Mundkurv

Der er kampvalg i JP/Politiken, men der er forbud mod at fortælle om det

Der er kampvalg til en enkelt plads i den medarbejdervalgte del af bestyrelsen i JP/Politikens Hus. Valgudvalget har dog vedtaget, at kandidaterne kun må kommunikere om det på intranettet og internt i huset. Udvalget afviser, at der er tale om en mundkurv.

Du kommer måske ikke til at læse så meget om det kampvalg, der lige nu udspiller sig til udpegningen af en enkelt medarbejdervalgt plads i JP/Politikens Hus' bestyrelse.

For under valgkampen, som kører frem til 27. januar, har kandidaterne ifølge kritikere fået en form for mundkurv på.

”Valgkamp må alene ske internt i JP/Politikens Hus A/S, og må således ikke ske gennem medier tilgængeligt for offentligheden. Det er ligeledes forbudt at føre nogen form for valgkamp pr. mail,” lyder det nemlig i de regler, som valgudvalget i mediehuset har vedtaget, og som Journalisten er kommet i besiddelse af.

”Man kan da kun se det som en form for mundkurv,” siger Michael Stenvei, som er en af de otte kandidater, der stiller op til den medarbejdervalgte post, og desuden er fællestillidsrepræsentant for journalisterne på Jyllands-Posten.

”Vi er et publicistisk hus, og derfor skal vi også være i kontakt med omverdenen. Det må være op til kandidaterne selv, hvordan de vil føre valgkamp. Der skal være højt til loftet,” mener han.

Håber det er en fejl

Samme toner lyder fra journalist Per Mathiessen fra Ekstra Bladet, der er en af de andre kandidater:

”Det er helt vildt, at et publicistisk mediehus vil begrænse vores ytringsfrihed, fordi vi stiller op som kandidater til JP/Politikens Hus’ bestyrelse. Jeg håber virkelig, at det er en fejl,” siger han.

Det er grænsende til tåkrummende hykleri i Danmarks største private medievirksomhed, som lever af ytringsfrihed og pressefrihed, at man begrænser demokratiets udfoldelse i egen organisation.

Magnus Barsøe, tidligere medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem

Han sidestiller det med noget, man foretager sig i langt mere lukkede brancher:

”Vi er jo selv afhængige af, at nogen kan, tør og vil sige noget til os. Så det kommer virkelig bag på mig, at man ikke må føre valgkamp på andet end en side på intranettet,” siger han.

Netop et opslag i offentligheden skabte stor virak i huset i 2023, hvor bestyrelsesmedlem Magnus Barsøe fra Politiken skrev en meget kritisk kronik, som blev bragt i Politiken, om den daværende ledelse i JP/Politikens Hus.

Kronikken skete i forbindelse med et valg, der sikrede Magnus Barsøe en kæmpe valgsejr med 435 stemmer. Kronikken skabte så meget virak, at ledelsen kommenterede den i en pressemeddelelse.

”Tåbelige regler”

Magnus Barsøe har siden forladt mediebranchen for at forfølge en drøm om at gå ind i politik for Socialdemokratiet, men sender dog gerne stadig et kritisk svirp afsted mod sin gamle arbejdsplads:

”Jeg synes, det er trist, at man begrænser valghandlingen,” siger han om de nye valgregler:

”Og jeg synes, det er grænsende til tåkrummende hykleri i Danmarks største private medievirksomhed, som lever af ytringsfrihed og pressefrihed, at man begrænser demokratiets udfoldelse i egen organisation, ved at sætte rigide og fuldstændigt tåbelige regler op for, hvad man må og ikke må.”

Kandidat henviser til ”internt” valg

På Politiken har bestyrelseskandidat og journalist Jakob Sorgenfri Kjær ikke selv opfattet retningslinjerne som en mundkurv, og personligt føler han sig fri til at udtale sig, som han vil. Også i valgkampen.

Men han finder det problematisk, at en anden unavngivne kandidat ikke ville udtale sig til Journalisten af hensyn til, at det ”er et valg, der foregår udelukkende internt.”:

”Jeg synes, at det er for stramme formuleringer, og det burde i stedet være en hensigtserklæring. Det her med at nævne et ’forbud’ er noget, som nogen uheldigvis kan have opfattet som trusler,” siger han.

Den store interesse kan tyde på, at medarbejderne måske ikke føler, at de bliver hørt nok i forhold til den måde, som JP/Politikens Hus drives på.

Michael Stenvei, bestyrelseskandidat og fællestillidsrepræsentant på Jyllands-Posten

Omvendt kan han godt se logikken i, at man opfordrer til, at valgkampen føres internt, da den sådan set er udenforstående uvedkommen, fordi de ikke har stemmeret.

”Men hvis nogen tolker det sådan, at de ikke må ytre sig om valget, når en journalist ringer fra Journalisten eller et andet medie, så synes jeg, det er det et problem. Særligt for et mediehus, der lever af, at kilder stiller op i ytringsfrihedens navn,” fortsætter han.

Valgudvalg: Ikke en mundkurv

Journalisten har forelagt kritikken for valgudvalget i JP/Politikens Hus, som består af 2 ledelsesrepræsentanter og 4 medarbejderrepræsentanter.

”Valgudvalget ønsker en åben og transparent proces og har derfor udstedt disse retningslinjer med det formål at samle al information, spørgsmål og svar mv. på husets Intranet,” indleder udvalget:

”På Intranettet har hver kandidat fået en side, hvor vedkommende kan skrive om sig selv og besvare spørgsmål fra kolleger. Samtidig når dette alle kolleger, uanset lokation. Målet har samtidig været at give kandidaterne så ens og ligestillede vilkår som muligt,” lyder det i et skriftligt svar på vores spørgsmål.

Valgudvalget afviser i det skriftlige svar kritikken:

”Der er således ikke tale om en ”mundkurv”, men et forsøg på at målrette informationen til ét sted og samtidig sikre, at medarbejderne ikke spammes med valgkampagnemails. Hvad angår de konkrete formuleringer, vil vi diskutere dem igen om et år, når der er ordinært valg til bestyrelsen,” lyder det.

Selve valget er et såkaldt suppleringsvalg, da Jyllands-Posten-journalist Tina Bryld efter 19 år som medarbejdervalgt repræsentant træder ud af bestyrelsen. Ifølge Michael Stenvei er der med de otte kandidater rekordmange om buddet.

Og derfor bør man ifølge ham i udgangspunktet ikke lukke ned for, at der kan komme offentlig debat om valget:

”Den store interesse kan tyde på, at medarbejderne måske ikke føler, at de bliver hørt nok i forhold til den måde, som JP/Politikens Hus drives på. Derfor vil de ind og sætte et fingeraftryk i det løbende arbejde i toppen af huset, og det synes jeg da er interessant,” siger han.

I 2024 var der ifølge årsregnskabet 1.189 ansatte i JP/Politikens Hus A/S.

Fakta: Her er retningslinjerne

I retningslinjerne fra valgudvalget henstilles der til, at ”valgkampagne primært føres på Intranettet,” og at ”dette vil gøre det samme materiale tilgængeligt for alle, uanset lokation.”

Til formålet vil der blive oprettet et site på intranettet, hvor alle kandidater får mulighed for at præsentere sig med foto og tekst. ”Herudover vil der være mulighed for at kunne besvare spørgsmål fra medarbejdere i kommentarsporet,” lyder det.

Derudover kan der opsættes mindre, fysiske ”valgplakater”, dog ikke på hovedtrappen på Rådhuspladsen, kontorer, på redaktioner, i elevatorer eller trappeopgange, i indgangspartier eller mødelokaler, eller hvor der i øvrigt måtte komme eksterne parter. I stedet må materialet eksempelvis hænge på indgangsdøre til kantinen, printerrum eller i interne tekøkkener.

Herefter følger den formulering, som flere betragter som en mundkurv:

”Valgkamp må alene ske internt i JP/Politikens Hus A/S, og således ikke ske gennem medier tilgængeligt for offentligheden. Det er ligeledes forbudt at føre nogen form for valgkamp pr. mail. Valgkampagne kan føres fra den 13. januar 2026 til den 27. januar 2026. Med venlig hilsen Valgudvalget.”

Fakta: Her er de opstillede kandidater

  • Jakob Sorgenfri Kjær, Journalist, Politiken.
  • Charlotte Mackeprang, Journalist, MarketWire.
  • Per Mathiessen, Journalist, Ekstra Bladet.
  • Jeanette Kjærholt Nielsen, Product Owner, JP og POL Udvikling, DUT.
  • Josephine Banke Petersen, Erhvervskonsulent i JP B2B
  • Laus Petersen, Agency & Client Manager, JP Annonce, Jyllands-Posten
  • Michael Stenvei, Journalist, Jyllands-Posten
  • Kristian Theo Winther-Frost, Teknisk Chef, Digital udvikling og tech, DUT

0 Kommentarer