
DR-journalisterne (fra venstre) Jonas Deiborg, Astrid Fischer og Laura Marie Sørensen løb med hovedprisen, da FUJ Prisen 2023 blev uddelt lørdag aften. Foto: Amalie Haun
Præmiehylden hos Morten Pihl, journalist hos Jyllands-Posten, bugner af anerkendelser. Tre Cavling-priser og to gange Kristian Dahls Mindelegat. For at nævne nogle få.
Lørdag modtog Morten Pihl endnu en anerkendelse for sit arbejde, da han modtog ’Aktualitetsprisen’, da Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) uddelte priser til årets bedste undersøgende journalistik.
Morten Pihl modtog prisen for sit arbejde med ’Amputationssagen’.
Her han har afdækket, hvordan Region Sjælland foretager ”markant flere benamputationer end i resten af landet. Svarene er så bekymrende, at 156 patienter nu er blevet vejledt om at klage. De er muligvis blevet fejlbehandlet og har ret til erstatning,” skriver Foreningen for Undersøgende Journalistik i sin begrundelse af, at Morten Pihl modtager prisen.
Og videre:
”Det er despekt for patienterne, men heldigvis giver Morten Pihl dem genoprejsning.”
Hovedprisen gik til DR-journalisterne Astrid Fischer, Jonas Deiborg og Laura Marie Sørensen for ’Kræftsagen’. I en række afsløringer har de afdækket, hvordan hverken læger eller kræftpatienter er blevet hørt, og hvor ventetiden for over 300 alvorligt syge patienter kan have kostet liv.
”Systemsvigt, ofre, fortielser, whistleblowere og mærkbare konsekvenser. Det er kernen af, hvad undersøgende journalistik bør være, når det er allerbedst. Det er sjældent, at ét projekt indeholder alle elementer. Men det gør DR’s dækning af kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital.
Foreningen for Undersøgende Journalistik uddelte i alt fire priser i forbindelse med Graverdagen.
Alle vinderne er:
Graverprisen: Astrid Fischer, Jonas Deiborg og Laura Marie Sørensen (DR) for ’Kræftsagen’
Aktualitetsprisen: Morten Pihl (Jyllands-Posten) for ’Amputationssagen’
Formidlingsprisen: Søren Mejer Jensen, Allan Christiansen og Jais Nørgaard Alstrøm (Radio4) for ’Den døde pige i lægehuset’
Metodeprisen: Mads Lorenzen (Version2/Ingeniøren) for ’Huller i MitID’
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.