sag mod Mark Haugaard og Halfdan Harring. Det burde derfor også af etiske grunde fremgå af artikler, journalisten skriver om de to iværksættere,” skriver hun.

”Grundlæggende totalt problematisk”

Vibeke Borberg er ekspert i medieret og tidligere områdechef for Forskning og Viden på DMJX. Hun skrev til Jonas Rimer Hansen, fordi han havde kontaktet hende i forbindelse med research til en opfølgende historie om webshop-ejerne.

Nyhedschef på Berlingske Business, Simon Bendtsen, ser ikke nogen problemer i forhold til journalistens habilitet.

Tværtimod ser han søgsmålet som et intimideringsforsøg, og han afviser at deklarere Jonas Rimer Hansen som part over for Berlingskes læsere.

”Jeg læser det som et forsøg på at gøre ham til part i en sag, hvor han skulle være inhabil, fordi han underforstået skulle have nogle andre interesser end de rent journalistiske.”

”Det synes jeg grundlæggende er totalt problematisk. Man bør ikke kunne have held til tage en journalist af en given sag ved at sagsøge mediet eller journalisten,” siger Simon Bendtsen.

Når det kommer til selve søgsmålet, er Jonas Rimer Hansen ganske rigtigt en part, erkender Simon Bendtsen. Men det gør sig ifølge nyhedschefen ikke gældende, når det kommer til resten af dækningen af virksomhederne og de to ejere. Derfor kommer det ikke til at stoppe Berlingske i at skrive de historier, avisen finder relevante.

”Fra vores perspektiv er Jonas Rimer Hansen stadig en journalist på Berlingske, der dækker det her emne, og i den dækning lever vi op til den samme høje journalistiske og etiske standard som sædvanligt.”

”Det er en gidseltagning”

Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, er ligeledes kritisk over meldingen fra advokaten:

”Det er dybt bekymrende, hvis man som advokat mener, at man ved at anlægge en sag mod nogen kan det gøre dem tavse. En journalist, som passer sit arbejde, er jo ikke en part i sagen, fordi andre vælger at sagsøge ham,” siger Tine Johansen.

Hun peger på, at journalisten og Berlingske kun kan opfattes som part i sagen som følge af de to virksomhedsledere og deres advokats søgsmål.

”Han er kun part, fordi de har gjort ham til part. Han er en passiv part. Det er udelukkende de to virksomhedsledere og en advokat, der har en interesse i at gøre ham til part,” siger Tine Johansen og tilføjer, at det udelukkende vil være i ’de vrede kilders interesse’, hvis Berlingske beskrev sig som part i sagen.

”Det er en gidseltagning. Det her vil kunne blive brugt systematisk, hvis man mener, at en redaktionel medarbejder ved at blive sagsøgt pludselig er inhabil. Så kan man meget systematisk sende sådan nogle søgsmål afsted,” tilføjer hun.

Tine Johansen peger på begrebet ’SLAPP’, som med formandens ord ’gud ske tak og lov’ er meget sjældent i Danmark. ’SLAPP’ er en forkortelse for ’Strategic Lawsuit Against Public Participation’. Altså søgsmål, der har til formål at censurere kritikere og journalister.

”Det er et af hovedtemaerne i det europæiske journalistforbund, fordi det bliver brugt til at køre journalister og medier trætte eller køre dem ned for at gøre dem tavse. I Østeuropa og Balkan er det det største anslag mod pressefriheden overhovedet,” siger Tine Johansen.

Vibeke Borberg ønsker ikke at stille op til interview i forhold til kritikken, men henviser til, at det er et skriftligt citat, hun har sendt til Berlingske, og henviser til Berlingskes egne etiske retningslinjer.

0 Kommentarer