Teknologi

”Den største ændring af Google i 25 år” bekymrer Danske Medier

Google er ifølge Danske Medier ”helt og aldeles ligeglade med konsekvenserne for medierne” – så længe brugerne bliver i Googles eget system.

Sent tirsdag aften præsenterede Google det, som siden er blevet kaldt den største ændring af søgemaskinen i 25 år.

Konkret betyder ændringerne, at den liste med blå links, som i årevis har mødt Google-brugerne og ført dem videre til andre hjemmesider, bliver erstattet af en ny AI-centreret søgemaskine, skriver TV 2.

Eller som AI-foredragsholder og forfatter til bogen 'AI Epoken', Anders Bæk, udtrykte det i P1 Morgen fredag:

”Tidligere har Google været bindeled mellem bruger og hjemmeside. Men nu vil den forsøge at være selve endestationen.”

Det ændrer magtbalancen

Men den udvikling vækker skarp kritik hos Danske Medier, der er brancheorganisation for de private medier herhjemme.

Her er man bekymret for, hvad det vil betyde for trafikken til medierne, når Google på den måde tager yderligere skridt for at beholde brugerne i Googles eget system.

”Google er helt og aldeles ligeglad med konsekvenserne for medierne, så længe brugerne bliver i Googles eget system,” skriver administrerende direktør i Danske Medier, Dicle Duran Nielsen, i et opslag på LinkedIn.

Ifølge hende er problemet koncentrationen af kontrol, når en global techplatform som Google reducerer incitamentet til at besøge de medier, der producerer indholdet, og som teknologien står på skuldrene af.

”Når Google flytter brugerne væk fra mediernes egne platforme og ind i Googles eget AI-univers, ændrer det ikke bare trafikstrømme, men magtbalancen,” mener Dicle Duran Nielsen.

Savner dialog med Google

Ifølge Dicle Duran Nielsen lader dialogen med Google meget tilbage at ønske. Typisk besvarer techgiganten ikke engang henvendelserne fra Danske Mediers og interesseorganisationen DPCMO, skriver hun i sit opslag på LinkedIn.

”Hvis vi en sjælden gang får svar, henviser de til offentlige brandingkampagner eller begrænsede ’informationstekster’, som ignorerer rettighederne bag det menneskeskabte indhold, Google kommercielt profiterer på,” skriver hun.

Journalisten har forsøgt at få et svar på kritikken fra Google. Det har ikke kunnet lade sig gøre i dag.

1 Kommentar

Jesper Sonne Grunwald
24. MAJ 2026
https://www.facebook.com/share/p/1Gf35cLFok/