I 2020 havde DMJX fem ansøgere til hver studieplads på journalistlinjen. I dag er tallet nede på tre. Det er kritisk, lyder det fra bestyrelsesforperson Lea Korsgaard. Foto: DMJX / Niels Nygaard / Journalisten red.
Man siger om typograferne, at de havde det hele, men mistede lige så meget.
Teknologien overhalede ganske enkelt de magtfulde og fagligt stærke mænd og kvinder, der sørgede for at forvandle journalisternes ord til indbydende spalter i de trykte aviser, og i dag er de for længst en uddød faggruppe i mediebranchen.
På DMJX kan bestyrelsesforperson Lea Korsgaard godt være nervøs for, at det kan gå lige så galt for journalisterne som faggruppe, hvis der ikke gøres noget drastisk.
Det står ifølge hende særligt klart, når hun kigger på ansøgertallene til de journalistiske uddannelser herhjemme.
Nedtur
Over hele linjen viser tallene for de seneste fem år nemlig, at journalistuddannelserne bliver mindre populære.
Og hvor DMJX i 2020 oplevede fem ansøgere til hver studieplads, er tallet i dag nede på tre.
”Hvis jeg sammenholder det med, hvor branchen er på vej hen, og hvordan de unges medieforbrug er, bliver jeg bekymret for, at vores fag simpelthen ikke tiltrækker nok, og ikke tiltrækker nok skidedygtige mennesker,” siger Lea Korsgaard med forbehold for, at nedgangen er en afvigelse.
”Risikoen er, at vi uddanner fremtidens typografer,” siger Lea Korsgaard.
Det er også et tema på bestyrelsesmøderne på DMJX, hvor flere medlemmer udtrykker bekymring for tendensen. Derfor vil DMJX gøre noget meget konkret ved det.
Fra 18 til 12 måneder
En lille del af visionsarbejdet handler om at skære praktiktiden ned fra 18 måneder til 12 måneder. De overskydende seks måneder skal så, hvis Uddannelses- og Forskningsministeriet accepterer planen, bruges til at gøre DMJX-studerende dygtigere til at passe ind i de nye muligheder for journalistikken.
Helt konkret er der med fyringsrunder, faldende læsertal, nyhedstræthed, sociale mediers kamp om opmærksomheden og et anarkistisk mediemarked sat en solid bombe under det, som journalister i Lea Korsgaards generation blev uddannet til.
”Og vi skal nu blive vildt gode til at uddanne journalister, som kan indgå i alle mulige forskellige sammenhænge, og ikke kun de klassiske formater og genrer,” siger Lea Korsgaard.
Som eksempel nævner hun en ung franskmand, Hugo Travers, som egentlig ikke identificerer sig som journalist, men som er blevet en af de største mediemagtfaktorer i Frankrig
Youtuber har 25 ansatte
For få dage siden var det ham, der via sin Instagram-profil HugoDecrypte sendte et præcist og spiddende spørgsmål i retning af præsident Donald Trump på præsidentens pressemøde med Emmanuel Macron.
På profilen, der har flere følgere end den hæderkronede papiravis Le Monde, kan man se 26-årige Hugo Travers spørge Trump, om han også vil kalde Vladimir Putin for ”dictator”, ligesom han gjorde om ukrainske Volodomyr Zelenskyj.
Hugo Travers har nu 25 ansatte, og han har i øvrigt også interviewet Zelenskyj for nyligt.
”Jeg tror, at en masse unge mennesker drømmer om at lave megafedt indhold. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at de tænker, at det er journalistik. Og vi skal hjælpe dem med at lave den kobling,” siger Lea Korsgaard.
Visionen for DMJX er at give de unge mere indsigt i samfundsforhold og bedre værktøjer til at arbejde med journalistik som et digitalt produkt.
Som bestyrelsesmedlem på DMJX bakker DJ-næstformand Allan Boye Thulstrup op om, at der skal ske noget. Han kigger også med bekymring på ansøgertallene til uddannelsen.
Han frygter også, at det kan hænge sammen med, at vi er en branche, der er ret dårlig til at tale pænt om os selv.
”Hvis det eneste, man hører, er om fyringsrunder, hårdt arbejdsmiljø, sexisme og alt mulig andet negativt, har man som ungt menneske et frit valg imellem flere hundrede andre uddannelser,” siger Allan Boye Thulstrup.
RUC er ikke bekymret
SDU har ligesom DMJX haft et fald i ansøgertallet, og det finder leder af journalistuddannelserne Peter Bro ”bekymrende”, har han tidligere fortalt til Journalisten.
”Frygten er, at der bliver for få, der søger – og at det ikke er de rigtige ansøgere. Indtil videre er vi tæskeglade for de studerende og deres faglighed. Men der er noget større på spil, når det bliver ved med at gå nedad,” sagde han sidste år og tilføjede:
”Vi er ikke vores ansvar bevidst, hvis vi ikke tager den udvikling seriøst.”
Selv om tallene også peger på, at færre søger om at komme ind på RUC’s journalistlinjer, er studieleder Hanne Jørndrup ikke bekymret for udviklingen.
”Over alle de år, hvor vi har haft særskilt optag for Journalistik på RUC, er ansøgningstallet og det adgangsgivende karakterkrav gået op og ned. Nogle af de første år var snittet for at komme ind på Journalistik et af de højeste på hele uddannelsesområdet,” skriver hun.
Dermed mener hun, at det kan være udtryk for, hvad der lige er moderne i nogle år, og at udviklingen kan ses i en masse udsving gennem tiden:
”Vi har stadig betydeligt flere ansøgere til journalistuddannelserne samlet set, end der er optagne. Og det kan ikke i sig selv være et succeskriterie, at mange unge ikke får opfyldt deres drøm om en bestemt uddannelse,” tilføjer hun.
Journalisten ville gerne have DMJX-rektoratet til at blive konkret på, hvordan man vil ændre uddannelsen. Rektor Julie Sommerlund oplyser i en mail, at det er en del af et pågående udviklingsarbejde, og at man for nuværende ikke har kommentarer til det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.