Benita Marcussen
En del danske journalister vil nok kunne nævne navnet på afsenderen af mails med ordlyd ala ”AKTIV MEDLEM AF DANMARKS BESÆTTELSESMAGT, PROFESSIONEL LØGNER OG MORDER FOR ASHKENAZIBANDEN”.
Afsenderen er da heller ikke en ukendt gæst i indbakken for Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund. Hun har nu valgt at politianmelde forfatteren bag.
Det skriver Dansk Journalistforbund i et nyhedsbrev.
Tine Johansen er vant til at få tilsendt ubehagelige mails, men en konkret mail gik over stregen. Den indeholdt den ovennævnte tekst, der var en gengivelse af et tweet, der også indeholdt Tine Johansens navn og hendes privatadresse. Derudover stod der, at hun er ”100 % legitimt mål for danske patrioter”.
”Det var decideret en voldelig opfordring, og samtidig havde han gjort sig umage med at finde min privatadresse. Min første indskydelse var, at det bare var det sædvanlige skrammel, der skulle i papirkurven, og jeg har egentlig ikke noget behov for at gøre det her til en stor sag, for jeg kan jo godt se, at afsenderen er langt ude. Men jeg har også en forpligtelse til at gøre, som vi selv opfordrer vores medlemmer til – så jeg indrapporterede mailen til truslermodjournalister@protonmail.com og anmeldte det til politiet,” fortæller Tine Johansen til forbundet.