
”Efter flugt til udlandet: SCORER FORMUE PÅ BOLIG”.
Sådan lød rubrikken på forsiden af Ekstra Bladet den 6. august 2025, og på eb.dk lød den 'Sass scorer formue på lejlighedssalg'.
De artikler udtaler Pressenævnet nu kritik af, efter Henrik Sass Larsen har klaget over dem.
Af artiklerne fremgik det nemlig, at Henrik Sass Larsen havde tjent mellem 1,5 og 2 millioner kroner på at sælge sin andelslejlighed, og at han kunne tage pengene med ud af Danmark til Portugal, som Henrik Sass Larsen flyttede til kort før der faldt dom i sagen om besiddelse af billeder og videoer med overgreb mod børn og en ulovlig sexdukke.
Det fremgik også, at dukken var udstyret med en såkaldt 'fleshlight'. En oplysning, der stammede fra Ekstra Bladets kilder, men ikke fremgik af anklageskriftet i sagen.
Ifølge Henrik Sass Larsen selv havde han ikke det millionbeløb at tage med til udlandet, og han bestrider også oplysningen vedrørende den ulovlige sexdukke.
Mediet opdaterede og berigtigede artiklerne henholdsvis den 15. og 16. august, men i og med at Ekstra Bladet blev bekendt med fejlene allerede få dage efter udgivelsen, kom de rettelser for sent, lyder det i kendelsen fra Pressenævnet.
”Pressenævnet kritiserede Ekstra Bladet for at bringe de ukorrekte oplysninger og ikke at berigtige oplysningerne, så snart mediet blev opmærksom på fejlene,” står der i kendelsen.