»Jeg kan godt lide de store fyre der. Med tusser. Det synes jeg, det er pisse frækt,« siger Camilla.
»Jaarh!« svarer hendes veninde Emma.
Dialogen er en del af dokumentarserien 'Prinsesser fra Blokken' fra DR3, der følger en gruppe unge piger fra den københavnske vestegn. Pigerne er en del af et undergrundsmiljø, hvor de sammen dyrker musikken psytrance, lange øjenvipper og makeup – og ja, så elsker de store fyre med tatoveringer.
»Det er nogle piger, der skiller sig ud fra mængden. De har deres egen æstetik og skønhedsidealer. Den almindelige dansker kender måske pigerne fra at have set dem på gaden. Men de kender dem ikke rigtigt,« siger programmets redaktør, Michelle Mantley.
Programmet er blevet en overraskende seersucces for DR3. Med over 450.000 streaminger på nettet er første afsnit af 'Prinsesser på Blokken' det mest sete program nogensinde på dr.dk.
»Jeg tror, folk er interesserede i programmet, fordi de har dannet sig en mening om piger som dem her i forvejen. Folk kan kigge ind og få stillet deres nysgerrighed på de ting, de forventer. Og blive overrasket. Du bliver klogere på andre mennesker tæt på dig, som du måske aldrig taler med,« siger Michelle Mantley.
Kunne ligne noget fra Paradise
Programmet er visse steder også blevet fejet væk som reality. Men det afviser programmets redaktør.
»Jeg har aldrig tænkt det som reality. Der er nogen, som har set et billede af pigerne, der med det samme har tænkt, at de må være med i Paradise. Men det er jo ikke reality på grund af den måde, de ser ud på. Reality er en iscenesat ramme. Vi har været fluen på væggen så vidt muligt,« siger Michelle Mantley.
Igennem dokumentarist Eva Marie Rødbro, der har fulgt pigerne og miljøet igennem flere år til en dokumentar på filmskolen, har DR fået en unik adgang til pigernes verden.
»Det er sindssygt svært at få adgang til sådan et miljø her, fordi det er svært at opbygge tillid. Og det har Eva fået ved at bruge så meget tid derude og filme dem. Hun har selv været der og hørt musikken og næsten været en del af miljøet,« siger Michelle Mantley.
Hun mener, det har været DR's stærkeste greb i dokumentaren.
»Det er en understregning af, hvor vigtigt det er, at vi bruger tid på at skabe tillid, når vi skal fortælle fra andre miljøer.«
Skeptiske over for kameraet
Det er dog ikke alt, der er gået efter tilrettelæggernes forhåbninger i 'Prinsesser fra Blokken'.
Ifølge Michelle Mantley oplevede de flere gange, at pigerne var svære at hægte sig på med kamera over længere forløb, som redaktøren ellers drømte om. Andre fra miljøet var også bange for, at de kunne blive udstillet, siger hun.
»Vi ville gerne have fulgt pigerne hen over en sommer, hvor vi kunne se, hvordan de udvikler sig. Men det kunne ikke lade sig gøre, for de er ikke så interesserede i at være på tv. Det er ikke en værdi i deres miljø, at de er på DR3. Så det var faktisk sindssygt svært at fastholde deres interesse for det,« siger hun og tilføjer:
»Det gjorde dem også interessante. Jeg tror, det er derfor, de er så autentiske.«
I stedet måtte holdet bag dokumentarserien være kreative. De valgte at dele dokumentaren op i fire afsnit med forskellige temaer. For eksempel skønhed, mænd og drømme. I deres research ledte de så efter de små øjeblikke, der kunne illustrere pigernes syn på emnerne.
»Vi lod også én pige kommentere et tema i et interview, hvorefter vi klippede til en scene med en anden pige. Vi overvejede meget, om det var okay, at de på den måde kommenterede på hinanden. Men vi valgte at gøre det, fordi de skulle fremstå som én samlet stemme. Det er ikke bare fire piger på Vestegnen. Det er en kultur,« siger hun.
Øjenbryn siger mest
I flere scener følger dokumentarholdet pigerne, mens de sætter deres hår, er til fest eller taler om drenge.
Her kunne det ske, at de begyndte at fortælle til journalisterne undervejs. Men redaktør Michelle Mantley så helst, at pigerne bare var sig selv og ignorerede kameraet. Det gør i hendes øjne dokumentaren mere naturlig.
»Vores dogme var, at de så vidt muligt ikke skulle tale til journalisten,« siger Michelle Mantley.
»Et godt eksempel kunne være en scene med en af pigerne, der kører i sin bil og ordner makeup, taler med sin veninde og sin kæreste i telefonen. Den måde hun kigger på sig selv i spejlet på og retter sine øjenbryn igen og igen siger meget mere om hende, end hun nogensinde ville kunne sige i et interview til en journalist.«
Viser en verden, vi ikke kender
Redaktøren har intet problem med at forsvare, at DR3 har lavet serien.
Hvorfor er det public service?
»Det er jo oplysning om samfundet. Det er et indblik for os alle sammen i, hvad en del af ungdommen tænker, føler og oplever. Og så er det noget, vi måske ikke vidste eller kendte i forvejen,« siger Michelle Mantley.
I redaktørens øjne skal seerne ikke have ondt af pigerne i programmet. Hun mener, at programmet fremstiller dem som ressourcestærke, men også viser, at deres ressourcer måske er anderledes end dem, samfundet normalt sætter pris på. Og så tror hun, at vi i sidste ende også kan se os selv i vestegnsprinsesserne.
»Vi møder på en måde alle sammen det samme i vores liv. Og alligevel kan vi blive overraskede over, at de her mennesker har drømme ligesom os og på mange måder bekymrer sig om de samme ting som os.«
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg kan i øvrigt forstå, at der internt i DR har været nogle »gnidninger« i forbindelse med valg af deltagere til den spin-off, der blev lavet af "Socialrådgiverne". TL;DR-versionen af ovenstående kommentar kunne altså være, at man burde rykke den diskussion ud i offentligheden.
Hvor går grænsen mellem public service og underholdning?
I en stadigt mere digitaliseret verden, hvor tæt bør tilrettelæggerne gå på det enkelte individ?
Hvis ønsket reelt er at skabe forståelse og indsigt, på tværs af sociale skel, hvorfor fokuserer man så på forskellene og lader »eliten« monopolisere den normative samtale?
Hej Lasse
Jeg er selv født og opvokset på Vestegnen, så det er i princippet ikke fordi jeg har et problem med emnevalget eller deltagerne. Det »miljø« er bestemt også en del af virkeligheden på de kanter og jeg ser programmets kvinder, som grundlæggende stærke og livsglade mennesker.
Men når alt kommer til alt, er den »virkelighed«, der fremlægges i programmerne, stadigvæk stærkt redigeret og jeg synes der konstant ligger et element af »freakshow« og lurer i baggrunden. Udvælgelsen af deltagerne er f.eks. ikke sket videre organisk eller »laissez faire«. Der ligger umiddelbart en ret aggressiv »casting« og når resultatet så er, at de falske negle, selvbruneren og tatoveringerne fylder så meget, ikke mindst i den offentlige dialog omkring programmerne, synes det bliver for grænseoverskridende.
Man har også set samme problemstilling i forhold til programmer som "Blok på bistand", "Den dag de fremmede forsvandt", "Da krigen kom til Toftlund", "Socialrådgiverne" og spin-off-programmet om tvangsfjernelsen af Donna og Eriks børn. Der er i princippet intet galt i at tage fat i de emner. Men jeg synes det er et kæmpe problem, at man går så benhårdt efter det ekstreme og sensationalistiske, uden umiddelbare hensyn til deltagernes objektive interesser eller afbalancering af den fremstillede »virkeligheds« idiosynkrasi.
Tag f.eks. programmet om Donna og Erik, hvor man indhentede fuldmagt og derved kunne citere en psykologisk udredning, der vurderede Erik til at være på sinkestadiet. Der var altså tale om en person, der ikke umiddelbart kunne varetage sine børns tarv og endda var vurderet af kommunens sundhedspersonale til at ligge med en let mental retardering. Her synes det så mere end åbenlyst, at en person med de problemer, selvfølgelig ikke er i stand til at forholde sig til konsekvenserne og de meget komplicerede problemstillinger, der er forbundet ved deltagelse i et såkaldt »dokumentarprogram«, som går virkeligt dybt ind under huden på familien. I det tilfælde mener jeg faktisk, at programtilrettelæggernes dispositioner tangerer overgreb.
Helt så slemt er det så ikke med "Prinsesser fra blokken". Først og fremmest fordi deltagerne tydeligvis er nogle virkeligt »tough cookies«. Men når det f.eks. kommer helt bag på tilrettelæggerne og DR, at programmet er blevet så populært, synes omgangen med deltagernes liv og renomme alligevel en smule lemfældig. Behøver man virkelig udvælge de mest »arketypiske« Vestegns-kvinder og behøver de sidde i en ordentlig bagskid og fortælle om deres sexliv, før man kan afdække den eksotiske kultur, der findes vest for Valby Bakke? Og i forhold til afbalanceringen, er det så repræsentativt? Det synes jeg ikke og der fejler medierne.
Pointen er, at Vestegnen og »underklassen« jo også er MEGET andet end de »freakshows«, der kommer frem på TV. I øvrigt ligesom »det bedre borgerskab« også er alt muligt andet end jordomrejser, smarte loppefund og de sidste nye indretnings-trends. Og i den forbindelse er jeg i øvrigt fløjtende ligeglad med om DR går »overklassen« på klingen i deres dramaer. Det er ikke en konkurrence eller et regnskab, hvor Maude skal gå op og lægge sig mindst en gang, for hvert citat fra Donna og Eriks sagsmappe. Det handler sådan set bare om at behandle alle som mennesker og med samme grad af respekt/omhu.
Hvorfor har DR eller noget andet dansk medie f.eks. aldrig nogensinde lavet et politisk debatprogram, hvor paneldeltagerne udelukkende eller primært består af faglærte og ufaglærte? Man har ingen verdens problemer med at lave den slags programmer, hvor »overklassen« praktisk talt monopoliserer den offentlige debat. Jeg vil gerne vædde på, at næste gang du slår op for "Debatten på DR2", så består panelet udelukkende af politikere, akademikere og journalister/kendisser. Mens arbejderklassen og »underklassen« bliver parkeret i sensationalistiske »dokumentarprogrammer«, som pseudo-socialrealistisk underholdning til aftenkaffen og anledning til rygklapperi i mediebranchen. Det tænker jeg er rigtigt ærgerligt.
P.S. Jeg hedder skam Kim. Mit efternavn blev bare ædt af »auto-complete« og dermed åd siden min kommentar....som Andreas så i øvrigt var så elskværdig at genskabe.
Hej Kim, eller hvad du nu hedder.
Jeg kender selv en del, der minder en del om de piger, der er med i udsendelsesserien.
Jeg omgås også med en del, som ikke kender eller har kendt nogle, der minder om de her piger.
Det er min oplevelse, at der er noget rigtigt interessant i at vise nogle af de måske ikke så hensigtsmæssige valg, de træffer, i sammenhæng med de omstændigheder og den virkelighed, de lever i. Især når det som her bliver gjort på en respektfuld måde, hvor jeg i hvert fald ingenlunde får en oplevelse af, at man forsøger at 'gå i øjenhøjde' på den der måde, der er lidt implicit nedladende, man ellers kan forfalde til.
Jeg synes, at det virker som om, at folk omkring mig har fået større forståelse for nogle af de valg, som de ellers tidligere måske - sat lidt på spidsen - så som dumme eller uoplyste.
En ting er den tilnærmelse - eller samtale ved stedfortræder om du vil. En anden ting er selve erfaringen med, at der ofte kan være nogle bagvedliggende ting, som kan nuancere, hvordan man reelt har det med andre, der træffer anderledes valg.
Det er public service i mine øjne.
Jeg er meget enig i, at det kunne være interessant at få mere indblik i overklassens udfordringer og shortcomings. Det kan måske bare være svært at få adgang til de miljøer? Og om ikke andet, så har vi i hvert fald set både udsendelsesrækken med hende den 'faldne' overklassedame, der har boet med sin mor og levet på skrømt, og vi har da også i fx DR's dramaer set overklassens taget under kærlig behandling.
Hvad tænker du?
Jeg synes det er rigtigt trist, at man, i brede træk, får reduceret en gruppe mennesker og egentlig også en hel samfundsklasse, til falske øjenvipper, tatoveringer og "små øjeblikke". Det er i hvert fald svært at se forskellen på det her og de klassiske "freakshows" i sideteltet.
Var det ikke snart passende, at medierne (især DR) kiggede en smule indad? De bedre stillede klasser bliver konsekvent fremstillet i et relativt ukritisk og ofte direkte begejstret lys. Man kan nærmest ikke få armene ned eller vaseline nok på linsen, hvis en velhaverfamilie trækker et år ud af kalenderen til en jordomrejse eller hvis en antikvitetshandler fra indre by, krejler sig til en særligt eftertragtet designerstol. Men når man bevæger sig længere ned i klasserne, under middelklassen, skal det altid handle om tvangsfjernelser, falske kropsdele, vold, narko og andre dårligdomme.
Der er selvfølgelig intet galt i også at kigge på problemerne og de tvivlsomme livsvalg. Underklassen er jo ikke kun bestående af hjerter af guld og jordnær fornuft. Men når det negative og sensationelle overskygger alt andet, bliver det et problem. Det kan da ikke være rigtigt, at man enten skal være "noget ved musikken" eller smurt ind i selvbruner og sociale problemer, før medierne kan interessere sig for en?
Kære "Kim"
Tak for dine kommentarer. I den sidste spørger du, hvorfor de bliver ved med at forsvinde, når du holder dig "inden for rammen". Som det fremgår af Journalistens debatregler, skal du blandt andet angive både for- og efternavn samt en korrekt mailadresse.
Du kan læse vores debatregler her:
https://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat
Bedste hilsner
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør, Journalisten
Flere