Det Kongelige Teater i København. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Det var i strid med offentlighedsloven, da Det Kongelige Teater fjernede centrale sætninger som ”der er ingen forståelse fra ledelsen” og ”ingen i ledelsen tog sig af det” fra en trivselsundersøgelse, som Politiken har fået aktindsigt i. Det siger professor i mediejura ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller til Politiken.
”De overstregninger, der er foretaget, har ikke nogen som helst hjemmel i offentlighedsloven. Sætningerne relaterer sig til kritik af ledelsen, og der er ikke nogen relevante undtagelser, der siger, at man ikke behøver at give aktindsigt i kritik af ledelsen,” siger han.
Politiken var også kommet i besiddelse af en ucensureret udgave af undersøgelsen, der viste, at en række sætninger var udeladt af aktindsigten.
Det Kongelige Teater afviser i en skriftlig kommentar, at det har brudt loven, men at aktindsigten er givet efter de gældende regler i samråd med Kammeradvokaten.
”Det drejer sig om hensynet til enkelte medarbejdere, herunder for eksempel oplysninger om en bestemt person, der bliver bedømt i sit arbejde, også ledere, helbredsoplysninger samt sårbare oplysninger, der kan føres tilbage til en given person,” skriver chef for HR og jura på Det Kongelige Teater Louise Lee Leth.