Mediepolitik

DJ: Ny mediestøtte kan skabe mere mod og nye jobs

Allan Boye Thulstrup kalder anbefalingerne til en ny mediestøtteordning gode og solide. Han håber, at de vil få flere til at turde kaste sig ud i at skabe nye medier

Hvis anbefalingerne til en ny model for mediestøtte bliver til virkelighed, vil det give et mere mangfoldigt og alsidigt mediebillede.

Sådan siger Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ), efter at et udvalg i dag har afleveret sine anbefalinger til kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Her foreslår udvalget blandt andet at prioritere lokale og fritstående medier og at droppe en række særordninger – herunder supplementsordningen og ugeavispuljen – til fordel for én samlet støtteordning.

Allan Boye Thulstrup har selv været en del af udvalget, og han kalder derfor – ikke overraskende – anbefalingerne for ”gode og solide”.

”Helt overordnet tror jeg, at vi får bedre muligheder for at udvikle både eksisterende og nye publicistiske medier, hvis de her anbefalinger føres ud i livet,” siger DJ-forpersonen.

En tiltrængt legeplads

Selv om der altså lægges op til at skrotte en række særordninger på mediestøtteområdet, foreslår udvalget at bevare innovationsstøtten.

Faktisk anbefaler udvalget at give flere midler til netop innovationspuljen og at gøre støtten mere fleksibel, risikovillig og effektiv. Og det er Allan Boye Thulstrup rigtig glad for.

”Jeg tror, det gør, at flere tør tage springet og skabe nye former for medier og formater. Og den legeplads har vi brug for på medieområdet. Vi har brug for at få afprøvet alle mulige nye idéer, og der tror jeg, at den her ordning gør det nemmere,” siger han.

Tror du også, det vil skabe nye arbejdspladser for DJ-medlemmer?

”Ja, det tænker jeg da,” siger Allan Boye Thulstrup.

Savner krav om kædeansvar

Det er dog ikke alle DJ’s drømme for en ny mediestøtteordning, der er blevet indfriet i udvalgsarbejdet.

En af de ting, som DJ ikke er kommet igennem med, er et forslag om at indføre kædeansvar, der sikrer ordnede løn- og arbejdsvilkår på de medie- og film-arbejdspladser, som laver medieindhold for skattekroner.

”Kædeansvar vil betyde, at man også sikrer ordnede forhold, når man hyrer underleverandører, ligesom man ser på byggepladser. Jeg synes, at ordnede forhold er en selvfølge, når man får statsstøtte. Så det er klart en af de ting, vi godt kunne have tænkt os,” siger Allan Boye Thulstrup.

Frem mod medieforhandlingerne vil DJ nu arbejde videre med idéen i samtaler med ordførerne på området.

Til gengæld er han glad for, at det er lykkedes at komme igennem med et forslag om, at omkostninger til efteruddannelse og opkvalificering af ansatte fremover kan indgå i opgørelsen af mediets ”redaktionelle omkostninger”.

”Det kan give incitament til, at man får efteruddannet løbende, og det tror jeg vil være til gavn for hele mediebranchen,” siger Allan Boye Thulstrup.

0 Kommentarer