Mange medier har den seneste måned modtaget kritik for dækningen af konflikten mellem Israel og Palæstina. Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Der er en særdeles god grund til, at bølgerne går højt i diskussionen om mediernes dækning af konflikten mellem Israel og Palæstina.
Konceptet hedder ’de fjendtlige mediers effekt’, som kort fortalt går ud på, at mediebrugere har en tendens til at opfatte medier som fjendtlige over for deres egne holdninger.
Og konceptet er blevet testet ad flere omgange i forskellige sammenhænge af forskere.
Eksempelvis i 1982 ved Stanford University i USA, hvor forskere viste en gruppe pro-israelere og siden en gruppe pro-palæstinensere det præcis samme nyhedsindslag om massakren i Sabra og Shatila, hvor kristne militser med den israelske forsvarsministers billigelse dræbte og mishandlede store grupper af palæstinensere i en flygtningelejr i Libanon.
På baggrund af nyhedsindslaget mente begge grupper, at nyhedsindslagene var fjendtlige over for deres egen side. Således mente pro-israelerne, at nyhedsindslagene var for kritiske over for Israel, mens pro-palæstinenserne ikke mente, at indslagene var tilstrækkeligt kritiske over for Israels rolle.
Ubalance i menneskers vurderinger
David Nicolas Hopmann er professor i politisk kommunikation ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet forsker i, hvordan nyheder og medier påvirker befolkningen.
”Vi er rigtig gode til at lægge mærke til de ting, vi ikke bryder os om, og så sker der en ubalance i vores vurdering,” forklarer han om de fjendtlige mediers effekt.
Helt konkret vil det naturligt oversætte sig til, at pro-palæstinensere i nutidens konflikt vil mene, at medierne har en tendens til at være for ukritiske over for Israel, mens pro-israelere kan have en tendens til at mene, at der ikke gås tilstrækkeligt kritisk til den anden side i konflikten.
Det kan helt naturligt være svært for medier og journalister at navigere i.
For ifølge David Nicolas Hopmann kan det skygge for vurderingen af, hvorvidt der er problemer med bias i dækningen.
”Hvis du får en kritik, som synes at være saglig, så er det vigtigt at forholde sig til den og spørge sig selv som journalist, om man har en bias i sin tilgang. For det kan jo være, at man har en blind vinkel eller har lagt en bestemt skabelon ned over en konflikt eller dyrker en bestemt fortælling. Og det er jo fint at italesætte,” siger han.
Hverken på den ene eller anden side
Det gør sig sådan set også gældende, hvis man dækker en fodboldkamp mellem to rivaliserende hold, afvikler en statsministerkandidatdebat eller noget helt tredje.
”Situationerne med kritik vil altid opstå. Og medier skal gå efter konsekvent ikke at være for meget til den ene eller den anden side. Og det er altid sundt at have de her debatter,” vurderer David Nicolas Hopmann.
Generelt set vurderer han også, at debatmiljøet og mulighederne for at komme til orde er gode i Danmark, og at de fleste samfundsgrupper derfor har gode muligheder for at påvirke medierne.
Det gælder både gennem læserbreve og kronikker i aviserne, som er typisk for medier i Norden, men langtfra er typisk i mange andre vestlige lande.
Derudover kan enhver borger også søge om at få foretræde for Folketingets udvalg, ligesom det ifølge David Nicolas Hopmann er relativt nemt at komme i kontakt med politikere og journalister i Danmark:
”Der er samfundsgrupper, der ikke bliver hørt og måske skulle fylde mere i debatten. Men alt andet lige er det nemmere i Danmark at komme til orde end så mange andre steder,” konstaterer David Nicolas Hopmann.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
har du noget belæg for at sige at den her forskning kan bruges i forhold til dækningen af den nuværende situation? Jeg spørger fordi jeg har set et klip med Poul Madsen der fortæller at medier som er kritiske overfor Israel indkaldes til samtaler både på ambassaden og med andre israelske interesseorganisationer. Mig bekendt er der ingen palæstinensiske organisationer som indkalder til møder på samme måde.
Jeg oplever denne artikel som en forklejning af en kritik af dækningen og jeg savner at høre forskeres vurdering af den konkrete dækning.
* Hvor mange gange har medierne bragt oplysninger fra IDF uden at gøre opmærksom på, at de ikke er verificeret af andre? Gerne som en sammenligning med oplysninger fra Gazas sundhedsvæsen.
* Hvordan er forholdet mellem antal israelske og palæstinensiske kilder i dækningen af krigen?
* Hvad er forholdet mellem danske kilder m. hhv. pro-israelske og pro-palæstinensiske holdninger i dækningen.
NB! Bemærk, at jeg ikke nævner Hamas, men palæstinensiske kilder i mit forslag.