
Den digitale omstrukturering kommer ikke til at medføre en fyringsrunde, lyder det fra fællestillidsmand. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Meget er kastet op i luften, efter at DR i dag har præsenteret public service-virksomhedens strategiplan frem mod 2025, ’Sammen om det vigtige’.
Men selv om det magtfulde direktørområde DR Medier bliver nedlagt, og dr.dk for fremtiden skal rumme mindre indhold end nu, så kommer det ikke til at medføre en såkaldt sindedag med afskedigelser, oplyser fællestillidsmand Henrik Friis Vilmar:
”Det er godt, at DR sætter gang i den her udvikling. Det er vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at være relevante for alle danskere. Det jeg hæfter mig ved er, at dagens præsentation ikke bliver efterfulgt af en sindedag.”
I den netop fremlagte strategiplan fremgår det, at indholdet på DR ”først og fremmest skal udvikles og produceres til at udkomme på digitale platforme”.
Af samme dokument fremgår det, at den digitale omstilling vil blive en ”omfattende udviklings- og implementeringsopgave for DR i de kommende år”.
Ansatte omplaceres
Med den digitale omstrukturering følger dog en række omplaceringer af koncernens ansatte. Hvor mange det bliver, kan Henrik Friis Vilmar ikke kaste lys over endnu, men han fortæller, at det bliver en større portion af de ansatte:
”Lige nu er der et stort antal medarbejdere, som bliver berørt, og de får besked i løbet af dagen. Det er ikke en besked om, at man mister sit arbejde, men at man måske i stedet skal lave noget andet i en ny organisatorisk afdeling,” siger han og tilføjer:
”Jeg hæfter mig yderligere ved, at det ikke alene er DR, der skal udvikles, men også medarbejderne.”
Selv om den digitale fremtidsplan for DR ikke byder på fyringsrunde efter dagens præsentation, så kan fællestillidsmanden ikke udelukke, at de gennemgående omstruktureringer kommer til at betyde, at der nedlægges arbejdspladser:
Frygter du, at omstruktureringerne vil medføre stillingsnedlæggelser på et senere tidspunkt?
”Jeg får nok ikke ledelsen til at udelukke stillingsnedlæggelser. Men jeg vil bestemt holde ledelsen op på, at det her også handler om at udvikle medarbejderen i stedet for at afvikle dem,” siger Henrik Friis Vilmar.
Chefer stopper
Med dagens præsentation af det nye digitale DR er Henriette Marienlund stoppet som direktør i DR Medier, da afdelingen nedlægges. Hun bliver i stedet fiktions- og udviklingschef i DR Kultur, Børn og Unge.
Nu tidligere radiochef Anette Kokholm er også stoppet i sin stilling og skriver blandt andet på Facebook, at ”DR tilbød mig et andet job, som er meget langt fra det, jeg havde, og det har jeg takket nej til”.
I slutningen af sidste uge meddelte yderligere to DR-chefer deres afgang.
Først Heidi Robdrup, som har været redaktionschef på DR2-programmet ’Deadline’ i næsten et årti. På Facebook skrev hun blandt andet:
”Med en DR-omstrukturering i farvandet syntes jeg, at det ville være dårlig stil ikke at lægge kortene på bordet, inden kabalen skal lægges.”
Også Claus Cancel, der var chef for ’P1 Morgen’ og podcasten ’Genstart’, sagde op fredag, da han fremover skal være Vice President i selskabet Ascential, hvor han skal opbygge en podcastafdeling.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.