Målt på antallet af følgere er Ekstra Bladet det største danske nyhedmedie på TikTok. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
”Møgso. Møgkusse. Luder. Klamme fucking spermfjæs.”
Sådan lyder de indledende ord i en video på Ekstra Bladets TikTok-profil. Samtidig står bogstaverne med store bogstaver hen over videoen.
Og i kommentarsporet har en bruger reageret med det samme:
”Få en intro,” lyder det til den øverste kommentar, der har fået knap 1.000 likes i skrivende stund.
Den slags kommentarer er ikke enestående eksempler. Til en række af Ekstra Bladets opslag på platformen opfordrer brugerne nemlig til at få lagt en intro eller en disclaimer på videoerne a la dem, man ser inden voldsomme indslag på mere klassiske nyhedskanaler.
Netop de brugerreaktioner har Mathias Nimgaard, psykolog ved Center for Digital Pædagogik, også bidt mærke i.
”Mange ser det for eksempel i toget, hvor der er lyd på, eller hvor andre kan se skærmen. Så kan jeg godt forstå, at man gerne vil have en advarsel om, at der kommer noget voldsomt,” siger Mathias Nimgaard.
Platforme som TikTok kræver nærmest, at man som afsender på bare et halvt sekund fanger modtagerens opmærksomhed.
”Så der er noget paradoksalt i, at man som nyhedsmedie skal komme til sagen med det samme, samtidig med at man skal tænke over konteksten, det bliver set i,” siger Mathias Nimgaard.
Kamille Kierkegaard, 13 år
Især sex og voldtægt udløser reaktioner
Det er især videoer, der handler om sex, voldtægt og vold, der får brugerne til at reagere med den opfordring.
For eksempel lyder det sådan i kommentarerne til en video, der åbner på, at et kondom bliver trukket ud af indpakningen.
Et andet eksempel er en video, hvor værten forklarer, at en 89-årig er blevet voldtaget i sit eget hjem, mens en tredje indledes med ordene ”forestil dig, at du voldtager et andet menneske, mens du sover”.
Også en voxpop, hvor en ældre herre i de første sekunder af den tekstede video forklarer, at han ”kalder en fisse for en fisse”, har vakt samme reaktion.
Ifølge Jesper Nielsen, digital chef hos Ekstra Bladet, er kravet om en intro noget, der har stået på i længere tid. Og i mange tilfælde er der ifølge ham tale om en joke fra brugerne.
”Når det så er sagt, kan der sagtens være nogle af vores brugere, der mener det seriøst,” siger Jesper Nielsen.
Kamille vil gerne nå at scrolle videre
En af dem, der synes, at Ekstra Bladets indhold på TikTok er voldsomt, er 13-årige Kamille Kierkegaard. Hun bruger nærmest kun TikTok til at se, hvad der trender, hvad hendes venner laver og som inspiration til film, serier og bøger.
Hun har det helt fint med, at der er nyhedsmedier på TikTok.
”Men der er lidt en grænse for, hvad der er okay og ikke okay. Jeg kan godt lide at høre om politik, og hvad der foregår ude i verden, men videoer, som med vilje forsøger at gøre os utrygge, er for meget,” siger hun.
Ifølge hende kunne en intro på Ekstra Bladets videoer, der på det seneste har gjort hende bange eller irriteret, gøre underværker:
”De starter med sætninger som ”forestil dig, at du voldtager et andet menneske, mens du sover”, og at danskerne burde bruge større kondomer, når det egentlig ikke rager en, hvis man bare scroller på Tiktok som et escape,” siger hun og tilføjer:
”Med en intro kunne man nå at scrolle væk, hvis man ikke vil se videoen.”
Vil ikke censurere
Jesper Nielsen fra Ekstra Bladet understreger, at mediet gør sig store bestræbelser for at sikre, at det ikke støder folk unødigt.
”Derfor gør vi os ekstra overvejelser i forhold til, hvordan vi skal kommunikere til de her yngre mennesker. Nogle af de her ting er emner, som de bliver udsat for på alle mulige måder. Vi gør os alle mulige bestræbelser på at gøre det i et toneleje, der passer til publikum,” siger han.
Nu har I helt aktuelt en video, hvor der inden for de allerførste sekunder bliver sagt ”møgso, møgkusse, luder, klamme fucking spermfjæs”. Hvilke overvejelser gør I jer i forhold til sådan en historie?
”Vi vil ikke censurere virkeligheden. Der er tale om det sprogbrug, som en chef har brugt mod en medarbejder i en historie om chikane. I det her tilfælde er det bandeord. Det kan man synes er for meget.”
”Det vil jeg gerne stå på mål for. Så kan man diskutere, hvorvidt man kunne have vinklet eller fortalt det anderledes. Men vi er ikke bange for at vinkle ind på det, der er mest interessant,” siger Jesper Nielsen.
Kan I ikke bare smide en intro på?
”Alting kan være en mulighed. Jeg vil ikke udelukke noget på forhånd. Det kommer an på situationen. Grundlæggende har vi lyst til, at vores indhold skal ramme målgruppen på den rigtige måde.”
Mathias Nimgaard, psykolog ved Center for Digital Pædagogik
Ung målgruppe stiller større krav
I det hele taget roser Mathias Nimgaard etablerede medier for at rykke ind på en platform, hvor de yngre målgrupper, som ikke nødvendigvis ser eller læser nyheder på traditionel vis, er.
Officielt kan man oprette en profil på TikTok, når man er 13 år, men det er ikke usædvanligt, at børn helt ned til 10 år har en profil. Og det stiller krav til dem, der producerer indhold.
”Generelt kan man sige, at børn er alene på nettet, og der mangler det, man kalder en voksenoversætter,” siger Mathias Nimgaard.
Jesper Nielsen, digital chef hos Ekstra Bladet
Hvis et barn eller en teenager sidder og ser, læser eller lytter til nyheder sammen med familien, vil der som regel være en voksen, der kan tale med dem om eventuelle voldsomheder.
”Hvis du laver nyhedsindhold og din målgruppe også er de yngre, skal man have det med in mente. Der er mange nyheder, man kan blive bange for – også voksne.”
”Det er et ret vigtigt aspekt i det, at den voksenoversættelse ikke er der, og det stiller større krav om ansvarlighed til dem, der producerer indhold,” siger Mathias Nimgaard.
Ekstra Bladet gør sig ifølge Jesper Nielsen stor umage med at formidle svære emner til den unge målgruppe.
”Hvorvidt vi skal have introer eller ej på givne historier, er noget, vi tager løbende. Men vi gør os store bestræbelser for, at det skal passe til mediet. Derfor giver vi folk mulighed for at swipe videre. Frej, der er en af vores værter, siger for eksempel, at jeg skal advare om, at det her indeholder voldsomme billeder.”
Det gør I jo ikke i de eksempler, vi taler om her?
”Selvfølgelig skal man af og til skærme børn mod ekstreme ting og voldsomme billeder, og det gør vi også. Men der er forskel på det og så bandeord og et kondom, der bliver pakket ud, som det vil være for nypuritansk at skærme dem imod.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.