En fuldstændig formidabel mangel på proportionssans og sund fornuft hos en ledelse i DSB og i kommunikations- og PA-bureauet Waterfront afstedkom i den forgangne uge en mediestorm af dimensioner, hvor netop kommunikationsbranchen blev skydeskive.

Det interessante i den forbindelse er ikke DR’s afsløring af, at Waterfront havde lavet ”psykologiske profiler” på udvalgte politikere i Folketinget. Det interessante er vinklingen og debatten om kommunikationsbranchens public affairs-arbejde. Den syntes at tage udgangspunkt i en nærmest jomfruelig opfattelse af virkeligheden.

Men politikerne – i dette tilfælde Per Clausen, Enhedslisten – var for eksempel ikke særskilt i chok. Jo, over kvaliteten af Waterfront-arbejdet, men ikke over, at de bliver forsøgt påvirket.

DJ arbejder også med politisk påvirkning. I særdeleshed formandskabet bruger en del af sin tid på at søge kontakt til politikere på Christiansborg. Der skrives høringssvar og debatindlæg, og det handler naturligvis om PA-arbejde – Public Affairs – som er en disciplin, der kræver både indlæring og øvelse.

I en tid, hvor DJ har barslet med et udspil til en etik for kommunikatører, er det interessant at observere, hvordan journalister sætter modsætninger mellem dem og kommunikationsarbejderne til skue.

Interessant. Men i min optik også bekymrende. Fordi der kan formentlig godt findes eksempler på kommunikatører, der ikke fortæller sandheden. Eller som afskærer mediefolk fra at komme videre med en historie.

Men langt de fleste kommunikatører arbejder ikke med journalisterne som mål- eller fokusgruppe – de har øje for offentligheden, for intern kommunikation, for ledelseskommunikation osv. osv.

Waterfront-/DSB-sagen handler langt mere om dårlig ledelse og misforståede hensyn, end den handler om den enkelte kommunikatørs rolle. Det bør pressen naturligvis køre hårdt på, og brodne kar både blandt kommunikationsfolk og journalister kan selvfølgelig også både forekomme og være en god historie.

Men tendensen med at skyde en hel branche dårlig moral eller opførsel i skoene, fordi man har et enkeltstående eksempel, kan aldrig være case-journalistisk korrekt – en case illustrerer en generel problemstilling, mens den gode historie blot er enkeltstående.

Det er også i dét lys, arbejdet med etik for kommunikatører skal ses: Som et sæt værktøjer, der for den enkelte er med til at definere grænserne for hende eller ham. Og forhåbentlig kan det på sigt medføre, at den enkelte medarbejders renommé ikke bliver skadet unødigt, når hendes arbejdsgiver laver utilgivelige fejl.