
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR Presse
De fleste journalister med en aktiv byline på et dansk medie kan genkende, at de fra tid til anden modtager ubehagelige henvendelser i indbakken.
Men særligt, når journalister i disse uger skriver og rapporterer om konflikten mellem Israel og Palæstina, kan det afføde voldsomme læserreaktioner. Det fortæller flere mediechefer til Journalisten.
”Konflikten mellem israelere og palæstinensere er noget, der udløser stærke følelser hos læsere. Det ser man på sociale medier og i debatten generelt, og det kan vi i den grad også mærke i DR,” siger Niels Kvale, udlandschef i DR.
Hos Politiken kan chefredaktør Amalie Kestler også nikke genkendende til, at husets journalister, der dækker krigen, oplever en voldsommere mailtrafik fra brugere end normalt.
”Det er en krig, der afføder voldsomme reaktioner. Det er ikke nemt for nogen journalister at dække. Dels fordi det er ekstremt svært og kompliceret stof at dække, dels fordi alle ord kan blive og bliver taget ilde op fra den ene eller den anden part,” siger hun.
Frasorterer de værste udbrud
For at tage toppen af de mange vrede læsermails har konflikten i Mellemøsten for nylig fået DR til at gentage et tilbud til de ansatte om at gøre deres bylines inaktive.
På den måde kan læsere ikke skrive direkte til journalisten bag en artikel ved blot at klikke på vedkommendes navn. Journalistens mailadresse vil dog stadig fremgå ved siden af vedkommendes byline.
”Det er ikke et quickfix, som løser alt, men vores erfaring fra tidligere har været, at det er en lillebitte barriere, som frasorterer de værste følelsesmæssige udbrud,” fortæller Niels Kvale og tilføjer:
”Vi vil gerne i dialog med læserne, men vi ønsker heller ikke, at medarbejderne skal få truende eller bare virkelig ubehagelige henvendelser direkte i indbakken. Derfor skal man lige gå skridtet videre, hvis man vil i kontakt med os.”
Tilbuddet gælder alle, der skriver til dr.dk og kan vælges til eller fra af den enkelte fra artikel til artikel. Niels Kvale har ikke tal på, hvor mange medarbejdere der de seneste uger har benyttet sig af tilbuddet.
”Men jeg har forståelse for, og jeg synes, det er naturligt, hvis der er flere, som benytter den her mulighed nu,” siger han.
Tilbud om psykologhjælp
På Politiken har journalisterne ikke klikbare bylines på samme måde som hos DR. Men chefredaktør Amalie Kestler fortæller, at man også på Rådhuspladsen tager sine forholdsregler for at passe på sine ansatte.
”Få dage efter terrorangrebet sendte vi en mail ud, hvor vi skrev til vores journalister, at de kunne risikere at få voldsomme reaktioner. Så vi opfordrede dem til at tage fat i os, hvis der skete noget,” fortæller hun.
Derudover har HR-chefen i JP/Politikens Hus sammen med PFA oprettet en hotline for psykologhjælp, hvis journalister skulle få behov for det, fordi det kan være meget voldsomt at se på det materiale, der kommer ind.
”Så vi er ekstra opmærksomme, vi taler om det, og vi har mulighed for psykologhjælp til medarbejdere, der har brug for det,” siger Amalie Kestler.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.