
Direktør for DR Kultur, børn og unge, Henrik Bo Nielsen. Foto: Agnete Schlichtkrull
Målgruppen kan sagtens gennemskue, hvad der foregår i det stærkt udskældte DR-program ’Ellen Imellem’.
Sådan siger direktør for DR Kultur, børn og unge, Henrik Bo Nielsen, i et skriftligt svar til Journalisten, hvor han forsvarer programmet.
Programmet har mødt særdeles hård kritik fra de medvirkende forskere og fra fagforeningen Dansk Magisterforening, der fredag oplyste, at den ville klage over den behandling, som astrofysiker Anja C. Andersen fik i programmet.
Kritikken bunder i, at forskerne ikke på forhånd havde fået at vide, præcis hvad de medvirkede i, men blot at det ville have satiriske elementer.
Anja C. Andersen var inviteret ind til at tale med en DR-journalist Ellen Kirstine Jensen om konspirationsteorien om, at jorden er flad. Men bag journalisten sad en konspirationsteoretiker og dikterede journalistens spørgsmål, og det havde hun intet fået at vide om på forhånd, men først lige inden programmet blev udgivet.
”Det var ikke den præmis, vi havde aftalt, og derfor har jeg skrevet en klage til DR, hvor jeg anmoder om, at de tager programmet af sendefladen. Jeg synes, det er uhæderligt og uærligt,” sagde Anja C. Andersen, til Videnskab.dk i sidste uge.
Går til grænsen
Siden er kritikken bare blevet ved med at hagle ned over DR. Flere forskere er stemt i, ligesom magisterforeningen er gået ind i sagen og vil klage til Pressenævnet, og som også sendte en officiel klage til DR i går.
”Alle programmerne må tages ned, da de er optaget på forkerte præmisser, og der er ytret klart ønske om, at alt råmateriale også slettes, jævnfør DR’s egne etiske retningslinjer,” siger Dansk Magisterforeningens formand, Camilla Gregersen, til B.T.
Kritikken er ikke blevet mindre, efter at Jonas Delfs, der er den ansvarlige redaktionschef for programmet, har forsvaret det med, at det er satire. Men Jonas Delfs har fuld opbakning fra Henrik Bo Nielsen.
Henrik Bo Nielsen udtaler i det skriftlige svar, at han er ”ked af, at de medvirkende har opfattelsen af, at de ikke er blevet informeret godt nok om, hvad de har sagt ja til at deltage i”.
”Vi er klar over, at vi er udkommet med et program, der går til grænsen og skaber debat, men det er stadig vores opfattelse, at det er sket inden for skiven,” skriver Henrik Bo Nielsen.
”Det er tydeligt for brugerne”
Det er ikke kun fra akademisk hold, programmet er blevet kritiseret. Også flere mediechefer har kritiseret programmet blandt andet i ’Presselogen’, hvor Politikens Christian Jensen kaldte programmet ”en helt utrolig dårlig idé”, mens Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, sagde, at der findes ”en sygdom i moderne satire og journalistik”, hvor alle regler træder ud af kraft, hvis man bruger ordet ”satire”.
Men Henrik Bo Nielsen afviser, at alle etiske retningslinjer bliver sat ud af kraft, selv om der er tale om et satireformat.
”Der er selvsagt ikke frit slag, selv om vi forud-advarede om satiriske greb, men det er nu engang med de briller, der er arbejdet.”
”Vi mener, at det er klart og tydeligt for brugerne, at der er mere end almindelig journalistik på tale, og der er på ingen måde tale om videnskabsformidling i gængs forstand. Det kan man også se på brugerkommentarerne, at målgruppen sagtens kan gennemskue,” skriver Henrik Bo Nielsen.
Tidligere vært siger fra
Programmet har også mødt kritik fra den danske biolog og museumsinspektør Morten D.D. Hansen, der har været vært for naturprogrammer på både DR og TV 2 og er forfatter til flere bøger om dansk natur og en hyppigt anvendt kilde i blandt andet ’P1 Morgen’.
Han har nu fjernet den app, som DR bruger til bedre telefonforbindelser til radio, oplyser han på Twitter, hvor han skriver:
”Hey DR, I behøver ikke ringe en anden gang, når I vil vide noget om dansk natur.”
Men Henrik Bo Nielsen tror ikke, at sagen vil få konsekvenser for DR’s fremtidige dækning af videnskab, som han mener foregår i gode, tætte samarbejder med det videnskabelige Danmark.
”Det er programmer og samarbejder, vi er stolte af og taknemmelige for.”
”Derfor håber vi naturligvis også, at det kan forsætte, uanset at vi i øjeblikket diskuterer, om præmissen har været tydelig nok i et nyt satirisk format til unge. Det er min opfattelse, at de videnskabelige programmer er baseret på klare aftaler og præmisser, som alle parter er tilfredse med, og jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle fortsætte,” skriver Henrik Bo Nielsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.