TV Prisen blev uddelt fredag aften. Foto: Molly Grønberg og TVPRISEN
Traditionen tro blev årets vindere af TV Prisen 2026 præsenteret fredag aften ved et prisshow i DR’s koncerthus.
Prisen arrangeres af Producentforeningen, som er brancheorganisation for producenter af film og tv.
Ved arrangementet modtog Jørgen de Mylius også æresprisen ’Årets Otto’ for en ”lang og imponerende karriere i tv-branchen”.
Her er de øvrige vindere:
Bedste underholdning
’Stormester’, produceret af Metronome for TV 2.
Juryens motivering: ”’Stormester’ er ikke kun virkelig god humor, men også et ekstremt vellykket og underholdende program. Selv efter mange sæsoner formår holdet bag at være ufatteligt opfindsomme med deltagernes opgaver, og castet er et skønt mix af personligheder.”
Bedste event
’P3 Guld’, produceret af DR Ung og DR Bred Kultur & Fakta for DR.
Juryens motivering: ”Årets ’P3 Guld’ er en liga for sig selv. Der er så mange ting, der kan gå galt, når man binder et helt liveshow op på ét enkelt one take. Redaktionen formår ikke kun at tænke hele produktionen på ny, men også at arbejde med både scene og publikum på en ekstremt kreativ måde. Det er modigt og ambitiøst og løftede live-tv til nye højder.”
Bedste fiktion long
’Reservatet’, produceret af Uma Film for Netflix.
Juryens motivering: ”’Reservatet’ er et mesterværk i historiefortælling. Seriens form, indhold og musik smelter sammen på vildeste vis, og fortællingen foldes stærkt ud i sit helt eget tempo. Der er simpelthen ikke en finger at sætte på det.”
Årets nyskabelse
’Skolens tabte børn,’ produceret af Monday Production for DR.
Juryens motivering: ”Det kræver mod at bruge sig selv og sin familie på så personlig vis. Uden at udpege syndebukke skabte denne metafortælling debat både hjemme og politisk – og nåede hele vejen til Finansloven.”
Bedste konkurrencedrevne reality
’Alene i vildmarken’, produceret af ITV Studios Denmark for DR.
Juryens motivering: ”’Alene i vildmarken’ er fængende håndværk på højt niveau. Karakterfortællingerne er virkelig stærke og båret af medrivende deltagere, der har rigtig meget på spil – og samtidig er klædt godt på af redaktionen til at fortælle.”
Bedste dokumentar
’Mr. Nobody mod Putin’, produceret af Made in Copenhagen for DR.
Juryens motivering: ”Det er ikke ofte, man støder på en dokumentar som ’Mr. Nobody mod Putin’. Sikke en fortælling. Og sikke karakterer. Det er en modig og ambitiøs dokumentar med en sjælden adgang, der giver et vildt og meget rørende indblik, fortalt af en særdeles sympatisk hovedperson.”
Bedste reportageserie
’Prinsesse i Alanya’, produceret af Eddy Media for DR
Juryens motivering: ”’Prinsesse i Alanya’ er en virkelig vellykket, klassisk reportage med et stærkt cast, solidt greb og et godt flow. Vi får et unikt indblik i en gruppe unge
mennesker med vigtige perspektiver, der ellers ikke belyses så ofte.”
Bedste karakterdrevne serie
’Far, far & børn’, produceret af DR Bred Kultur & Fakta for DR
Juryens motivering: ”’Far, far & børn’ udvider forståelsen af det klassiske familiebillede, samtidig med at håndværket sidder lige i skabet. Karaktererne har meget på spil, men giver alligevel fuld adgang og et særligt indblik i deres liv og rejse, hvilket ikke blot er vigtigt, men også dybt rørende.”
Bedste factual entertainment
’Gift ved første blik’, produceret af Snowman Productions for DR.
Juryens motivering: ”Denne sæson af ’Gift ved første blik’ er en klar magtdemonstration af, at formatet fortsat kan levere. Med et cast på et helt nyt niveau, et fantastisk VJ-arbejde, stærk klipning og en solid dramaturgi er vi med hele vejen.”
Bedste nyheds- og aktualitetsindhold
’Ultra Nyt: Besat af skincare’, produceret af DR B&U og Ultra Nyt for DR.
Juryens motivering: ”’Ultra Nyt: Besat af skincare’ er ikke kun godt håndværk, men programmet formår også at udfolde et vigtigt emne på målgruppens egne præmisser. Det er flot eksekveret med stærke, kreative greb og et drys humor, der virkelig klæder formatet.”
Bedste reality
’Hotel Romantik’, produceret af Strong Productions for DR.
Juryens motivering: ”’Hotel Romantik’ giver et meget forfriskende indblik i en målgruppe, vi sjældent ser skildret på denne måde. Programmet er virkelig godt eksekveret, og det er tydeligt, at det er lavet med stor autenticitet og respekt for de medvirkende, der gavmildt deler ud af sig selv.”
Bedste fiktion short
’Familier i Norden’, produceret af Forty Five Films for TV2 Østjylland.
Juryens motivering: ”’Familier i Norden’ præsenterer os for et miljø og en række karakterer, der sidder lige i skabet. Fortællingen er både følsom og effektiv på en overraskende måde og giver os et nyt indblik i en verden, vi egentlig burde vide meget mere om.”
Bedste børneprogram
’Kpop drømme’, produceret af GreatHouse Film for DR.
Juryens motivering: ”I ’Kpop drømme’ udfoldes et emne, der virkelig rammer målgruppen, hvor de er – med ægte følelser og meget på spil. Dertil kommer en stærk spændingsmotor og en rigtig flot dramaturgi.”
Bedste fakta- og dokumentarserie
’Du forsvinder aldrig’, produceret af Nordisk Film TV for TV 2.
Juryens motivering: ”’Du forsvinder aldrig’ er en meget rørende serie, der tvinger os til at tage stilling til fremtidens teknologiske udvikling og etik midt i sorgen. Der tages fat på mange væsentlige problemstillinger. Det er rigtig godt håndværk og stærkt eksekveret.”
Bedste fakta- og dokumentarserie – Long runner
’Kvindefængslet’, produceret af DR Dokumentar for DR.
Juryens motivering: ”Med ’Kvindefængslet’ mestrer holdet den svære disciplin at være fluen på væggen og turde give sig hen og følge det, der sker for de medvirkende. Det gør serien både nærværende og autentisk, og vi er med hele vejen.”
Bedste livsstilsprogram
’Danmarks næste klassiker’, produceret af Monday Production for DR.
Juryens motivering: ”’Danmarks næste klassiker’ er rykket ud i virkeligheden, og det bringer ny energi og klæder programmet. Det er et stærkt format, der virkelig lykkes med sine elementer – selv dér midt på Hovedbanegården.”
Bedste crime
’Hvem chikanerer Tove?’, produceret af Aberdabei Film for TV 2.
Juryens motivering: ”’Hvem chikanerer Tove?’ er engageret, næsten aktivistisk tv om et superaktuelt emne og en vigtig værdidebat. Fortællergrebet giver os følelsen af at
være med på sidelinjen sammen med journalisten, der skal opklare sagen. Seeren fastholdes hele vejen igennem.”
Bedste sportsdækning
’Totalfodbold’, produceret af TV 2 Sport for TV 2.
Juryens motivering: ”’Totalfodbold’ skaber et univers omkring fodbolden, der virkelig fungerer. Der arbejdes kreativt med forskellige greb og skift, så programmets form og elementer føles nye og forfriskende. Energien er høj, og formen leges sikkert i mål.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.