Den kommende medieombudsmand skal holde politikere, bloggere, podcastere og influenter i ørerne.
Men ifølge høringssvarene fra Dansk Journalistforbund og Danske Medier er det uklart, hvad medieombudsmanden skal gribe ind over for.
For eksempel kritiserer DJ, at formålet om at håndhæve ”god offentliggørelsesskik” ikke er defineret endnu.
”Det overlades fortsat helt til en kommende medieombudsmand at fastsætte de nærmere regler om god offentliggørelsesskik,” siger DJ.
Også brancheforeningen Danske Medier studser over medieombudsmandens formål om at ”fremme almindelig redelighed i mediebilledet.”
”Et nyt begreb, der ikke er nærmere forklaret,” skriver Danske Medier.
DJ anerkender ønsket om at mindske usandt, hadefuldt, krænkende eller direkte ulovligt indhold fra alternative medieaktører på digitale tjenester.