Brandon Bell/Reuters/Ritzau Scanpix
Det var ikke i orden, at ’P1 Orientering’ i juni bragte et ekspertinterview med USA-kommentator David Trads om det amerikanske præsidentvalg uden at nævne David Trads’ personlige holdning til den ene af de to præsidentkandidater – nemlig at han absolut ikke bryder sig om Donald Trump.
Det skriver Jesper Termansen, Lytternes og Seernes redaktør i DR, efter at have undersøgt sagen.
Her giver han en lytter medhold i, at DR burde skulle have deklareret David Trads’ politiske ståsted.
I sin gennemgang af sagen henviser Jesper Termansen til, at David Trads selv har fortalt Radio IIII, at han som reporter ikke har nogen bias om amerikansk politik.
”Men når jeg er kommentator, så vil jeg godt medgive, at jeg jo helt åbenlyst jo mange gange har sagt og skrevet og fortalt, at jeg synes, at det vil være en katastrofe for Verden, for USA og for Danmark, hvis Trump bliver præsident. Så det er jo det, man kalder for en bias,” sagde han.