Hvordan kom I på historien med de brune kuverter sidste år?

”Den startede egentlig lidt et andet sted, da min kollega Anna Bjørg og jeg undersøgte nogle andre tip, vi havde fået om Dansk Journalistforbund. Det handlede blandt andet om nogle tavshedsklausuler. I den forbindelse talte vi med mange kilder omkring forbundet. På et tidspunkt var der nogle, der nævnte, at der fandtes en stor hemmelighed i forbundet. Det fangede naturligt nok vores interesse, og så begyndte vi at undersøge det.”

Hvornår vidste I, at I havde fat i noget vigtigt?

”Da jeg så den dokumentation, som vi endte med at få fat i. Det er et notat, hvori det står udførligt beskrevet, hvilken proces der går i gang, når DJ-medlemmer foretager en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Det var ret vildt at læse, især fordi det er et officielt dokument – godt nok internt og fortroligt – men hvor der sort på hvidt står skrevet, hvordan DJ omgår reglerne med åbne øjne.”

Hvad var din personlige drivkraft for at lave historien?

“Jeg blev pirret af, at folk sagde, at der fandtes en stor hemmelighed. Det er klart, at man som journalist synes, at det lyder spændende, for hvad fanden er det, de ikke vil have frem? Jeg synes, det var enormt interessant, at det netop var repræsentanterne for journalisterne, der havde en fordækt praksis. Det var også lidt farligt, da det var min egen stand.”

Var det dit indtryk, at der var mange, der kendte til praksissen?

“Både og. Der var nogen, der godt kunne huske det, og så var der andre, der ikke var helt sikre på, om de kunne huske det. Altså, der var noget selektiv hukommelse på det punkt. Det må jo også være svært, for hvis man som journalist selv har vidst det i mange år, hvorfor har man så ikke skrevet om det? Man bliver på en måde dobbeltfanget, hvis man tilkendegiver, at man kendte til det, da man så har gået og holdt på hemmeligheden.”

Har du selv modtaget kuverter igennem tiden?

”Nej, det har jeg ikke.”

I udkom med jeres historie i Frihedsbrevet i april sidste år. Ingen medier tog den op dengang. Hvad tror du, det skyldes?

”Det kan være, at der ikke er så mange, der læser Frihedsbrevet, men det må der så alligevel være nogle, der gør, for indimellem lykkes det da at blive citeret rundt omkring. Man kan forestille sig, at det måske har været lidt svært for mange andre medier at røre ved.”

Synes du, at den beskedne omtale til at starte med siger noget om mediernes evne til at se kritisk på sig selv?

”Jeg er ret sikker på, at det var blevet citeret mere, hvis det var ethvert andet fagforbund, vi havde skrevet om. Men det er kun gisninger, må jeg hellere understrege. Jeg tror også, at der var mange redaktioner rundt omkring, der tænkte, at det var noget internt fnidder.”

I havde et internt papir, I citerer fra anonymt og en DJ-formand, der afviste praksis. Hvad skulle andre medier have gjort?

”Det er altid svært at sige noget om andre medier, men jeg vil da til enhver tid opfordre folk til at holde fast, hvis der er noget, de gerne vil have svar på. Hvis flere medier var gået ind i det dengang, kunne det da godt være, at det var blevet sværere og sværere for den daværende DJ-formand, Tine Johansen, at holde sagen ud i strakt arm.”

Hvordan har du det med, at Berlingskes artikel slår igennem med større kraft godt et år efter?

”Det er dejligt, at de er gået med ind i det. Forliget, der blev indgået i slutningen af marts i år, gjorde, at der ikke rigtig var noget at rafle om længere. I Frihedsbrevets første artikel lavede jeg et langt, konfronterende interview med Tine Johansen, hvor hun danser lidt rundt om den varme grød. Deri ligger jo en form for indrømmelse, men samtidig indrømmer hun ikke hundrede procent. Da forliget kommer, bliver det meget mere håndfast og gør det nemmere for andre medier at hoppe ombord.”

Hvilke reaktioner har du fået fra journalister på historien?

”Vi har modtaget rigtig positiv respons som ”respekt”, ”hvor er det vildt, at I tør” og ”godt gået”, men jeg har også fået dem, som måske lidt mere med et glimt i øjet siger, ”sikke en ballade du laver nu, hva?” Der er dog ingen, der har spurgt, hvad fanden det er for noget, jeg har gang i. Så langt går folk alligevel ikke. De lader nok bare være med at sige noget.”

Har du tænkt, at det var ukollegialt overfor andre journalister at bringe historien frem?

”Det var da helt klart en tanke, at når vi gik ud med det, var der nok nogle af vores kollegaer, der blev sure eller forargede. Ukollegial er nok det, kritikerne ville sige, jeg var, fordi jeg har været en skruebrækker. Men der må vi bare insistere på, at det er en enormt god historie. Måske netop af den grund, at den kradser lidt, hvilket bare gør den endnu bedre og endnu mere principiel. Historien har mange facetter, og en af dem er helt klart, at vi vender kniven indad mod vores egen stand. Men det er ikke noget, der har holdt os tilbage.”

Hvordan vil du betegne dig selv som journalist?

“Jeg har nok et ben i to forskellige lejre. På den ene side kan jeg godt lide at skrive reportager og portrætter med min egen stemme, og det må gerne være sjovt at læse. Den anden del handler om at lave undersøgende journalistik, der ikke nødvendigvis skal være underholdende eller skrevet med personlighed. Frihedsbrevet er et fedt sted for mig, fordi jeg kan få lov til begge dele. Som noget gennemgående, der forener de to grene, er jeg optaget af historier, hvor der gemmer sig en sandhed under overfladen, der skal frem.”

Du har været journalist på Frihedsbrevet længe. Hvad ser du som jeres rolle i mediebilledet?

”Vi er et mindre medie end mange andre, der laver afslørende historier. Vi går meget op i at være uafhængige og modtager for eksempel ikke mediestøtte. Vi er sat i verden for at være kompromisløse og for ikke at være bange for at gøre os uvenner med nogen.”

Her et år efter, hvordan ser du så på hele sagen?

”Først og fremmest er det blevet en ret alvorlig sag med et dyrt forlig. Jeg synes, det er interessant at se, hvordan man prøver at tildække sagen, og hvordan repræsentanter for journaliststanden agerer, når de kommer på den anden side af bordet. Der er jo et gammelt mundheld, der siger, at det ikke er kriminaliteten, det handler om. Det er tildækningen.”

Hvad har du lært af arbejdet med den her sag?

”At holde fast i sin mavefornemmelse. Da vi spurgte rundt, var der blandt flere i branchen en villighed til at tale sagen meget ned. Jeg har lært, at uanset om der er nogle, der prøver at overbevise en om, at det ikke er en god historie, skal man holde fast på, at det er det. Det har siden vist sig at være rigtigt nok.”