Den 32-årige blev slået ned under et TV 2-storskærmsarrangement på Islands Brygge i sidste uge. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Sagen om den 32-årige svenske mand, der lørdag blev erklæret død af dansk politi, har været en ”fuldstændig unik situation” og ”et vanvittigt dilemma” at dække journalistisk.
Sådan lyder det fra Mette Pedersen, krimchef hos Ekstra Bladet. For ikke alene er sagen voldsom og tragisk.
Den har også været fyldt med spekulationer på sociale medier og ikke mindst modsatrettede meldinger.
Torsdag aften og fredag morgen begyndte rygterne om mandens død nemlig at cirkulere på sociale medier, og flere danske mediebrugere begyndte at gå kritisk til de danske medier for ikke at skrive, at manden var død.
Det var i første omgang svenske TV4, der uden at have navngivne kilder skrev, at manden var død.
”Det er en uhensigtsmæssig situation, at medier på den anden side af broen skriver, at han er død. Men vi bliver nødt til at holde hovedet koldt,” konstaterer Mette Pedersen, krimchef på Ekstra Bladet.
At holde hovedet koldt betød, at Ekstra Bladet forsøgte at få bekræftet den svenske historie. Hos svensk politi kunne mediet dog ikke få så præcise oplysninger, at Ekstra Bladet ville skrive, at manden var død. Og senere på dagen fik den danske presse også en noget anden melding fra Københavns Politi, da der var grundlovsforhør i sagen.
Mette Pedersen, krimchef hos Ekstra Bladet
Her var meldingen fra de danske myndigheder, at manden på det tidspunkt fortsat var 'svært tilskadekommen'.
Anklageren gjorde det samtidig klart, at det var uvist, om offeret nogensinde ville vågne igen.
”Så under grundlovsforhøret skriver vi - ligesom TV 2 også gør - at han i Sverige bliver mindet efter sin død, men at det ikke er det, der bliver meldt ud fra de danske myndigheder. Det er også helt bevidst, at vi i vores liveblog skriver om forvirringen for at vise, at vi godt ved, hvad der foregår. Men vi undlader at vinkle på det på forsiden af eb.dk - i høj grad af hensyn til de pårørende,” siger Mette Pedersen.
Erklæret død af Sveriges statsminister
Grundlovsforhøret var knap slut, før der igen kom en melding om offeret fra den anden side af sundet: Denne gang fra Sveriges statsminister, Ulf Kristersson.
”Vi er mange, der har modtaget den frygtelige nyhed om, at en svensk politibetjent, som var på ferie i Danmark, er afgået ved døden i København. Mine tanker går til familien og alle de pårørende, som har mistet en, de elsker,” udtalte Ulf Kristersson i en kommentar til flere svenske medier, herunder Expressen.
Den reaktion er også beskrevet i Ekstra Bladet, der dog fortsat ikke slog fast, at manden var død. I rubrikken lyder det blot, at den svenske statsminister reagerer på den brutale voldsepisode.
”Det er et vanvittigt dilemma, når en svensk statsminister går ud og siger sådan. Der blev også løbet på redaktionen og spurgt 'hvad gør vi nu?'. Men jeg synes, at vi valgte en ret fin linje, og uden at have fulgt 100 procent med i alle medier, er det mit indtryk, at danske medier har været ret ens i den linje,” siger Mette Pedersen.
Mette Pedersen, krimchef hos Ekstra Bladet
Det er da også langt de fleste danske medier, der har taget forbehold og beskrevet den svenske statsministers reaktion uden at vinkle på, at offeret skulle være død. De fleste har også samtidig beskrevet, at der var forskellige meldinger om offerets tilstand i henholdsvis svenske medier og fra danske myndigheders side.
Og det er vigtigt, at medierne beskriver den forvirring, mener Ekstra Bladets krimchef.
”Det er så bredt ude. Det er noget, der bliver talt om. Det er noget, brugerne og læserne er forvirrede over og kommer til os for at få svar på. Det er også for at undgå mytedannelse,” siger Mette Pedersen.
Politi beklager misforståelser
Det var først lørdag aften omkring klokken 20, at dansk politi meldte afgørende nyt ud om offeret: At offeret var afgået ved døden.
”Det blev tidligere fra Københavns Politi oplyst, at forurettede var erklæret hjernedød midt på ugen, hvilket ikke var tilfældet. Han blev erklæret hjernedød af lægerne fredag eftermiddag. Københavns Politi beklager de misforståelser, det måtte have medført,” lød det i en opdatering fra politiet.
Undervejs i dækningen blev der på sociale medier spekuleret i, hvorfor medierne ikke beskrev offeret som død.
”Det her er en fuldstændig unik situation, hvor medier i udlandet har erklæret en for død. Jeg skal ikke kunne sige, hvad folk tænker, men når de skriver på den måde, er det nok, fordi de er forvirrede og frustrerede. Der skal vi som medie være dem, der holder hovedet koldt og formidler, hvad der sker. Og også beskrive det, der cirkulerer,” siger Mette Pedersen.
”Det er bare en virkelig svær situation. Her på bagkant håber jeg bare ikke, at den uklarhed har skabt unødig belastning for de pårørende, der er i en frygtelig situation.”
TV 2 øger sikkerheden
Voldsepisoden fandt sted tirsdag i sidste uge under et af TV 2's VM-storskærmsarrangementer på Islands Brygge.
Hos TV 2 erkender man, at man ikke er specialister i sikkerhed.
”Vi er helt bevidste om, at vi også har et ansvar i det her. Vi er gode til at lave indhold, og derfor er vi også bevidste om, at det ikke er vores spidskompetence at lave denne type arrangementer,” siger TV 2-indholdschef Kristian Hyldgaard til TV 2.
TV 2 er gået sammen med arrangøren Fanparks om arrangementerne. Ifølge TV 2 står Fanparks for sikkerhed og myndighedskoordinering:
”Vi har stor tryghed i det, de laver, med den erfaring, de har,” tilføjer Kristian Hyldgaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.