Medina fortæller i filmen, at hun er blevet udsat for en urimelig hetz af dele af pressen. Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
I blandt andet Soundvenue bliver det kritiseret, at Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo har anmeldt den nye film om sangerinden Medina, hvor sangerinden blandt andet kritiserer pressen for at drive hetz mod hende.
I Soundvenue skriver filmredaktør Jacob Ludvigsen, at Thomas Treo spiller ”en ikke uvæsentlig rolle” i filmen, da sætninger fra Thomas Treos anmeldelser blandt andet bruges i filmen.
Derudover ser man Thomas Treo på arbejde under en Medina-koncert i Tivoli, men Thomas Treos navn nævnes ikke:
”Ganske vist nævnes han ikke med navn i ’Medina’, men alle i branchen vil vide, at det er ham, der er centrum for omtalte crescendo i filmens slutsekunder, og som minimum ved han det jo i hvert fald selv. Hvorfor hans eneste ordentlige konklusion burde være: Jeg kan ikke anmelde den her film!,” skriver Jacob Ludvigsen.
Men underholdningschef Philip Thomsen fra Ekstra Bladet afviser over for Jyllands-Posten, at Thomas Treo skulle være inhabil:
”Jeg stoler 100 pct. på, at Thomas Treo er helt objektiv. Han er jo kendt for, at han siger det, som han ser det, og det gør han også i den anmeldelse. Han er hård, men jeg vil også sige, at han er retfærdig,” siger han.
Ifølge folkene bag Medina-filmen har Thomas Treo ikke ønsket at stille op til interview i filmen.