AI

DJ skrider ind og tager kontrol over betaling til freelancere

Fagforbundet aktiverer det såkaldte eksklusive mandat for at sikre, at freelancere og medlemmer uden overenskomst får betaling for, at deres tekster bliver brugt til træning af AI-modeller.

Freelancere og andre skrivende, der ikke er ansat på DJ-overenskomst, skal også sikres betaling, hvis deres indhold bliver brugt til at træne AI-modeller.

Og for at sikre det, skrider Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) nu ind og aktiverer det såkaldte eksklusive mandat. Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Helt konkret betyder det, at DJ nu overtager kontrollen over forhandlingerne med mediehuse om AI-resuméer og træning af sprogmodeller for freelancere og for medlemmer, der er ansat på tekstområdet uden overenskomst.

”Jeg har tidligere kaldt AI for verdenshistoriens største tyveri. Det må og skal vi stoppe. Selvfølgelig skal journalister og andre skribenter have løn for det, når AI-tjenester bruger deres tekster til at lave resuméer og lære af,” udtaler DJ-forperson Allan Boye Thulstrup i pressemeddelelsen.

Skal ikke stå alene

Beslutningen om at aktivere det eksklusive mandat på tekstområdet kommer, efter at flere udenlandske mediehuse har indgået aftaler med AI-firmaer om, at de kan bruge deres nyhedsindhold til at træne systemerne og til at lave AI-resuméer.

Fakta: Det eksklusive mandat

DJ’s medlemmer skal ikke længere selv forhandle om prisen for AI-brug af deres tekster. Den forhandling varetages i stedet centralt af DJ.

Beslutningen gælder freelancere og andre DJ-medlemmer i mediehuse, som er ansat uden en DJ-overenskomst.

For medlemmer, der er ansat på en DJ-overenskomst, forhandler DJ allerede med arbejdsgiverne om AI-brug af tekster. Beslutningen har heller ingen konsekvenser for medlemmer, der arbejder med kommunikation.

Kilde: Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation

Ifølge DJ er det formentlig bare et spørgsmål om tid, før danske mediehuse kommer til at lave lignende aftaler. Og der vil man fra forbundets side altså ikke have, at freelancere og medlemmer, der ikke er ansat på DJ-overenskomst, bliver tabt i svinget og mister indtægter.

”Ved at DJ overtager forhandlingen om medlemmernes tekster sikrer vi, at den enkelte freelancer ikke skal stå alene over for de store mediehuse. I stedet står medlemmerne samlet, gennem DJ,” udtaler Allan Boye Thulstrup.

Træder i kraft øjeblikkeligt

Det eksklusive mandat træder i kraft her fra mandag morgen uden yderligere varsel. DJ ønsker nemlig ikke, at medlemmer når at blive presset af udgivere eller arbejdsgivere til at afgive rettigheder med bagudrettet virkning.

Mandatet vil gælde, så længe DJ finder det relevant.

”Vi sætter ind på tekstområdet nu, fordi det er tekster, som lige nu har størst værdi til for eksempel at træne sprogmodeller og indgå i AI-tjenester. Men det kan sagtens være, at det senere bliver relevant at se på rettighederne for billeder og grafikker,” udtaler Allan Boye Thulstrup.

For to uger siden varslede DJ, at det eksklusive mandat vil blive aktiveret på det audiovisuelle område fra 1. august. Det sker for at sikre medlemmer, der arbejder på produktioner for  store produktionsselskaber som Netflix, HBO, Disney, Amazon og Viaplay, mod at blive presset til at afgive deres ophavsrettigheder i individuelle aftaler.

3 Kommentarer

Karina Bjerregaard
13. JULI 2026
Spændende læsning og godt initiativ!
Men – og det skal jeg jo som VIF'fer spørge om! – I omtaler kun TEKST.
Hvordan med AI-brug af illustrationer, bladtegning, grafisk design og fotos? Disse arbejdsområder er også voldsomt påvirket af LLM'ernes ophavsretstyveri.
Ser frem til at høre fra jer.
Jesper Ernst Henriksen
13. JULI 2026
Jeg forstår ikke helt den del med AI genererede resumeer, hvis der menes de resumeer, der står øverst i de fleste artikler i dag. Det er bør betragtes som en lige så naturlig del af det at aflevere en færdig artikel som en manchet eller en god billedtekst. Har en freelancer ikke selv adgang til et værktøj, der kan levere det (hvilket selvfølgelig er fuldt forståeligt), så ser jeg ikke noget problem i, at mediet selv sætter det på efterfølgende.

Hvis medierne tjener penge på at sælge tekster til at træne sprogmodeller, så bør freelancere selvfølgelig have en god bid af kagen. Faktisk bør freelancere have kagen og give en lille bid til mediet.
Allan Secher Boye Thulstrup
15. JULI 2026
Hej Karina.
Når vi til at begynde med samler forhandlingsretten på teksterne, er det fordi det er på tekstområdet, at der i nogle af vores nabolande bliver indgået aftaler mellem mediehuse og AI-selskaber.

Det er bestemt en mulighed, at vi udvider til de visuelle områder, hvis der begynder at være aftaler på det område også.

Hej Jesper
Når vi omtaler AI-resumeer, så er det de resumeer som eksempelvis Google Overview laver, og hvor vi i nogle lande ser, at medier tjener penge på at sælge indhold til AI-virksomheder.

Vh Allan Boye Thulstrup