Pressenævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet for at have redigeret et skriftligt svar fra Henrik Sass Larsen i forbindelse med et interview med den tidligere ministers mor.
Det fremgår af en kendelse fra Pressenævnet.
I artiklen stillede Pia Pedersen, mor til Henrik Sass Larsen, op og fortalte, at hendes søn har opdigtet voldsomme beskyldninger mod hende og hans stedfar. I den forbindelse bragte Ekstra Bladet et forkortet skriftligt svar fra Henrik Sass Larsen og hans søstre.
Pressenævnets kritik går på, at Ekstra Bladet havde udeladt væsentlige oplysninger fra svaret. At artiklen blev bragt kort inden straffesagen mod Henrik Sass Larsen, der blev dømt for besiddelse af seksuelt materiale med børn, er ifølge Pressenævnet en skærpende omstændighed.