Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, der er formand for Venstre, får to særlige rådgivere.
Der er tale om Jakob Ullegård og Rasmus Bebe. Begge er hentet i Venstre. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Bebe var i forvejen særlig rådgiver for Ellemann-Jensen, da sidstnævnte blot havde titlen som Venstre-formand.
Nu er Ellemann både partiformand, forsvarsminister og vicestatsminister. Ullegård kommer fra en stilling som sekretariatschef i Venstre.
Bebe har været ansat i Venstre siden august 2020. Tidligere har han været seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Radius.
Det er ikke første gang, at 39-årige Bebe er særlig rådgiver for en Venstre-minister. Han var det også for daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Også 48-årige Ullegård kender i forvejen til jobbet som særlig rådgiver. Han har endda været det for en forsvarsminister fra Venstre før. Det var i 2011, da Gitte Lillelund Bech var forsvarsminister.
Tidligere har han blandt andet været markedsdirektør i Dansk Erhverv, direktør hos Danske Rederier og kommunikationschef hos Dansk Energi.
Ullegård har første arbejdsdag i Forsvarsministeriet 16. januar 2023. Bebe er begyndt per 15. december i år, meddeler ministeriet.