Frederik Waage, professor i forvaltningsret, holdt tale under landmændenes demonstration på Christiansborg tirsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Collage: Journalisten
DR skulle ikke have citeret Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved SDU, uden at deklarere hans tidligere betalte arbejde for Bæredygtigt Landbrug.
Det erkender DR efter en henvendelse fra Journalisten.
Frederik Waage blev torsdag brugt som ekspertkilde på flere af DR's platforme, hvor han forholdt sig til den omstridte gødskningslov.
Men Frederik Waage har flere gange udarbejdet notater for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der ligesom store dele af landbrugssektoren er arge kritikere af loven.
Bæredygtigt Landbrug meldte sidste år ud, at professoren var blevet hyret til at udarbejde et såkaldt responsum til trepartsaftalen med fokus på privat ejendomsret.
Over for Journalisten bekræfter Frederik Waage, at han har fået betaling for det arbejde.
”Jeg har modtaget penge i forbindelse med udarbejdelsen af de analyser, jeg har lavet for Bæredygtigt Landbrug. De er lavet i min fritid, fordi de ikke er forenelige med mit professorat,” siger Frederik Waage.
DR har efter Journalistens henvendelse rettet i den artikel, hvor Frederik Waage blev citeret, og beklager fejlen i en 'Fejl og Fakta'. Ifølge DR var det slet og ret en fejl, at det ikke var med i første omgang.
”Hos DR vurderer vi fra gang til gang, om vores kilder og eksperter skal deklareres for at give vores brugere de bedst mulige forudsætninger for at vurdere og forholde sig til kildernes udtalelser,” udtaler Kasper Krogh, ledende redaktionschef i DR Nyheder, i et skriftligt svar.
”I den konkrete sag var det relevant at fortælle, at Frederik Waage tidligere har udarbejdet juridiske analyser for Bæredygtigt Landbrug,” fortsætter svaret.
Et afsluttet forløb
Frederik Waage holdt også en tale på Christiansborgs Slotsplads tirsdag, da landmænd demonstrerede mod gødskningsloven. Den tale modtog han ikke betaling for, understreger han.
Samtidig understreger han, at de tidligere betalinger fra Bæredygtigt Landbrug ikke påvirker hans vurderinger, når han udtaler sig i medierne.
”Det ville være ødelæggende for min troværdighed, hvis jeg var farvet af det i mine udtalelser,” siger Frederik Waage.
”De her analyser, som jeg har udarbejdet, må medierne meget gerne skrive om, og de er også blevet direkte citeret forskellige steder, for eksempel i Landbrugsavisen. Det er vigtigt, at der er åbenhed om det,” siger han.
Mener du, at medierne burde deklarere det, når de bruger dig som ekspert?
”Det er op til medierne. Personligt mener jeg bestemt, de skal gøre det, hvis et konkret responsum, jeg skriver, bliver til en nyhedshistorie. I så fald oplyser jeg det selv altid. Derudover mener jeg, at det hurtigt kan blive skruen uden ende. Ligesom mange af mine kolleger har jeg over de senere år skrevet responsummer for blandt andre Skattestyrelsen og flere store danske virksomheder og organisationer, som jeg ikke kan undgå nogle gange at forholde mig til i pressen. Jeg holder også foredrag i min fritid, som jeg tager betaling for.”
”Men hvis jeg har afsluttet et forløb med et notat, så skal jeg ikke deklarere det et halvt til et helt år efter i en debat om grundlovssikrede rettigheder. Jeg er ikke i lommen på Bæredygtigt Landbrug,” siger Frederik Waage.
Snarere end at der skulle være tale om et problem, mener Frederik Waage, at arbejdet ved siden af professoratet er en fordel.
”Jeg lærer rigtig meget af mit private samarbejde med både offentlige myndigheder og private virksomheder og organisationer, og jeg synes sådan set, at det gør mig bedre som forsker,” siger han.
Har ikke undersøgt det specifikke spørgsmål
Landbrug og Fødevarer mener, at netop ejendomsretten står for skud, når politikerne vil blande sig i, hvad og hvor meget der bliver hældt på deres marker.
Det mener Jens Elo Rytter, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, ikke.
”Generelt kan man ikke bruge §73 som begrundelse for at få erstatning, når staten egentlig bare går ind og begrænser eller forbyder en skadelig aktivitet, som der her er tale om,” siger Jens Elo Rytter til dr.dk.
Frederik Waage kommer i artiklen frem til det stik modsatte:
”Der er ikke nogen tvivl om, at det her kan være i strid med ejendomsretten, eller at det kan være en krænkelse af ejendomsretten,” siger Frederik Waage til DR.
Når Frederik Waage ikke mener, at det bør deklareres, handler det udover tidsaspektet også om, hvad medierne har brugt ham til at vurdere.
"Hvis Bæredygtigt Landbrug havde betalt mig for at analysere det konkrete forslag til gødskningsloven direkte ville jeg konkret finde det passende at deklarere det."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.