Overenskomst

DJ kræver lønstigninger, fritvalgsordning og en rammeaftale for freelancere

Forhandlingerne om ny overenskomst på landets dagblade er åbnet med kravudveksling mellem DJ og arbejdsgiverne. Se alle DJ’s krav her

Mandag begyndte de såkaldte DMA-overenskomstforhandlinger med udveksling af krav mellem Dansk Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgiverforening.

De tre hovedkrav fra Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation er mere løn og pension, fritvalgsordning og en rammeftale for freelancearbejde.

”Vi synes, at arbejdsgiverne skylder os på alle tre punkter,” siger næstformand i DJ og medlem af forhandlingsdelegationen Allan Boye Thulstrup til Journalistforbundet.dk.

Det er ikke tidligere lykkes at få kravet om bedre vilkår for freelancerne igennem.
Men Allan Boye Thulstrup tror, det bliver anderledes i år.

”Takket være vores mange tillidsfolk og freelancerepræsentanter, der har lavet et kæmpe stykke arbejde med at skrive et udkast til en rammeaftale for freelancearbejde, vil arbejdsgiverne få meget svært ved at komme uden om at kigge på vilkårene for freelancere,” siger han.

Overenskomstforhandlingerne om nye overenskomster på DMA-området forventes at være afsluttet 1. marts, hvor den nuværende aftale udløber.

DJ’s krav til ny overenskomst


Lønforhold

Generelle lønstigninger til alle

Herunder regulering af alle paragraffer med faste beløb

Højere grund-/skalaløn via omfordeling fra personligt tillæg

Pension

Pensionsprocent forhøjes

Freelancere

Rammeaftale for freelancearbejde

Fritvalgsordning

 FH-model

Balance mellem privat- og arbejdsliv

Omsorgsdage – egenomsorg/familieomsorg

Ret til betalt frihed 24. og 31. december

Barns 2. sygedag

Ret til deltid uden nedgang i pension

Graviditet, barsel og forældreorlov

Flere løndækkede uger til både moren og partner

Pension under hele orloven

Barselsansættelser til TBA’ere og fasttilknyttede freelancere

TR efterbeskyttelse

Efterbeskyttelse af stedfortrædende tillidsrepræsentanter

Vilkår ved virksomhedsoverdragelse af dele af en virksomhed (eks. Sekretariat)

De ramte/omfattede medarbejdere får mulighed for at tilegne sig virksomhedsoverdragelsen som en opsigelse på gældende vilkår i den overdragne virksomhed.

Ændring af deltidsparagraf i forbindelse med overarbejde (EU-dom)

Der tages forbehold for at stille nye krav og modkrav

 

0 Kommentarer