”Det er ingen kunst at lukke en radio. Det er bare at smide nøglerne og gå”

Der er noget ufrivilligt komisk over Simon Andersen, som han vrider sig rundt i den lave, blå veloursofa og ubehjælpsomt forsøger at mosle kablet til det store Loud-neonskilt, der hænger over ham, ind i stikkontakten.

Han vil gerne have strøm i skiltet, men han kan ligesom ikke strække kroppen langt nok over armlænet til at nå kontakten ved fodlisten og få sat gang i løjerne.

”Jeg har fået at vide, at det er tegnet af en femårig,” siger han om logoet, da det hvide neonlys langsomt finder sin glød. Senere viser det sig, at skiltet er tegnet af en 15-årig.

”Jeg nåede at redde skiltet, inden de smed det ud. Det er vigtigt at gemme. For eftertiden. Det var sgu synd, at de fik den medfart, de gjorde, det havde de ikke fortjent,” siger Simon Andersen, mest henvendt til skiltet, og bulderbassen ser en anelse bedrøvet ud i neon-skæret.

Om fem måneder er det hele slut. Tæppefald. Den 31. marts klokken 23:59:59 2024 udløber kanalens sendetilladelse efter fire kaotiske år.

Idéen om en ny DAB-kanal startede som en redningskrans til Radio24syv i 2019, men endte som en af de mest udskældte udbudsprocesser.

Til manges overraskelse og vrede vandt Radio Loud udbuddet med en ansøgning, den aldrig rigtigt kunne leve op til. I dag er det meste af det oprindelige Loud væk.

I 2021 købte Berlingske Media størstedelen af taleradioens aktier og gav Simon Andersen til opgave at vende skuden. Loud skiftede navn til 24syv, hvilket også blev mødt af stor offentlig kritik.

Gennem de store glasruder i hjørnekontoret, Simon Andersen deler med chef for programudvikling Anders Christiansen, kunne man fristes til at tro, at 24syv allerede var lukket. Ude i det grå, åbne kontorlandskab står hovedparten af pladserne tomme, da de fleste holder efterårsferie.

Simon Andersen skulle slet ikke have været her. Både fordi det er ferie, men mest af alt fordi han døjer med en sygdom. Hans højre fod er rød og vokset til dobbelt størrelse, så han for tiden er nødt til at gå i sandaler.

Flere gange beder han om at vente med et egentligt interview. Det har han det for skidt til. Og opusset om det snart fireårige radioprojekt handler heller ikke kun om Simon Andersen. Han fylder bare meget i det.

Fortællingen om den digitale radiostation er gennem årene blevet så forplumret, at det kan være svært at hitte rede i, hvad det egentlig handler om. Taler man med de ansatte, er det historien om en talentfabrik, hvor rammerne var frie og chancerne mange. Rosen, der voksede gennem betonen.

Lytter man til kritikerne, var 24syv støvskyen, der kvalte rosen.

En journalistisk legeplads

Klokken er 8 om morgenen, da August Stenbroen bipper sig ind ad 24syvs hovedindgang og tager elevatoren op til fjerde sal.

Hans lyse hår er delt på midten, de blå bukser er nålestribede, og under frakken gemmer sig en brun cardigan, skjorte og slips. Tom Wolfe og Gay Talese ville have været stolte. Han kom til 24syv i starten af året og er blevet vært på nyhedsprogrammet ’Reporterne’.

”Når jeg går på arbejde, tænker jeg ikke over, at vi snart lukker. Jeg har mit drømmejob som vært på et program, hvor jeg får lov at lave kritiske interviews hver dag,” siger han senere.

’Reporterne’ er et destillat af den vision, Simon Andersen installerede, da han overtog ledelsen for to år siden. En lamineret seddel med otte dogmer hænger på en væg. Programmet skal dyrke konflikten, gå modsat andre og være magtkritiske.

Det er også et af de programmer, der over det seneste år har tabt værter til eksempelvis DR, og det har skabt et smørhul for August Stenbroen.

”Egoistisk set er jeg glad for, at situationen er, som den er. Jeg havde aldrig fået jobbet, hvis der var to eller tre år tilbage af sendetilladelsen, så kunne de have overtalt en mere erfaren.”

Morgenens store samtaleemne er, at programmets praktikant, Mollie Fenger, er blevet kritiseret af en kilde på X. Kilden mener ikke, at hun blev oplyst ordentligt om, at ’Reporterne’ ville forholde sig kritisk til hendes kritik af Euromans reportage fra prins Christians 18-års fødselsdag.

”Folk er simpelthen ikke vant til, at journalister går kritisk nok til dem, der fører kritikken,” siger 24syvs nyhedschef, Simon Reenberg, da redaktionen en halv time efter ankomst er samlet til redaktionsmøde.

For første gang i sin efterkritik har Simon Reenberg brugt en emoji. Den går til kilden Viktor, der løssluppent fortalte om at være til det royale gallataffel. Til gengæld var indslaget med Ekstra Bladet-journalisten James Kristoffer Miles noget nørdet mellemlægspapir.

Et kvarter senere er dagens program aftalt. August Stenbroen skal interviewe den fallerede realitystjerne Gustav Salinas om hans syn på Israel-Palæstina, reporteren Peter Marstal har fulgt en ledetråd om Farhad Tober til Grækenland, og Mollie Fenger laver en historie om, hvorvidt algoritmerne holder med Israel.

Sidste uge var første gang, Simon Reenberg mærkede en tristhed over, at 24syv snart er fortid. En følelse, han forventer bliver stærkere.

Han kom til 24syv i januar 2022 fra en stilling hos Hovedstadens Mediehus. Muligheden for at lave journalistik, der omhandlede mere end København og kanalens nye vision, trak i ham.

”Der er en stemning af frihed og virkelyst her, som man ikke ser alle steder. For de ansatte er der kort vej til, at de bliver kastet ud i mange ting, og det er tiltalende for folk. Det er en journalistisk legeplads.”

Både Simon Reenberg og August Stenbroen forventer at blive til det sidste.

”Jeg føler et ansvar for stedet, der gav mig en chance, for medarbejderne, chef-kollegerne og skatteborgerne,” siger Simon Reenberg.

Porno og gameboys

Sexolog og OnlyFans-model Gitte Von G er i gang med at vise sin medvært på ’Pornoprogrammet’, journalist Cecilie Dumanski, hvordan hun tidligere på dagen filmede, at hun imiterede at spise en af sine børns lego-mænd.

”Hvis jeg kom til at spise den, var den bare røget ud igen,” siger Gitte Von G og slår en stor latter op.

I dag handler ’Pornoprogrammet’ om giantess, folk, der tænder på kæmper, og som en teaser til Instagram har Gitte Von G altså filmet en lego-figur kæmpe for livet mellem hendes voluminøse læber.

Medværten, Cecilie Dumanski, er en af radiostationens få tilbageværende livsvidner. Hun var en af de første til at sende live på Loud og har siden skullet forsvare kanalen til familiemiddage og første dates.

Derfor står hun også i et dilemma; om hun skal blive til det sidste sendte sekund eller begynde at finde en ny arbejdsplads.

”Jeg er splittet. Der er noget fantastisk i at have været her fra day one til allersidste dag. Det er mit hjertebarn, og jeg har lyst til at putte det i graven, hvor morbidt det end lyder,” siger hun.

To andre livsvidner er Daniel Møgelhøj og Asgar Bugge, der har programmet ’GameBoys’. De har fået et lille aflukket kvadrat i midten af det åbne kontorlandskab. Der hænger plakater fra spil som Tomb Raider og Banjo-Kazooie på væggene, og hylderne er fyldt med gamle spilkonsoller.

Midten af lokalet domineres af en trepersoners sofa, hvor der hver uge kommer en gæst, spiller et spil og snakker om livet.

”Loud var tiltænkt som en rugekasse for nye, spirende radio-personligheder og det er en af de ting, man skal huske kanalen for,” siger Daniel Møgelhøj, og Asgar Bugge følger op:

”På gravstenen skal der stå, at her hviler Danmarks største talentfabrik. Der er mange, der har fået chancen her, som ikke ville have fået den andre steder.”

Generelt er der en følelse blandt de ansatte af, at radiokanalen endelig var kommet i gang med at indfri sit potentiale.

”Det føles, som om vi endelig har fundet vores retning, og så lukker man os ned. Det samme, spår jeg, vil ske for Radio4. Projekter som dem her skal have længere line,” siger Cecilie Dumanski.

Overhalet af Vejle Amts Folkeblad

Klokken er lidt over 15, og inde i studiet interviewer August Stenbroen Gustav Salinas. I regien sidder Mollie Fenger og følger med.

”Det er ærgerligt, at vi snart skal lukke, men det betyder også, at der ikke er noget at tabe. Jeg ser det egentlig bare som en tilvænning til branchen,” siger praktikanten.

Ude i det åbne kontorlandskab er Simon Reenberg ved at slå knuder på sig selv. Journalisterne Emma Vinkel og Amalie Allerslev fra ’Døgnrapporten’ har informeret ham om, at Vejle Amts Folkeblad har udgivet nyheden om, at Farhad Tobers familie har spist middag med rockergruppen Hells Angels.

En nyhed, ’Reporterne’ har kendt til, og som Simon Reenberg lige nu har svært ved at forklare, hvorfor de ikke var først med.

25-årige Amalie Allerslev skiftede i september fra Ekstra Bladets kriminalredaktion til 24syv. Hun så blandt andet en mulighed for at blive bedre til at lave lyd og udvide sit netværk.

”Udefra kan man tænke, at jeg er skør, fordi jeg skifter til noget, der lukker. Men det er jeg for ung til egentlig at bekymre mig om. I branchen hænger fastansættelser ikke på træerne, så at tage springet virkede ikke så grænseoverskridende.”

I mellemtiden har ’Reporterne’ givet studiet videre til ’Pornoprogrammet’, og mens Cecilie Dumanski og Gitte Von G snakker om kæmper og Gitte Von G’s brystforstørrelse, har Simon Andersen listet sig ind og sat sig på den blå veloursofa på sit kontor.

Smid nøglerne og gå

”Det er ingen kunst at lukke en radio. Det er bare at smide nøglerne og gå,” siger Anders Christiansen.

Der er gået seks dage fra første besøg. Dagligdagen er tilbage, kontoret er fyldt med journalister og kilder. Simon Andersen har et smil på læberne, selv om han stadig humper, da han viser ind på hjørnekontoret.

”Det gør mig ked af det, at vi ikke fik opbygget en almindelig arbejdsplads. Det betyder noget for ens tilværelse, at man har et stabilt arbejdsliv, og selv om det har været almindeligt det sidste halvandet år, er det alligevel kaos, fordi det lukker,” siger Simon Andersen.

For at holde på de ansatte kommer de to chefer til at udbetale bonusser. Det bliver en kollektiv bonus, og hvis man har været ansat siden 1. januar i år, får man fuld sats. Det er, siger de, ikke blot et symbolsk beløb, men heller ikke penge, der holder folk fra at skifte job. Selv har de lovet hinanden, at de bliver.

Når de kigger tilbage på deres tid i spidsen for 24syv, er de enige om, at deres egen stædighed var deres største fejl. Dét, og at de ikke tidligere så det store potentiale i podcasts.

”Jeg tænkte, at vi skulle genskabe det gamle 24syv med tre timers morgenflade, men jeg havde ikke fattet, hvor stærkt det var gået med at segmentere ting,” siger Simon Andersen.

”Vi troede meget mere på flow, og så blev vi dumstædige og ville modbevise det med de 0 lyttere på DAB. Det skulle vi have gjort anderledes,” siger Anders Christiansen.

For tiden er de to herrers vigtigste opgave at sørge for, at alle kæmper til det sidste sekund og gør sig umage.

”Ingen må tænke, at det ikke nytter noget. Det nytter noget hver eneste dag,” siger Simon Andersen og gentager den sidste sætning tre gange, ”vi skal gøre os skide umage hver eneste dag, for så kan alle gå ud ad døren med værdighed og selvrespekt”.

Mest af alt kommer de til at savne vanviddet, der kan opstå på en radiostation.

”En dag løb Morten Messer­schmidts hund Hugo rundt herinde, ud af studiet gik Porno-Gitte helt bar, mens en imam gik ind for at deltage i ’Brændende Bøger’. Der blev jeg smålykkelig. Den galskab kommer jeg til at savne,” siger Simon Andersen.