Konkurrence

DR og DMI's fælles vejrapp ramt af byge af kritiske bemærkninger

Planerne giver bekymringer om, om DMI's data fortsat vil være åbne, og at DR får en konkurrencefordel overfor private medier, lyder det i høringssvar fra mediehuse og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Mere ekstremt vejr skaber større behov for rettidig varsling.

Sådan lød argumentet fra DR og DMI, da de to statsejede institutioner i starten af februar offentliggjorde deres planer om at lancere en ny vejrapp, der skal erstatte DMI's nuværende.

For sådan en app skal gøre det nemt for alle danskere at få adgang til en både personlig, relevant og præcis vejrinformation og adgang til dybdegående artikler og andet indhold om vejr og klima.

Men den idé er havnet i modvind, efter Radio- og tv-nævnet har sendt oplægget fra DR og DMI i høring.

Frygter for konkurrencen

Ordet konkurrencefordel går igen i de fleste af høringssvarene.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hæfter sig særligt ved, at DR og DMI begge er statsligt ejede institutioner, der generelt har en høj troværdighed i danskernes øjne. Fordi begge er så velkendte brands, vil DR også kunne bruge sin egen og DMI's position til at have en omfattende brugergruppe allerede ved opstarten.

”Denne fordel vil konkurrerende udbydere af vejrapps, der ønsker at ekspandere eller etablere sig, ikke have. På den baggrund er der en risiko for, at samarbejdet kan forvride konkurrencen mellem udbydere af vejrapps,” skriver styrelsen.

DR har i høringsmaterialet skrevet, at appen også vil give let adgang til DR's øvrige digitale indhold - blandt andet fra nyhedsappen.

Men den idé får ikke just klapsalver med på vejen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det er nemlig ikke nødvendigt for en vejrapp at give adgang til nyhedsindhold, og det kan faktisk være konkurrencemæssigt problematisk, hvis DR på den måde udnytter DMI's brand til at genere trafik til DR's øvrige tjenester.

”Vejret er noget, der interesserer mange forbrugere. Med en genvej fra vejrappen til DR’s øvrige tjenester, vil DR kunne lede brugerne over på disse tjenester frem for konkurrerende tjenester, fx andre nyhedsapps, streamingtjenester mv., hvilket i så fald vil kunne forvride konkurrencen inden for andre ydelser end blot udbud af vejrapps,” skriver styrelsen.

Vil DR få eksklusiv adgang?

Hos TV 2 og Berlingske Media er der samtidig en fælles bekymring for, hvordan samarbejdet mellem DR og DMI vil stille andre medier, når det kommer til adgang til DMI's data og ekspertise.

TV 2 fremhæver blandt andet, at DMI's lige og åbne adgang til klimadata, analyser og ny forskning er afgørende for at kunne levere uafhængigt og faktabaseret redaktionelt indhold - blandt andet på TV 2's platforme. Og sammenkoblingen med DR skaber bekymring for, om adgangen til DMI's data stadig vil være lige og åben.

Hos Berlingske Media frygter man samtidig en ”assymetrisk adgang til ekspertise”:

”Det fremgår, at DR og DMI undersøger muligheder for chatfunktioner med vejreksperter. Hvis private medier ikke kan få adgang til samme faglige ekspertise fra DMI på præcis samme vilkår, vil det skabe en ulige konkurrencesituation,” står der i høringssvaret.

Findes i forvejen

TV 2 køber i det hele taget ikke rigtig ind på ideen om, hvorfor app'en skulle være nødvendig.

For DMI giver allerede i dag mulighed for, at man kan få vejrvarsler, se vejrudsigter og redaktionelt indhold via DMI's nuværende app og hjemmeside.

Indholdet bliver ikke kun gjort tilgængeligt på DMI's egne platforme, men bliver også sendt videre til diverse medier, herunder DR og TV 2, der som public service-udbydere også skal udsende beredskabsmeddelelser.

Og så er TV 2 altså også godt med på formidlingen af nyheder om vejr og klima med dagsaktuelt indhold, daglige overblik over vejret, push-notifikationer om vejret og meget mere, fremhæver TV 2.

”En model, hvor data først formidles via DR's nye vejrapp, eller hvor samarbejdet giver DR særadgang til information, vil kunne påvirke mulighederne for, at andre redaktioner kan levere samtidig og faktabaseret vejrinformation til offentligheden,” slutter TV 2 sit høringssvar.

Radio- og tv-nævnet skal værditeste planerne om app'en og på den måde afklare public service-værdien og dens indvirkning på andre tjenester. Der forventes en vurdering i løbet af første kvartal i 2026.

0 Kommentarer