Erhvervsjournalistik

DR udpeger reporter, som kun skal dække én eneste virksomhed

DR-journalist Ole Hall skal fra 1. december kun beskæftige sig med Novo Nordisk: ”Det er vigtigt at dække Novo Nordisk kritisk og nuanceret”

23.000 mennesker går hver dag på arbejde for Novo Nordisk i Danmark. Og fra 1. december vil DR i endnu højere grad dyrke virksomheden og dens ansatte.

”Det er vigtigt at dække Novo Nordisk kritisk og nuanceret. Og hvis man skal dække en virksomhed virkelig godt, er det en god løsning, at man gør det kontinuerligt,” siger journalist Ole Hall, der netop 1. december tiltræder som statsradiofoniens dedikerede Novo Nordisk-journalist.

”Samtidig er det, der foregår i Novo, videnstungt, hvilket nogle gange kræver lidt mere baggrundsviden, end man får, hvis man dækker mange forskellige virksomheder på samme tid,” tilføjer han.

De to guldkalve

Novo Nordisk har i mange år været en magtfaktor i dansk industri og samfundet generelt, men specielt siden lanceringen af diabetesmidlet Ozempic og fedmemedicinen Wegovy er virksomheden kommet på alles læber.

Den 1. januar 2001 blev aktien handlet til 15,5 kroner. I midten af november 2023 bliver aktien handlet til tæt ved 700 kroner.

Samtidig har den øgede efterspørgsel efter virksomhedens to nye guldkalve ført til, at Novo Nordisk fredag meddelte, at virksomheden vil investere 42 milliarder kroner i sine produktionsfaciliteter i Kalundborg.

”Jeg fornemmer, at der er stor interesse for at følge med i, hvad Novo har gang i. Men det er min egen fornemmelse. Så den her indsats kommer ikke som følge af et pres fra offentligheden. Den kommer ud fra en journalistisk vurdering af, at Novo Nordisk er blevet så stor en magtfaktor, at vi er nødt til at være sikre på, at vi får dækket virksomheden ordentligt.”

Verdensomspændende magtfaktor

Ole Hall har det seneste år brugt mere og mere tid på at researche virksomheden. Tallene taler da også for sig selv.

Ifølge Companiesmarketcap er Novo Nordisk pt. verdens 15. mest værdifulde virksomhed kun overgået af virksomheder som Microsoft, Apple, Tesla og Nvidia. Novo omsatte i 2022 for i omegnen af 177 milliarder kroner.

”Udviklingen i virksomheden har været vild, og den har fået stor betydning på mange måder. Så gennem et halvt års tid har jeg haft en idé om, at jeg gerne ville lave en bedre og mere grundig dækning af Novo. Løsningen er blevet, at et par forskellige DR-chefer finansierer stillingen, som i første omgang kører frem mod sommerferien,” siger Ole Hall.

Vil bag om overskrifterne

Ole Hall har været ansat i DR Nyheder med fokus på økonomi og erhvervsliv siden 2015. Inden da har han været ansat på blandt andet Berlingske og Jyllands-Posten.

Med udpegningen får Ole Hall ”en særlig leveringsforpligtelse til ’P1 Morgen’ og ’P1 Orientering’, og så skal han arbejde tæt sammen med DR’s sundhedsredaktion og erhverv- og økonomiredaktionen.

”Novo Nordisk er blevet dækket utroligt godt af sundhedsredaktionen og erhverv- og økonomiredaktionen. Udpegningen af mig som Novo-reporter er derfor blot en opprioritering, der sikrer, at vi har mulighed for at have en kontinuerlig dækning, hvor vi også kan gå mere bag om overskrifterne og bruge lidt tid på at undersøge, hvad der i virkeligheden sker,” siger Ole Hall.

”I en travl hverdag risikerer man som journalist at ende med kun at tale med presserådgiveren. Det her er et modtræk til det. Det giver DR chancen for at få talt med en masse andre kilder. Både i virksomheden og uden for virksomheden,” tilføjer han.

Kvalitet over kvantitet

Det betyder, at Ole Hall får tiden til at dyrke Novo Nordisk som stofområde.

”Jeg får mere elastik i min arbejdstid og mere frirum til at prioritere selv. Altså er der ingen forventninger om, at jeg skal udkomme med noget hver dag. Forventningen er, at jeg udkommer med noget, der har en ordentlig kvalitet,” siger han.

Den mere intensive dækning af Bagsværd-virksomheden betyder dog ifølge Ole Hall, at andre virksomheder i en periode vil blive dækket lidt mindre end tidligere.

”Men nu gør vi det her, fordi det er vigtigt,” siger han.

Hvornår vil din stilling være en succes?

”Der er ikke defineret nogen klare succeskriterier. Til sommer evaluerer vi, hvordan tingene er gået, og så kan det være, at vi finder et andet område, som jeg skal dykke ned i. Det afhænger af, hvad vi synes er vigtigt på det tidspunkt.”

Ole Hall tilføjer:

”Jeg er godt klar over, at pengene til den her stilling bliver taget fra et andet sted. Så jeg synes, det er udtryk for en modig og vigtig prioritering af cheferne på DR.”

Opmærksomheden er ikke uvant

Fredag dækkede Ole Hall det første spadestik ved udvidelsen af Novo-fabrikken i Kalundborg. Her mødte han flere af de topchefer, han skal skrive om, og adskillige af virksomhedens presserådgivere.

Hvad siger Novo til, at de får en journalist dedikeret til dem selv?

”De er dygtige og dedikerede mennesker, og de er vant til stor interesse for virksomheden. Så jeg tror ikke, det er så uvant for dem,” siger Ole Hall.

Han henviser til, at danske nichemedier som MedWatch følger medicinalvirksomheder som Novo Nordisk tæt. Og på grund af Novos størrelse sidder der ligeledes erhvervsredaktioner verden over og dækker virksomheden.

”Det anderledes ved mig i forhold til de specialiserede medier er, at jeg kommer fra et massemedie. Men jeg er ikke alene. Jeg samarbejder med dygtige folk på forskellige redaktioner i DR,” siger Ole Hall.

1 Kommentar

Jesper Haller
14. NOVEMBER 2023
God idé. Held og lykke med opgaven