Mandag i denne uge satte journalist Ditte Giese sig i sofaen i sin lejlighed på Østerbro i København for at begynde på sin første arbejdsdag som freelancer efter 18 år som kulturjournalist på Politiken og kulturmediet Heartbeats. Nu er det hendes plan at skrive bøger og levere ugentlige klummer til Politiken, men ikke på fuld tid. Det kan hendes helbred ikke klare på grund af en kronisk kræftsygdom.

Det er fire år siden, Ditte Giese fik konstateret brystkræft, som hurtigt viste sig at være uhelbredelig. Nu har hun sagt sin fuldtidsstilling op på Heartbeats for at få en freelancetilværelse med færre faste deadlines.

Så vidt det er muligt, vil Ditte Giese kun arbejde tre dage om ugen: Mandag, tirsdag og onsdag.

”Torsdag er der kemo, og fredag har jeg det dårligt, og så er det weekend. Men jeg håber, jeg kan få en hverdag, hvor jeg arbejder to-tre dage om ugen,” siger hun.

Egentlig kunne Ditte Giese lige så godt have valgt at trække sig helt fra arbejdsmarkedet og gå på førtidspension. Men hun kan ganske enkelt ikke undvære journalistikken. Det er en for stor del af hendes identitet.

”Jeg ønsker ikke kun at være syg. Hvis man bliver for meget patient, kommer sygdommen til at fylde for meget, og jeg har brug for at holde fast i en normalitet,” siger Ditte Giese.

”Der kan komme et tidspunkt, hvor jeg ikke kan undgå at være syg, men jeg synes virkelig, at journalistik er et fantastisk fag, som jeg gerne vil være en del af.”

Pludselig var vægten ligegyldig

For fire år siden breakede Ditte Giese selv nyheden om sin kræftdiagnose i podcastserien ’Ditte Giese er blevet for tyk’, der handlede om sundhed og overvægt. Men seks minutter inde i podcasten mistede Ditte Giese mælet, da hun skulle fortælle lytterne, at hun pludselig stod over for et langt større problem end at finde den rigtige kropsvægt.

I dag siger hun, at hun fik diagnosen, kort før at podcasten skulle optages, og det fyldte alt i hendes liv.

”Lige pludselig var min vægt og sundhed helt ligegyldig. Nu ville jeg bare overleve, og derfor valgte jeg også at tale om det i podcasten, fordi det er sådan, jeg altid gør; Jeg laver journalistik, der kommer indefra og ud,” siger hun.

For Ditte Giese ville det nærmest være et bedrag over for lytterne at holde det for sig selv.

”Men det skal så også siges, at jeg på det tidspunkt troede, at jeg ville blive rask. Det var også derfor, jeg fortalte det i podcasten,” siger hun.

Historien om hendes kræftdiagnose blev hurtigt taget op i tabloidmedierne.

”Det var selvfølgelig lidt ubehageligt, men jeg ved jo også godt, at det er, hvad der sker, når man selv melder noget ud,” siger hun.

Det, der undrer Ditte Giese mest, er, at hendes diagnose vakte så stor opmærksomhed. For fakta er, at kræft rammer hver tredje dansker, og at sygdommen er den mest hyppige dødsårsag i befolkningen.

Det eneste problem, hun har oplevet ved at være åben om sin sygdom, er en stor mængde hademails fra folk, der håbede, at hun snart dør.

”Det er jo det, man åbner for, når man er ærlig og udviser svaghed – så finder nogle mennesker et punkt, hvor de kan sætte nålen ind,” siger hun.

Cellegift og fysioterapi

Ditte Giese bor i en lejlighed på Indre Østerbro i København, som hun indtil videre også freelancer fra. Hun er lige nu midt i en behandling med kemoterapi, der betyder, at hun har mistet alt hår.

For at klare cellegiften går hun to gange om ugen til fysioterapi for at holde kroppen stærk.

Økonomisk har hun efter et langt tovtrækkeri med Danica Pension fået tildelt erstatning for tabt arbejdsevne og modtager derfor 66 procent af sin tidligere løn på Heartbeats.
Resten af pengene op til de 100 procent håber hun at tjene som freelancer.

For Ditte Giese har hun dermed fundet noget nær et ideelt kompromis, hvor hun trods sin sygdom kan bevare kontakten til sit fag. Indtil videre har det ikke været så svært at forene et svækket helbred med rollen som kulturskribent.

”Jeg har lige afleveret den første klumme til Politiken, og den skrev jeg på min computer her i sofaen, mens jeg hørte P1 og drak te. Tænk, hvis jeg havde været buschauffør eller pædagog – så havde det jo ikke kunnet lade sig gøre at arbejde på den måde,” siger hun.

Når Ditte Giese har valgt at stå frem og fortælle om sin sygdom og økonomi, er det, fordi hendes journalistiske metode er at være åben om sit eget liv, uanset om det har handlet om vægtproblemer, datingoplevelser, eller hvordan man klarer sig igennem en skilsmisse.
Men tanken har strejfet hende at gå lidt mere stille med det og fortælle den oplagte succeshistorie:

”Det er jo en federe historie at sige, at jeg er blevet selvstændig, og nu skal jeg skrive for Politiken. Men det er på en eller anden måde en løgn,” siger hun.

Men hun ved også godt, at mange andre i branchen ikke har lyst til at dele ud af deres problemer med for eksempel helbredet, psyken eller baglandet.

”Det mærkelige er, at vi er så gode til at få alle mulige andre til at snakke om deres problemer. Måske skulle vi snakke lidt mere med hinanden om vores egne,” siger hun.

Før feminisme blev smart

Med de ugentlige klummer i Politiken vender Ditte Giese tilbage til Politiken, hvor hun med egne ord havde de bedste år af sit arbejdsliv fra 2006 til 2018.

”Det var der, alle mine bedste venner var. Det føltes nærmest som at gå til fest sammen hver dag.”

Hun skrev klummer, anmeldelser og nogle af avisens store portrætinterviews med for eksempel Lukas Graham, før han blev en international stjerne.

Og så skrev hun om feminisme, før feminismen blev smart.

”Jeg var sådan set ret alene på den position i mange år. Men der var ret mange mænd, der var temmelig sure over de ting, jeg skrev – også internt på Politiken,” husker hun.

I dag er det mainstream at bakke op om barsel til mænd. Men dengang blev det anset for at være rimeligt rabiat blandt nogle af kollegerne, siger Ditte Giese.

På et tidspunkt holdt hun en pause fra julefrokosten, fordi hun ikke gad stå og ”skændes med en lille gruppe mænd fra indland”.

Stemningen af tilbagegang

Til lønforhandlingerne følte hun heller ikke, at hun blev hørt. Tre gange i træk fik hun nej til at få mere i løn.

”Det var frustrerede, fordi jeg var en af de mest læste journalister på avisen. Jeg var med andre ord anerkendt udadtil, men ikke så meget indadtil af ledelsen,” siger hun.

Hun husker, at der på avisen opstod en stemning af tilbagegang. Når der var orienteringsmøder, talte cheferne om de faldende oplagstal, og det satte sit aftryk på medarbejderne. Politiken var blevet en avis, hvor journalisterne fik mere travlt, og det sociale fyldte mindre og mindre.

Det stod allermest klart for Ditte Giese, da hun besluttede sig for at forlade Politiken for at prøve noget nyt. Til afskedsreceptionen var der nemlig stort set ikke nogen, der havde tid til at dukke op.

”Jeg kan huske, at jeg blev enormt skuffet og ked af det. For mig blev det et billede på, hvor fortravlet Politiken var blevet, at ingen havde tid til at sige farvel,” siger hun.

Afskedsgaven fra huset var heller ikke specielt original: En drikkedunk og en powerbank.

”Jeg synes selv, jeg var en vigtig del af Politiken, men det var jeg så ikke alligevel. Selv om det måske ikke var så vigtigt, hvordan sådan en afskedsreception foregår, kan jeg huske, at jeg var enormt skuffet over det,” siger hun i dag.

Ditte Giese endte med at tage imod et tilbud fra Le Gammeltofts opstartsmedie Heartbeats, hvor hun både fik mere i løn end på Politiken og friere hænder som redaktionschef.

Dengang var Heartbeats en digital radiostation og nogle podcast. Der var ingen journalister ansat, så Ditte Gieses opgave var at gøre Heartbeats til et rigtigt journalistisk medie.

Pengene kom i de første år fra rigmanden Niels Zibrandtsen, som Ditte Giese beskriver som ”den fedeste investor i verden”. Hans besked til redaktionen var, at de skulle lave noget, der var fedt.

Det eneste krav var, at det ikke omhandlede rygning.

”Han er meget anti-ryger, så det var dér, han satte grænsen.”

Satser på 10 år mere

Det var efter et års ansættelse på Heartbeats, at Ditte Giese i november 2019 første gang fik at vide, at hun havde brystkræft.

Hun blev i første omgang behandlet med antihormoner, der ikke gav særligt mange bivirkninger, men behandlingen var ikke nok til at fjerne kræften.

I alt var Ditte Giese ansat på Heartbeats i fem år. Hun siger, at hun intet har at udsætte på den måde, som Heartbeats behandlede hende på.

”På mange arbejdspladser fyrer man jo folk, når de er syge i lang tid, men der var Le Gammeltoft og Heartbeats meget large,” siger hun.

Når Ditte Giese nu alligevel har valgt at stoppe på Heartbeats for at blive freelancer, er det, fordi det ikke længere var muligt at kombinere arbejdsopgaverne med kemoterapiens bivirkninger.

”Det er for eksempel svært at rykke en podcast til en anden dag, hvis du får det dårligt og har booket fire gæster og et studie,” siger hun.

Den seneste melding fra kræftlægerne er, at Ditte Giese er ’uhelbredeligt syg’, men hun foretrækker selv at bruge vendingen ’kronisk syg’.

”’Uhelbredeligt syg’ lyder, som om man står med det ene ben i graven,” siger hun.

Hvor længe hun kan forvente at leve, kan lægerne ikke sige med sikkerhed. Det kommer blandt andet an på, hvilken behandling hun får adgang til.

”Jeg satser på og håber på at få 10 år. Jeg er 46 år, og jeg vil i hvert fald gerne blive 50 år. Jeg vil også rigtig gerne se min søn på 13 år blive voksen,” siger hun.