Henrik Ohsten / TV 2
Divya Das skal fremover dække USA og amerikansk politik for Ekstra Bladet PLAY, som er avisens dedikerede videounivers.
Det oplyser avisen i en pressemeddelelse, hvor det også tilføjes, at den populære TV 2-vært stadig skal arbejde for TV 2 Nyhederne, som hun har været tilknyttet i næsten 20 år.
”Divya har om nogen personificeret troværdighed, og i en urolig verden er jeg helt sikker på, at hun kan klæde danskerne rigtigt på til at navigere i nyhederne om Trumps USA,” udtaler chefredaktør Knud Brix i pressemeddelelsen.
”Fra 1. september vil Divya Das rejse til Washington D.C., og derfra vil hun bidrage med nyheder og analyser til læsere og seere i Ekstra Bladet PLAY,” tilføjer han.
Divya Das er 47 år gammel og er på privatfronten gift med DR-værten Kim Bildsøe Lassen, der fremover skal være DR’s korrespondent i USA.
”Som journalist har jeg beskæftiget mig med udenrigsstof og international politik i mange år. Nu bliver det fra verdens mest dramatiske politiske arena, og jeg er mere end klar til at være Ekstra Bladets øjne og ører i Guds (og lige nu også Trumps) eget land,” udtaler Divya Das selv i pressemeddelelsen.