Mikkel Inumineq Jørgensen
En udbyder, der kalder sig for Dansk Journalistforbund for Freelance Journalister (DFFJ), tilbyder for kun 705 kroner om året et pressekort, der ”kan åbne døre i mediebranchen” og give adgang til ”eksklusive fordele”.
Det skriver Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ), der er ude at advare om foreningen, som den kalder for ”mystisk”.
”Jeg vil på det kraftigste advare vores medlemmer og alle andre mod at bruge deres penge på det tvivlsomme foretagende,” siger forperson for DJ, Allan Boye Thulstrup, i en artikel på forbundets hjemmeside.
Aktørerne bag sammenligner deres hjemmelavede, kulturinstitutions-pressekort med DJ's autoriserede pressekort. Der bliver i stort omfang teaset for fx ”eksklusiv adgang til Aros” og ”inspirerende kunstoplevelser på Louisiana” med DFFJ-pressekortet.
Dansk Journalistforbund har forsøgt at undersøge, hvad det er for en udbyder, der udsteder de uautoriserede pressekort. Selve siden, pressekort.com, kan spores til Tyskland. DJ har forsøgt at kontakte folkene bag den - dog uden held.
Derudover har DJ været i dialog med Den Europæiske Journalistunion, EFJ, som hverken kender til pressekortet eller den forening, som siger, den står bag.
Selv om hjemmesiden efter DJ’s vurdering ikke er ulovlig i strafferetlig forstand, mener Allan Boye Thulstrup stadig, den går langt over stregen.