En æra er forbi: Ole Tøpholm stopper som Eurovision-kommentator

Efter 10 år i sædet er Ole Tøpholm færdig som kommentator. "Uanset, hvor vildt stresset, det har været, og hvor lange arbejdsdagene var, så var det virkelig en hobby"

Ole Tøpholm husker stadig øjeblikket, da han blev spurgt, om han ville være kommentator på Eurovision, som var det i går. Og han skulle ikke bruge så meget som et splitsekunds tøven, før han sagde ja. Lige siden han gik i børnehave, har han været kæmpe fan af Eurovision.

”Det er det mest præcise tidspunkt, jeg kan huske. Jeg er fra 77 og er opvokset med Eurovision i 80’erne i en tid, hvor man kun kunne se DR. Jeg blev opslugt med det samme,” siger han.

Det var i 2011, at DR-journalisten for første gang indtog rollen som kommentator på Europas største sangkonkurrence. En konkurrence, som siden da har været uløseligt forbundet med hans passionerede og dybt nørdede kommentering.

”Den første gang er altid magisk. Det vil en hvilken som helst sportskommentator nok også sige, når de har skullet kommentere en stor fodboldkamp eller et stort cykelløb. Og jeg har altid kommenteret, som var det en sportsbegivenhed. Der er bare ikke en bold, men en mikrofon i fokus,” siger Ole Tøpholm.

Et ufrivilligt farvel

Men nu skal Ole Tøpholm ikke længere kommentere Eurovision. Det kunne han i dag fortælle på Twitter.

”Det er ikke en pludselig beslutning, der er truffet hen over en frokost i dag,” siger Ole Tøpholm.

”Jeg fik det at vide for et stykke tid siden. Det er DR’s beslutning. Det er ikke min. Havde jeg bestemt, var jeg også kommentator i år,” siger han.

Ole Tøpholm understreger, at hans passion for Eurovision stadig er enorm.

”Det fylder meget. Især privat, men også professionelt. Hver uge laver jeg programmet ’Melodi Grand Prix på P5’. Men det kan næsten ikke betragtes som arbejde, for det er mest en hobby,” siger han.

Dengang Ole Tøpholm arbejdede på P3, fik han indskrevet i sin kontrakt, at han altid havde to uger fri, når der var Eurovision. Så var han sikker på, at han som fan hvert år kunne komme ned til konkurrencen.

”Det tog næsten også lidt overhånd. Jeg var med til fester og prøver og alt, hvad der foregik. Men jeg ville altså ikke gå glip af det,” siger han.

”Og det var som udgangspunkt ferie. Jeg var af sted sammen med mine venner. En gang imellem blev jeg spurgt, om de kunne stille igennem til mig. Men det fedeste var bare at være der fra morgen til aften og se lyd- og kameraprøver fra alle landene, og hvordan sangerne brokkede sig og rettede til.”

Ilddåben

I sin tid som kommentator har Ole Tøpholm oplevet, at de danske bidrag har gjort det både helt fantastisk og elendigt.

”Jeg har prøvet, at Danmark har vundet, og jeg har prøvet, at vi blev nummer sjok. Men uanset, hvor vildt stresset det har været, og hvor lange arbejdsdagene var, så var det virkelig en hobby,” siger han.

Det mest dramatiske øjeblik for Ole Tøpholm var, da han første gang skulle på fra semifinalen i 2011 og systemet brød sammen.

”Det tekniske brød sammen, lige før jeg skulle på. Der kommenterede jeg simpelthen på mobilen. Jeg fik ringet ind til en lydpult i DR, men billedet blev aldrig synkroniseret med lyden. Jeg var helt alene og fik en kæmpe ilddåb. Men siden da har jeg tænkt: ”Kan jeg klare det, kan jeg klare alt.””

Ole Tøpholm er ud over sangene især fascineret af dramaet og festen ved Eurovision.

”Jeg elsker at formidle mere end bare det musikalske til seerne. Der er altid en masse sjove og spændende historier,” siger han.

Selv om han ikke længere skal være kommentator ved Eurovision, fortsætter Ole Tøpholm som fan. Han har ud over Eurovision også været af sted som fan til Melodi Grand Prix i Estland, Tyskland og Island. Hvert eneste år tager han også til Melodi Grand Prix i Sverige.

Ole Tøpholm, du stopper som kommentator nu. Men overlever Eurovision fremover uden dig? 

”Jeg tror, Eurovision nok skal overleve. Det er så stærkt et brand. Der er også færre, der ser flow-tv. Men jeg tror netop, at det er direkte begivenheder som sport, breaking news eller kultur, der kan noget. Det, tror jeg, alle landene, der er med, har en interesse i at holde fast i.”

0 Kommentarer