Demonstrationer mod amerikanerne er noget af det værste visuelle materiale, der kan komme ud af det kommende besøg med bl.a. Usha Vance, siger ekspert. Forrige weekend var der præcis sådanne demonstrationer i Nuuk og andre steder. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Fra amerikansk side bliver det betegnet som et privat og uofficielt besøg, når USA’s andendame, Usha Vance kommer på besøg i Grønland fra torsdag til lørdag sammen med sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og energiminister Chris Wright.
Men fra grønlandsk og dansk side bliver det set som en klar provokation. Statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at hun ser ”med alvor” på besøget. Fungerende regeringsleder Muté B. Egede har afvist, at der bliver nogen form for møder med grønlandske ministre, ligesom han i et interview med Sermitsiaq har bedt om hjælp fra det internationale samfund.
Og chefredaktøren på samme medie har advaret grønlandske borgere mod en amerikansk ”charmeoffensiv”, hvor borgerne mod deres vidende kan optræde på billeder, som fra USA’s side bliver brugt i kampagneøjemed på sociale medier.
Ifølge to eksperter i påvirkningskampagner er den besynderlige charmeoffensiv en lille brik i en lang proces, der skal gøre det mere og mere normalt at tænke på Grønland som noget, der hører mere sammen med USA end med Danmark.
Ikke så meget for et grønlandsk publikum og slet ikke for et dansk. Den primære målgruppe for påvirkningskampagnen er derimod amerikanske republikanere.
”Det handler om at bevare presset, så man normaliserer idéen om, at USA overtager Grønland,” siger Johan Farkas, forsker ved Københavns Universitet med fokus på krydsfeltet mellem digitale medier, desinformation og demokrati.
Gentagelsens magt
Han henviser til, at der er lavet flere meningsmålinger i USA, som ikke viser stor folkelig opbakning til, at USA skal overtage Grønland.
”Men de kan over tid vænne amerikanerne til tanken om, at det er en god idé, at det er naturligt, at det kommer til at ske,” siger han.
Troels Bøggild, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet med fokus på politisk polarisering og sociale medier, kalder besøget ”en måde at holde gryden i kog” på.
”Måske ikke i forhold til grønlænderne, men særligt indenrigspolitisk, og i særdeleshed i forhold til de republikanske vælgere, er det med til at normalisere tankegangen om, at USA er massivt til stede på Grønland og måske også skal have mere kontrol i en eller anden form,” siger han.
Magahatte og selfies
Johan Farkas ser besøget denne uge som en brik i forlængelse af Trump Jr.’s besøg i januar, inden Donald Trump var indsat som præsident. Mens sønnike delte Maga-kasketter ud og tog selfies i Nuuks gader, holdt far Trump pressemøde i Mar-a-Lago. Det var her, han direkte adspurgt ikke ville afvise at bruge militær magt i forhold til Grønland.
”For at bevare presset og normalisere idéen om, at Grønland hører mest til USA, handler det om at bevare den idé ude i offentligheden,” siger Johan Farkas.
Besøget denne uge skal – igen – bruges til at sprede Trump-regeringens udlægning: At grønlænderne er trætte af Danmark og rigsfællesskabet, at de gerne vil USA, og at Danmark måske – når det kommer til stykket – ikke har nogen ret til Grønland.
Derfor er Johan Farkas heller ikke i tvivl om, hvad ”drømmematerialet” set med team Trumps øjne vil være fra besøget denne uge.
”Det vil være noget a la det, som skete med Don Junior. At der er grønlændere, som står og ser glade ud og tager selfies med de delegerede og har Magahatte på,” siger han, som også har bemærket medier skrive om ”advarsler” mod at stille op til selfies sammen med amerikanerne.
Johan Farkas forventer en lind strøm af SoMe-videoer efter selve besøget, i stil med dem, influenceren Charlie Kirks podcastede på YouTube efter at have været med Don Junior i Nuuk i januar. Og han forventer flere besøg. Målet med påvirkningskampagnen er ”retorisk og visuelt” at normalisere selve idéen om, at Grønland mest naturligt hører sammen med USA.
”Man kan sagtens forestille sig, at der ligger en strategi om at eskalere løbende, så næste skridt er, at J.D. Vance selv kommer – eller Trump, selvfølgelig,” siger han.
Risikerer demonstrationer
Men besøget kan også gå galt, set med kommunikationsbriller.
Troels Bøggild hæfter sig ved, at ”fortællingen” fra Trump-administrationens side har været, at grønlænderne har fået et godt tilbud og vil være stolte over at blive amerikanere.
”De risikerer, at der opstår demonstrationer i gaderne, eller at der kommer billeder, som viser, at grønlænderne egentlig ikke ønsker amerikanerne,” siger Troels Bøggild.
”Det kan være, Trump-administrationen er ligeglad. Men det gør det sværere for dem at overbevise deres vælgere om, at det her er en frivillig proces,” siger han.
Det er urealistisk for Danmark at nå den amerikanske folkestemning, vurderer Johan Farkas. Danmarks stærkeste greb mod den amerikanske påvirkningskampagne vil efter hans vurdering være vedholdende at tale ”med samme tunge” som Grønland og at få internationale allierede på banen.
”Fra dansk side er der ikke noget vundet ved at forsøge med en charmeoffensiv over for USA. Men at få andre NATO-lande eller EU på banen og sige, at ”her sætter vi en grænse i sandet. Hvis USA gør alvor af sin trussel, vil vi svare igen med konkrete konsekvenser for handel og alliancer, det tror jeg, kan betyde noget,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.